Sidste indlæg...

… På en fin de compte.

Nogle gange kan man godt få brug for at starte på en frisk med et eller andet. Inden sommerferien varslede jeg, at bloggen her ville skifte navn og udseende, for jeg var ærlig talt ikke tilfreds. I løbet af sommeren er det så gået op for mig, at jeg ikke bare vil ændre bloggen. Jeg ville egentlig gerne starte HELT forfra…

Så jeg har lavet en ny blog (spændende!!)

Og hvad så med en fin de compte? Tænker du så. Ja den bliver slettet (bare rolig: Jeg har alle indlæggene liggende på min computer). Men den får lige lov til at stå og blomstre (og lede folk over på den nye blog) i et halvt års tid.

Til syvende…

Fremover kan I læse med HER.

On the road

Ventetiden er forbi! Der er nyt fra vores kontrastfyldte rejse gennem USA's mange udtryk.

Vi blev mødt af søde og entusiastiske slægtninge i Albuquerque, blev forkælet, vist rundt og vist frem og var på en mindeværdig udflugt til lækre Santa Fe.

Så nåede vi til et nyt højdepunkt af frihed da vi pludselig stod med en (lejet) bil og kunne køre hvorhen vi ville.

Vi kørte til mægtige Grand Canyon - kan slet ikke fatte hvor gigantisk det egentlig er. Men nationalparkerne Painted Desert og Petrified Forrest var også utrolige.

Ad Route 66 gennem smukke, øde ørkenlandskaber med gammel rockmusik på anlægget og længslen rettet mod vest. Til galeanstalten Las Vegas, der ikke sagde mig det fjerneste, men som til sidst fik sneget et lille grin ud af mig.

Imponerende Hoover Dam!

Gennem californiske ørkenlandskaber, og (hvad der føles som) tusindvis af kedelige, ens motelværelser, triste lobbyer og gummiagtige vafler til morgenmad (eller var det noget med en kvart muffin?).

Til vi endelig stod der. Efter en hæsblæsende køretur gennem LA trafikken. Ved Stillehavet. Som pilgrimme. Jeg har aldrig oplevet noget så tilfredsstillende som at krydse et kontinent.

Jeg tror aldrig jeg har set noget der er så smukt som Stillehavet i aftensolen når det glitrer der bag palmerne og bjergene står som silhuetter ned til det uendelige ocean mens vi kører op af Highway 1.

Vi tog til skøre Solvang og fik kaffe og kage i en nostalgisk version af Danmark, vi tog til fortryllende Santa Barbara og lod os rive med af den sydlandske stemning, vi tog ud og så en idyllisk californisk vingård.

Jeg har tabt mit hjerte til Californien.

Vi kørte nordpå med klipper, kulde, bølger og Elephant Seals der lå i vandkanten og sov. Vi har set så mange forskellige landskaber! Tænk at det stadig er det samme land vi er i! Sagde vi til hinanden.

Inden vi endte i San Franciscos bakker og trafik og fik os en karuseltur inden vi fik afleveret bilen og kunne gå på opdagelse. Tage på Beat museum, tage i City Lights Bookstore, drikke øl på Vesuvius. San Fran - en by der lægger op til at blive udforsket. Vi er først lige begyndt.

California dreaming!

Southern hospitality i Montgomery og smukke hvide kyststrækninger ved Gulfport. Gennem gigantiske, ubeskrivelige sump-områder i Alabama, Missisippi og Louisiana. Til New Orleans med hysterisk høj luftfugtighed, brusende jazz i gaderne og Faulkner house books. Videre til hippe Austin i Texas med fest, nye australske venner og belgisk chokoladeis med vingummibamser og skumfiduser (eget valg af topping). Lostness og forvirring i Dallas og et kryds på vejen hvor JFK blev skudt. Natbus til Amarillo. Cities at the break of dawn og solen der står op over det uendelige og imponerende prærielandskab.

