Sidste indlæg...

… På en fin de compte.

Nogle gange kan man godt få brug for at starte på en frisk med et eller andet. Inden sommerferien varslede jeg, at bloggen her ville skifte navn og udseende, for jeg var ærlig talt ikke tilfreds. I løbet af sommeren er det så gået op for mig, at jeg ikke bare vil ændre bloggen. Jeg ville egentlig gerne starte HELT forfra…

Så jeg har lavet en ny blog (spændende!!)

Og hvad så med en fin de compte? Tænker du så. Ja den bliver slettet (bare rolig: Jeg har alle indlæggene liggende på min computer). Men den får lige lov til at stå og blomstre (og lede folk over på den nye blog) i et halvt års tid.

Til syvende…

Fremover kan I læse med HER.

On the road

Ventetiden er forbi! Der er nyt fra vores kontrastfyldte rejse gennem USA's mange udtryk.

Vi blev mødt af søde og entusiastiske slægtninge i Albuquerque, blev forkælet, vist rundt og vist frem og var på en mindeværdig udflugt til lækre Santa Fe.

Så nåede vi til et nyt højdepunkt af frihed da vi pludselig stod med en (lejet) bil og kunne køre hvorhen vi ville.

Vi kørte til mægtige Grand Canyon - kan slet ikke fatte hvor gigantisk det egentlig er. Men nationalparkerne Painted Desert og Petrified Forrest var også utrolige.

Ad Route 66 gennem smukke, øde ørkenlandskaber med gammel rockmusik på anlægget og længslen rettet mod vest. Til galeanstalten Las Vegas, der ikke sagde mig det fjerneste, men som til sidst fik sneget et lille grin ud af mig.

Imponerende Hoover Dam!

Gennem californiske ørkenlandskaber, og (hvad der føles som) tusindvis af kedelige, ens motelværelser, triste lobbyer og gummiagtige vafler til morgenmad (eller var det noget med en kvart muffin?).

Til vi endelig stod der. Efter en hæsblæsende køretur gennem LA trafikken. Ved Stillehavet. Som pilgrimme. Jeg har aldrig oplevet noget så tilfredsstillende som at krydse et kontinent.

Jeg tror aldrig jeg har set noget der er så smukt som Stillehavet i aftensolen når det glitrer der bag palmerne og bjergene står som silhuetter ned til det uendelige ocean mens vi kører op af Highway 1.

Vi tog til skøre Solvang og fik kaffe og kage i en nostalgisk version af Danmark, vi tog til fortryllende Santa Barbara og lod os rive med af den sydlandske stemning, vi tog ud og så en idyllisk californisk vingård.

Jeg har tabt mit hjerte til Californien.

Vi kørte nordpå med klipper, kulde, bølger og Elephant Seals der lå i vandkanten og sov. Vi har set så mange forskellige landskaber! Tænk at det stadig er det samme land vi er i! Sagde vi til hinanden.

Inden vi endte i San Franciscos bakker og trafik og fik os en karuseltur inden vi fik afleveret bilen og kunne gå på opdagelse. Tage på Beat museum, tage i City Lights Bookstore, drikke øl på Vesuvius. San Fran - en by der lægger op til at blive udforsket. Vi er først lige begyndt.

California dreaming!

Southern hospitality i Montgomery og smukke hvide kyststrækninger ved Gulfport. Gennem gigantiske, ubeskrivelige sump-områder i Alabama, Missisippi og Louisiana. Til New Orleans med hysterisk høj luftfugtighed, brusende jazz i gaderne og Faulkner house books. Videre til hippe Austin i Texas med fest, nye australske venner og belgisk chokoladeis med vingummibamser og skumfiduser (eget valg af topping). Lostness og forvirring i Dallas og et kryds på vejen hvor JFK blev skudt. Natbus til Amarillo. Cities at the break of dawn og solen der står op over det uendelige og imponerende prærielandskab.

Greyhound-busserne har transporteret os gennem sydstaterne, givet os uforglemmelige oplevelser og testet vores tålmodighed.

Amarillo er den øde westernby der markerer slutningen på rejsens første del.

I morgen tager vi sidste tur med Greyhound i denne omgang og rejser til Albuquerque, hvor vi besøger min søde kærestes slægtninge og starter vores roadtrip til San Francisco om nogle dage. Behøver jeg nævne hvor meget jeg glæder mig?

Reaktionerne når vi fortæller at vi er fra Danmark toppede da en ekspedient udbrød et "I love it!!!" som kun Ole Henriksen ville kunne overgå og er nu blevet mere a la "Denmark... What is that?" eller "Denmark... Is that in Switzerland?"

Billedtid:

Seriøst?

Jeg håber at det kun er i USA, man kan tage det her billede en sen aften på Burger King... Mums?

Surfin' USA

Okay. Planen var en tur i swimmingpoolen, men himlen har åbnet sig over Memphis, så det virker ikke så fristende længere. Istedet bliver det et blogindlæg til de nysgerrige.

Kære nysgerrige. Jeg kan simpelthen ikke nå at fortælle alt hvad vi oplever og det er godt, for så er der er også en masse at fortælle om når vi kommer hjem. Yay!