Greyhound-busserne har transporteret os gennem sydstaterne, givet os uforglemmelige oplevelser og testet vores tålmodighed.

Amarillo er den øde westernby der markerer slutningen på rejsens første del.

I morgen tager vi sidste tur med Greyhound i denne omgang og rejser til Albuquerque, hvor vi besøger min søde kærestes slægtninge og starter vores roadtrip til San Francisco om nogle dage. Behøver jeg nævne hvor meget jeg glæder mig?

Reaktionerne når vi fortæller at vi er fra Danmark toppede da en ekspedient udbrød et "I love it!!!" som kun Ole Henriksen ville kunne overgå og er nu blevet mere a la "Denmark... What is that?" eller "Denmark... Is that in Switzerland?"

Billedtid:

Seriøst?

Jeg håber at det kun er i USA, man kan tage det her billede en sen aften på Burger King... Mums?

Surfin' USA

Okay. Planen var en tur i swimmingpoolen, men himlen har åbnet sig over Memphis, så det virker ikke så fristende længere. Istedet bliver det et blogindlæg til de nysgerrige.

Kære nysgerrige. Jeg kan simpelthen ikke nå at fortælle alt hvad vi oplever og det er godt, for så er der er også en masse at fortælle om når vi kommer hjem. Yay!

Vi couchsurfede i Nashville og det var den allerførste gang! Vi boede hos en rar fyr, som hentede os på Greyhound stationen og var rigtig flink til at vise os rundt i byen. Jeg kan rigtig godt lide couchsurfing, fordi man får mulighed for at snakke med en lokal og får en mindre turistet vinkel på det sted man besøger. Ulempen er godt nok bare at man næsten ikke har noget privatliv og at man er tvunget til at være "på" al den tid man er der. Plus at man er på spanden hvis man ikke lige klikker med sin vært. Vi havde ikke specielt meget tilfælles med vores og derfor kunne der godt opstå nogle arkward moments, men der var heldigvis også mange gode.

Men hvad sker der for amerikanernes madvaner? Begge morgener i Nashville sad vi tre voksne mennesker og spiste ChocoPops til morgenmad! Jamen det er da ikke normalt?

Nu er vi så i Memphis, som VIRKELIG overrasker positivt synes jeg (bortset fra regnen). Vi havde det mega skægt på den sightseeing tur til Graceland og Sun Studios vi var på i dag. Åh altså, jeg er en sucker for sådan noget nogle gange og det eneste jeg har fået at spise i den her by indtil videre er burgere (bortset fra morgenmaden), jeg er ikke sikker på at man kan få andet!?

Nu en helt særlig hilsen til mine rejsefæller på den allerførste interrail: Kan i huske den katastrofale "overnatning" i Wien 2007? Almost same thing skete i nat!

Til de nysgerrige: Det betyder at man bliver vækket af en vanvittig brandalarm midt om natten, bliver mega bange, pakker rygsækken, smider noget tøj på og skynder sig ned af en mørk, varm, propfyldt og klaustrofobisk trappeskakt fra 9. etage, mens man gør sit bedste for at forholde sig roligt og i virkeligheden er vildt bange for om det brænder under én så man ikke kan komme ud.

Men man kommer ud og finder ud af 1) de har ret flotte brandbiler her i Memphis, 2) det er falsk alarm.

Derfor er vi lidt trætte i dag, men stadig opsatte på at feste på Beale Street i aften...

Her kan I se et par lækre billeder fra de sidste par dage!

Happy fourth!

I onsdags var en sjov dag! En kort bustur fra Winston Salem til funky Asheville og så ankom vi ellers til et hostel der allerede rangerer blandt de bedste jeg har boet på, no kidding!

Vi bumpede direkte ind i forberedelserne til 4. juli festen (independence day), som vi straks blev inviteret til. Det blev en sjov sjov sjov aften, hvor vi både fik snakket med de andre på hostellet og med en masse lokale.

Der blev spillet guitar, drukket special-øl, spist hamburgere og kage, og udvekslet en hel masse kultur. Vi havde fået besked på at bidrage med noget til The Dinner, så Gourmetjohn fremtryllede en vildt lækker tzatziki. Wow. Det havde de godt nok aldrig hørt om før, amerikanerne, men de elskede det heldigvis!

Vi snakkede blandt andet med Sven og Lina - et rigtig sødt tysk par af den slags man ofte finder i Berlin med masser af piercinger og tatoveringer. Vi snakkede med en hipster-svensker. Vi snakkede med amerikanske Rachel som snart flytter til Norge og en hel masse andre!

I den her by går de rigtig meget op i at alt skal være organic, local, glutenfrit, recycle-venligt osv. Det er fedt at se at sådan nogle tanker også findes i USA! Og de er virkelig passionerede omkring det. Men i modsætning til de fleste lokale tager vi BUSSEN ind til centrum i dag og håber på at se kunst, vintage-shops og live musik. Busholdepladsen i centrum hedder Art Station - det lover godt!

Jeg smider et par billeder:

Oh my sweeeeet Carolina

I går kørte vi med Greyhound bus til North Carolina. Min søde kæreste har lavet en mega fed USA-playliste som jeg har liggende på min mp3'er, så mens vi susede afsted i det amerikanske landskab kunne jeg sidde og høre "Oh my sweet Carolina" og føle mig globetrotter agtig.

Jeg har det som om jeg er på interrail for første gang igen. Alting er nyt, anderledes og spændende. Og næsten ingenting kører på rutinen.

Jeg sad i Greyhound bussen og så et gigantisk landskab med utæmmede skove og brede floder. Big mama foran mig i bussen sad og hørte kasettebånd på sin walkman. Omme bag træerne bor amerikanerne i dyre villaer, i skyskrabere, i rækkehuse, i trailerparker, i faldefærdige hytter, i papkasser...

Sent igår aftes nåede vi til Winston-Salem efter en hæsblæsende bustur med et lidt for spændende transfer i Richmond (vi var nogle af de heldige som der var plads til i bussen).

Hotellet som vi har boet på i nat er vildt romantisk. Det ligner noget fra en Jane Austen filmatisering eller fra hvad jeg har set af Brøndums i Skagen. Jeg skriver det her indlæg fra en gigantisk blomstret lænestol.

Ved morgenbuffetten snakkede vi om, at amerikanerne er lidt ligesom børn der har fået lov til at være alene hjemme. Hvad vil du have til morgenmad? Der er fire forskelle slags muffins, der er wienerbrød, der er croissanter, der er overdrevent sød youghurt, der er cereal som er plastret til med sukker og mælk med 2% fedt...

Jeg kunne godt have boet længere på det her smukke hotel, men vi har en date med et flippet øko-hostel i Asheville. We'll hit the road again soon.

Et par billeder fra de sidste par dage:

First impressions - et uddrag

Nogle af mine allermest trofaste læsere har udtrykt ønske om at følge min rejse via bloggen. Det smigrede mig! Derfor dedikerer jeg det her indlæg (og måske mange kommende) til jer:

Kære piger. Jeg har været i De Forenede stater en dag og shit mand, mine fødder føles som om de har vandret tværs over kontinentet - i virkeligheden var det nok bare National Museum of American History der gjorde arbejdet. Men spændende var det. Selvom hverken indianerne eller Billy the Kid var nævnt med et ord (pssst, indianerne har deres eget museum).

Vi ankom til Washington igår aftes efter at have rejst med tog, fly, fly, tog og bus. Den fedeste del af turen var klart da vi endelig sad på en Greyhound mellem NYC og Washington. Jeg hørte rock-musik og så det vilde landskab suse forbi.

Engang på Roskilde i tidernes morgen var der en der sagde til mig at der sådan helt bogstaveligt var højere til himlen i USA. Jeg kigger op i det blå og synes egentlig at det er som det plejer, men alligevel kan jeg måske godt se hvad der blev ment. Noget med at her er rum til de store ord. Noget med at Janteloven falder som en sten fra hjertet når man glor op i det amerikanske blå?

Jeg har også opdaget ting jeg allerede vidste, men ikke rigtig troede på såsom HVOR glade amr egentlig er for fed mad og aircondition. Jeg forstår godt det med aircondition - her er HEDT. Jeg har oplevet noget lignende før på Balkan, men det er alligevel værre her, for det bliver bare ved og ved med at være varmt! Nogen vil måske kunne huske ankomsten til Beograd i 2007 - sådan føles det. Hele tiden. Hvad sker der? Men jeg kan sagtens leve med det. Lige siden vi tog afsted har jeg faktisk følt mig mere i mit rette element end jeg har gjort rigtig længe!

Mon det gav mening? Ellers kommer der et par billeder her:

I wrote it on a Greyhound

You wanna know one thing 'bout Americans? They like driving them big cars all the time ye know... But you know what? You can look down on all o' them big cars sitting in one o' those big Greyhound busses of theirs...

Dobbeltbooket

Det jeg frygter allermest når jeg skal på ferie er, at det hotelværelse jeg har booket er blevet lejet ud til nogen andre. Det er der gode grunde til. Min søde kæreste og jeg har været på ferie sammen fire gange og halvdelen af gangene har vi fået den umiddelbart nedslående dobbeltbookingbesked ved receptionsskranken. Først skete det i Paris efter at vi møgtrætte havde kæmpe os hen til det billige hotel og fik at vide, at vores værelse var blevet dobbeltbooket. Shit. Det var jeg bare alt for træt til at få at vide. Vi måtte overnatte på et lousy hotelværelse, der slet ikke lå i Montmartre. Heldigvis var det kun en enkelt nat. 

Så skete det igen på Malta og her var det hele ugen vores værelse var dobbeltbooket. Så vi blev opgraderet! Til et hotel med en stjerne mere end det vi havde bestilt og med en meget mere omfattende morgen- og aftenbuffet, swimmingpool på taget og værelse med havudsigt – til samme studievenlige pris selvfølgelig. Der var ikke noget at klage over. Men da vi storsvedende stod i receptionen og der ikke var noget værelse til os (og vi ikke vidste hvilken luksus vi havde i vente), var jeg VIRKELIG på randen til at blive hysterisk. 

Jeg følte mig forfulgt af dobbeltbooking-situationen. Jeg glemmer aldrig en ferie vi havde da jeg var barn, hvor vi havde booket en hytte på en campingplads og da vi nåede frem var den lejet ud til nogen andre. Åh-åh. Jeg var så bange for, at vi bare blev nødt til at køre hjem igen, men det ordnede sig heldigvis og hold op hvor var det bare en god ferie. Det er lidt som om, at de ferier der starter med en total dobbeltbookingkrise altid ender med at blive uforglemmelige! 

Alligevel håber jeg, at vores hostel står klar med åbne arme, når vi når til Washington i morgen aften efter at have været undervejs i over et døgn. Siger det bare. 

Afsløring: Blognavnet er kun midlertidigt

Ja. Så er det sagt. Da jeg oprettede bloggen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde den. Så jeg kaldte den En fin de compte, fordi jeg var faldet over vendingen i en teoritekst og syntes det så pænt ud. Så kunne jeg jo altid ændre navnet, når jeg fandt på det perfekte blognavn. Problemet er bare at, det gjorde jeg aldrig. Nu er der gået over halvandet år og – uanset hvor godt du kan lide det – så er jeg bare dødtræt af navnet på min blog. Sådan virkelig. Er I klar over hvor dumt og upraktisk det er, at have valgt et navn til sin blog, som man ikke selv kan udtale og som ingen ved hvad betyder? Det er helt hul i hovedet og uanset hvor skabs-frankofil jeg så måtte være, så er målet simpelthen at få et blognavn på dansk nu.

Om to måneder skifter jeg navnet på bloggen og gør den mere personlig. Jeg ved ikke præcist, hvad den skal hedde endnu, men jeg har en idé om det og kriteriet er bare, at det skal være noget der er nemt at sige og nemt at huske. Det er ikke navnet der gør det i blogverdenen, har jeg bemærket, det er indholdet. Så jeg skal bare have fundet på noget catchy og alle er velkomne til at smide forslag efter mig. Det er faktisk derfor jeg fortæller det nu.  

En fin de compte betyder desuden ”til syvende og sidst” eller ”når alt kommer til alt” og når alt kommer til alt så tror jeg, at det her er den bedste løsning. Jeg er nemlig en dør til at snakke fransk, i modsætning til min kløgtige søster (tillykke med det flotte resultat!).

Vil du vide mere om mig og bøger?

Mig og bøger, ikke? Vi går bare way back. Vi kom lidt forkert ind på hinanden i starten, men så snart vi begyndte at forstå hinanden, skulle der ikke mere til end et par tilfældige møder på skolebiblioteket før sød musik opstod. Amor må have stået på lur mellem reolerne. I starten var vores forhold meget uforpligtende og løst, men med tiden er det blevet mere og mere seriøst mellem os. Litteratur indtager en temmelig vigtig plads i mit liv nu. Fylder meget. Er min største interesse og passion. Det er en af de få ting, jeg altid har noget at sige om og altid følger med i, uanset hvor træt jeg ellers bliver af verden og alt det der sker i den. Mig og bøger – det er en kærlighed der rækker ret dybt efterhånden.

Det lyder jo som den skønneste love-story, men er det mon altid sådan? Det kan du snart finde ud af. Den anden dag fik jeg nemlig en mail fra Arnold Busck (boghandlerkæden I ved), hvor de inviterede mig til at blogge om bøger på deres nye website (det er ikke noget vildt, du kan også gå derind og gøre det hvis du vil, men det var sødt de spurgte). Det har jeg besluttet mig for at prøve af. Jeg vil skrive om mig og bøger. Tanker om - og møder med - bøger og litteratur i min dagligdag. Så må vi se hvordan det går. Jeg går først rigtigt i gang til august, når vi er kommet hjem fra staterne. 

Men I kan se det HER og En fin de compte beholder jeg jo selvfølgelig. Selvom det nok ikke bliver i helt uforandret form. Vent og se.  

Jeg sælger ud

Engang var jeg lille. Og hver gang vi skulle have gæster derhjemme skulle der gøres rent og ryddes op. Sådan er det i de fleste almindelige hjem og som jeg langsomt nærmede mig teenageårene kom jeg mere og mere på det rene med, at jeg egentlig syntes, det var noget pjat.

Jeg svor, at når jeg flyttede hjemmefra og fik mit eget hjem, så skulle det i hvert fald være helt anderledes, ja det skulle. Mine venner kunne nemlig godt tåle at se lidt rod og lidt støv. Man skal jo også kunne se at der bor nogen osv.

Men ak.

Hvem farer rundt med støvsuger og oprydningstornado når vi venter gæster? Det gør jeg. Tanken om at lukke folk ind i en ikke-opryddet lejlighed bliver mere og mere uudholdelig. Selv med et varsel på 10 minutter og et løfte om, at det er lige meget, at der er rodet, kan jeg ikke lade være med lige at jævne så meget jeg overhovedet kan nå det værste.

En anden ting jeg syntes var temmelig latterligt som barn var, at hele huset skulle skinne før man kunne køre sydpå på bilferie. Hvorfor skulle der være ryddet op, når man alligevel ikke var hjemme? Det forstod jeg ikke. Jeg ville bare af sted.

Derfor har jeg det også lidt ambivalent med den liste jeg har lavet over alt det der skal gøres, for at lejligheden kan være fuldstændig pletfri, når vi rejser…

Mig og fodbold

Sent i går aftes sad min søde kæreste og så EM fodbold.

Mig: Hvem hepper du på?
Ham: Italien
Mig: Hvorfor det!?
Ham: De spiller flottest fodbold...

Jeg er en kvinde, så jeg kan ikke rigtig se forskel på, om man spiller elegant fodbold eller klodset fodbold eller destruktiv fodbold eller hvad man nu gør. Hvis jeg en sjælden gang kaster mit blik på en fodboldkamp, så hepper jeg på det land der ligger tættest på Danmark (ikke kun geografisk også mentalt, forstås). Hvis England spiller mod Italien så hepper jeg på England. Hvis England spiller mod Tyskland så hepper jeg på Tyskland, men hvis Tyskland spiller mod Sverige så hepper jeg på Sverige og hvis Sverige spiller mod Norge så hepper jeg selvfølgelig på vores broderland osv. (okay, you get it).

Sådan troede jeg at alle gjorde.

Det er lidt ligesom i Melodi Grand Prix hvor alle stemmer på sit naboland. Uanset hvor elendig deres sang er. 

Men nej. Der findes åbenbart mere raffinerede måder at beslutte, hvem man sidder og hepper på.  For man kan i hvert fald slet ikke se en fodboldkamp uden at heppe på nogen...

Røvgod (litteratur)festival

Da jeg så reklamen for dette års Vild med Ord (litteraturfestivalen i Aarhus), syntes jeg at den var sjov. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg som seriøs litteraturstuderende nok egentlig burde tage mig til hagen på akademikermåden og mene at den var useriøs (og måske endda stødende). Se selv:

Men jeg er træt af, at folk gaber demonstrativt når jeg fortæller, hvad jeg studerer og jeg synes at den her plakat netop fremhæver, at litteratur ikke nødvendigvis behøver at være kedeligt – det kan også være sjov og glamour. Plakaten er måske corny. Jo-jo. Men den er sørensjaskme også forfriskende. Og tror ærlig talt ikke at Jørgen Leth kunne komme i tanke om et bedre sted at få sit navn placeret. Just sayin’. Og så giver det også omtale. Lidt på Simon Spies-måden måske (”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”), men alligevel. 

I øvrigt ret spændende program i år. Jeg glæder mig allerede - og også til Børnenes Bogdag, hvor jeg har en workshop sammen med en kollega (og god veninde).  

Rejseklar?

Okay. Nu gider I ikke høre mere om eksamensperioden. Det gør heller ikke noget for den er slut nu og eksamen gik godt. Mere siger jeg ikke om det. Der er grænser for hvor mange indlæg jeg gider skrive om eksamen og kedsomhed (ja hvem skulle have troet det?). Istedet vender vi da blikket mod en lille bunke uundværlige genstande på mit skrivebord. Pas, logbog, valuta, transformer, styling gel og retro MP3'er. Hvad behøver man egentlig mere? USA-turen nærmer sig og jeg skal se at blive rejseklar.

Velkommen til regnvejrslandet

Med rigelige mængder kold hvidvin, honningmelon og venindehygge forsøger jeg indædt at holde livet og sommeren kørende på trods af nedbør i efterårsmængder og de lange mørke eksamensskygger der klatrer rundt på væggene. Jeg har genlæst så mange tekster, som kun burde have været læst en gang: Nemlig af den person der kom til at skrive den og som burde have smidt den ud med det samme. Ja.

Eksamensvreden går vel hånd i hånd med frustrationen og jeg ville egentlig godt skrive om noget andet end eksamen, men det fylder bare alt for meget i mine stakkels tanker og da jeg kørte hjem fra universitetet i bussen i dag og så på tremmerne af regndråber gennem de støvede vinduer, følte jeg mig fanget i den her triste eksamensverden, mens flere og flere blærer sig med deres sommerferie på facebook. Gid det var mig. Det er det heldigvis på torsdag.

Jeg spekulerer tit over det der med at gøre ting man ikke har lyst til. Det gør vi alle sammen hele tiden. Jeg har aldrig rigtig forstået det, men sådan hænger verden altså sammen. På torsdag lader jeg mig frivilligt pine ved det grønne bord, selvom jeg ikke har lyst, fordi jeg ved, at det er for mit eget bedste. Det er fornuften der er indgroet i vores samfund. Ingen har lyst til at gå til eksamen, men de færreste kunne drømme om at lade være, bare fordi man ”ikke har lyst”.

Sådan er det i regnvejrslandet. De kolde dråber kølner det længselsfulde sind. Fornuften pisker os ud i regnen, uden at vi tænker over hvorfor. Og hvorfor vi ikke bare bliver under dynen. Så pligtopfyldende er vi. Men som jeg sad der i bussen, trygt i ly for den silende regn, brød mit smil frem til ”sweet home Alabama” på ipod’en. Der er under to uger til jeg stikker af fra regnvejrslandet for en stund. Ud på eventyr. 

Verdens kedeligste pakke

Eksamensperioden har været igang så længe, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er at have et normalt liv uden (intensiveret) dårlig samvittighed. Jeg læser til mine eksamener på tilvalget i religionsvidenskab og (al respekt til min veninde der læser det på hovedfag) det hænger mig langt ud af halsen! Derfor var det måske heller ikke lige tidspunktet at sende mig Religionsvidenskabeligt Tidsskrift nr. 58 i en fin brun pakke! Som om jeg har lyst til at læse flere kedelige tekster om hvor svært det er at definere og afgrænse religion osv. Jeg havde måske håbet på noget lidt mere opløftende. En roman f.eks. Eller en gratis tur i Legoland. Når nu dagen er gået med tekster om oldkirkelig kristendom. Ak! Men jeg har jo selv købt abonnementet i tidernes morgen da jeg stadig syntes det hele var nyt og spændende. The joke's on me. Religionsvidenskabeligt Tidskrift nr. 58 bortgives til første interesserede! Den ene artikel er endda på svensk kan jeg se.

Når Auster ringer på

Igår aftes fik jeg "The Brooklyn Follies" af Paul Auster bragt til min dør. Ja jeg har åbenbart tænkt mig at slæbe rundt på et mindre bibliotek ovre i Staterne. Mindre kan ikke gøre det. Nu ejer jeg så min egen Auster-roman. Intet udestående med biblioteket. Og den skal læses i New York. Indimellem besøg på fancy gallerier og shopping. Ja-ja.

Nyt fra sygelejet

Jeg har en virus. Måske er det influenza. Det er uhørt kedeligt. Det er utroligt, som man kan glemme, hvor kedeligt det er at være syg. I dag har jeg blandt andet:

- Tænkt på at lufte ud.
- Overvejet at støvsuge soveværelset.
- Overvejet at skifte sengetøj.
- Taget min temperatur 5 gange.
- Googlet "feber".
- Set den eneste film der ligger på min computer for mindst 20. gang eller deromkring (nej der er ikke noget disc-drev)
- Savnet det der med hele tiden at blive spurgt "Ka' du dreje hovedet" og "gør det ondt når du trækker vejret?" af min mor.
- Selv hentet vand. Mange gange.
- Spist peach melba yoghurt. Det gør jeg kun når jeg er syg.
- Været ualmindeligt begejstret for konceptet næsespray. 
 
Og hvor er min søde kæreste så henne i alt det her? Jo, han har såmænd fået hjernerystelse den stakkel. To mand nede. Jeg må vidst hellere se at blive rask i en fart.