Vi couchsurfede i Nashville og det var den allerførste gang! Vi boede hos en rar fyr, som hentede os på Greyhound stationen og var rigtig flink til at vise os rundt i byen. Jeg kan rigtig godt lide couchsurfing, fordi man får mulighed for at snakke med en lokal og får en mindre turistet vinkel på det sted man besøger. Ulempen er godt nok bare at man næsten ikke har noget privatliv og at man er tvunget til at være "på" al den tid man er der. Plus at man er på spanden hvis man ikke lige klikker med sin vært. Vi havde ikke specielt meget tilfælles med vores og derfor kunne der godt opstå nogle arkward moments, men der var heldigvis også mange gode.

Men hvad sker der for amerikanernes madvaner? Begge morgener i Nashville sad vi tre voksne mennesker og spiste ChocoPops til morgenmad! Jamen det er da ikke normalt?

Nu er vi så i Memphis, som VIRKELIG overrasker positivt synes jeg (bortset fra regnen). Vi havde det mega skægt på den sightseeing tur til Graceland og Sun Studios vi var på i dag. Åh altså, jeg er en sucker for sådan noget nogle gange og det eneste jeg har fået at spise i den her by indtil videre er burgere (bortset fra morgenmaden), jeg er ikke sikker på at man kan få andet!?

Nu en helt særlig hilsen til mine rejsefæller på den allerførste interrail: Kan i huske den katastrofale "overnatning" i Wien 2007? Almost same thing skete i nat!

Til de nysgerrige: Det betyder at man bliver vækket af en vanvittig brandalarm midt om natten, bliver mega bange, pakker rygsækken, smider noget tøj på og skynder sig ned af en mørk, varm, propfyldt og klaustrofobisk trappeskakt fra 9. etage, mens man gør sit bedste for at forholde sig roligt og i virkeligheden er vildt bange for om det brænder under én så man ikke kan komme ud.

Men man kommer ud og finder ud af 1) de har ret flotte brandbiler her i Memphis, 2) det er falsk alarm.

Derfor er vi lidt trætte i dag, men stadig opsatte på at feste på Beale Street i aften...

Her kan I se et par lækre billeder fra de sidste par dage!

Happy fourth!

I onsdags var en sjov dag! En kort bustur fra Winston Salem til funky Asheville og så ankom vi ellers til et hostel der allerede rangerer blandt de bedste jeg har boet på, no kidding!

Vi bumpede direkte ind i forberedelserne til 4. juli festen (independence day), som vi straks blev inviteret til. Det blev en sjov sjov sjov aften, hvor vi både fik snakket med de andre på hostellet og med en masse lokale.

Der blev spillet guitar, drukket special-øl, spist hamburgere og kage, og udvekslet en hel masse kultur. Vi havde fået besked på at bidrage med noget til The Dinner, så Gourmetjohn fremtryllede en vildt lækker tzatziki. Wow. Det havde de godt nok aldrig hørt om før, amerikanerne, men de elskede det heldigvis!

Vi snakkede blandt andet med Sven og Lina - et rigtig sødt tysk par af den slags man ofte finder i Berlin med masser af piercinger og tatoveringer. Vi snakkede med en hipster-svensker. Vi snakkede med amerikanske Rachel som snart flytter til Norge og en hel masse andre!

I den her by går de rigtig meget op i at alt skal være organic, local, glutenfrit, recycle-venligt osv. Det er fedt at se at sådan nogle tanker også findes i USA! Og de er virkelig passionerede omkring det. Men i modsætning til de fleste lokale tager vi BUSSEN ind til centrum i dag og håber på at se kunst, vintage-shops og live musik. Busholdepladsen i centrum hedder Art Station - det lover godt!

Jeg smider et par billeder:

Oh my sweeeeet Carolina

I går kørte vi med Greyhound bus til North Carolina. Min søde kæreste har lavet en mega fed USA-playliste som jeg har liggende på min mp3'er, så mens vi susede afsted i det amerikanske landskab kunne jeg sidde og høre "Oh my sweet Carolina" og føle mig globetrotter agtig.

Jeg har det som om jeg er på interrail for første gang igen. Alting er nyt, anderledes og spændende. Og næsten ingenting kører på rutinen.

Jeg sad i Greyhound bussen og så et gigantisk landskab med utæmmede skove og brede floder. Big mama foran mig i bussen sad og hørte kasettebånd på sin walkman. Omme bag træerne bor amerikanerne i dyre villaer, i skyskrabere, i rækkehuse, i trailerparker, i faldefærdige hytter, i papkasser...

Sent igår aftes nåede vi til Winston-Salem efter en hæsblæsende bustur med et lidt for spændende transfer i Richmond (vi var nogle af de heldige som der var plads til i bussen).

Hotellet som vi har boet på i nat er vildt romantisk. Det ligner noget fra en Jane Austen filmatisering eller fra hvad jeg har set af Brøndums i Skagen. Jeg skriver det her indlæg fra en gigantisk blomstret lænestol.

Ved morgenbuffetten snakkede vi om, at amerikanerne er lidt ligesom børn der har fået lov til at være alene hjemme. Hvad vil du have til morgenmad? Der er fire forskelle slags muffins, der er wienerbrød, der er croissanter, der er overdrevent sød youghurt, der er cereal som er plastret til med sukker og mælk med 2% fedt...

Jeg kunne godt have boet længere på det her smukke hotel, men vi har en date med et flippet øko-hostel i Asheville. We'll hit the road again soon.

Et par billeder fra de sidste par dage: