Verden ændrer sig

I dag er det 11. september og ti år siden, at det var ’11. september’ i formuleringens anden og mest brugte betydning. Netop i dag er det for første gang gået op for mig, hvor stort et angreb det egentlig var på den vestlige civilisation, at man fløj to fly ind i tvillingetårnene i New York. Jeg har hele tiden været bevidst om, hvor tragisk hændelsen var for de tusinder af mennesker, der mistede deres kære eller var involverede i ulykken. Men hvad det ellers betød; at det var et angreb på ’os alle sammen’, at det var en ’øjenåbner’, at det var noget der ændrede den måde verden ellers hænger sammen på, føler jeg, at jeg først helt har forstået i dag. Det er nemlig først i dag, at jeg har kunnet stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor førte 9/11 ikke til tredje verdenskrig? 

For tiden sidder jeg og researcher på første verdenskrig og jeg synes det er påfaldende, at når ét enkelt mord i Sarajevo kunne udløse hele første verdenskrig som en kædereaktion, der fik hele korthuset til at brase sammen og førte til udslettelsen af stort set en hel generation af unge, raske mænd. Hvordan kan et så voldsomt og pludseligt angreb på én af verdenskrigenes helt store aktører, hvor tusinder af mennesker blev dræbt med et enkelt slag, så ikke føre til endnu en frygtelig verdenskrig? Jeg er pacifist og ønsker ikke endnu en verdenskrig eller nogen krig overhovedet, men når jeg ser begivenhederne i dette perspektiv, kan det undre mig, at det (tillad mig) ikke gik ’værre’. Jeg synes, at det siger noget om, at måden vi mennesker bekriger hinanden på, må have ændret sig fundamentalt siden afslutningen på verdenskrigene og tredje verdenskrigs udebleven må derfor skyldes, at det ikke var et land der angreb USA. 

’Find og dræb Osama bin Laden’ kan USA’s reaktion på 9/11 kortes ned til i mine øjne og det siger noget vigtigt om, at krige ikke længere føres mellem nationer, men mod enkeltpersoner. Hvis det havde været et land, der havde angrebet USA og dermed erklæret krig, kunne USA og alle os allierede straks have begyndt at bekrige dette land – en reaktion der ikke ville være usandsynlig. Vores ’fjendes’ allierede ville i kølvandet på vores modangreb straks gå til modangreb på os. Nye tværkontinentale alliancer ville blive brudt og skabt alt efter interesseområder og -fællesskaber og tredje verdenskrig ville være en realitet. Men i dag erklærer vi ikke lande krig, vi afsætter diktatorer som Saddam Hussein og Gaddafi, vi forfølger terrorgrupper og vi ved at truslen ikke kommer fra et andet land, så meget som den kommer fra enkeltpersoner der ’bare hader’ os.

På den måde er fjendebilledet blevet mere nuanceret, hvis det så ikke bare var sådan, at vi åbenbart kun er i stand til at have kikkerten rettet mod en ’fjende’ ad gangen, hvilket 22. juli angrebet i Norge er et vigtigt eksempel på. Jeg tror, at ekstremisme indenfor alle religioner og alle politiske orienteringer kan være dødsensfarlig. 

Et angreb på en supermagt (Østrig-Ungarn) i 1914 og et angreb på en supermagt (USA) i 2001 ledte altså ikke til de samme konsekvenser. Verden ændrer sig. 

Her i Vesten har vi altid opfattet os selv som verdens centrum og derfor har det også altid været naturligt for os, at det var os der satte dagsordenen for resten af verden. Vi har ad mange omgange bekriget hinanden og ofte med hjælp ’udefra’ fra kolonier og allierede rundt om på kloden, men det har for det meste været et eller andet europæisk land (Tyskland), der har bestemt hvornår vi skulle i krig. Angrebet 11. september for ti år siden, kom derfor som et større chok for USA end jeg var i stand til et forstå da jeg var tolv. USA var vant til at styre begivenhederne, ikke være underlagt dem. Angrebet var derfor også det tidspunkt, hvor verden udenfor trængte ’ind’ til os vesterlændinge og rev os ud af den falske tryghed, vi var blevet lullet ind i, da vi skabte NATO, FN og EU for at sikre, at der aldrig ville bliver krig igen – i hvert fald ikke indbyrdes. 

Jeg dikterer efterårets hairfashion

Tilgiv mig, men jeg blogger lige om mit hår. I går eftermiddags lavede jeg en omfattende research på, hvad der findes af frisører i Aarhus – og det selvom jeg blot skulle have klippet spidserne og have mit pandehår tilbage, tak. Jeg har endnu engang erkendt, at pandehår er det rigtige valg. For denne gang. Lige meget. Grunden til min research skyldtes, at jeg rigtig gerne ville klippes af en rar frisør – og måske et sted med et sjovt koncept eller en miljøvenlig frisør. Jeg bemærkede at priserne lå mellem 250 og 1000 for en almindelig dameklipning. Det synes jeg var et meget stort prisspektrum – også selvom kvaliteten sagtens kan variere indenfor klipninger, også. 

Trods adskillelige timers research endte det alligevel, som det altid gør, med at jeg brasede ind hos den første og bedste nogenlunde almindelige frisørsalon, jeg kom forbi på min vej ind til byen.

Mig: Jeg ville bare spørge, hvad det koster at blive klippet her?

Frisør: 250!

Mig: Okay, det lyder fint. Du har vel ikke tid, sådan, nu?

Frisør: Jo, tag plads.

Spontanitet har været hovedkraften bag stort set alle mine frisørbesøg, så her er der ikke noget nyt. Mens jeg så blev klippet af en temmelig mut og lidt hårdhændet kvinde med tyk østeuropæisk accent slog det mig, at nogle af de mange penge man betaler hos en dyr frisør må gå til hovedbundsmassage, varm kakao, hyggesnak og fornemmelsen af at frisøren er oprigtigt interesseret i ens hår og nogle gange også ens liv.

Jeg gik derfra med denne afrotangerende frisure:

Efter at hun havde kommet det femte produkt i mit hår i en ivrig kamp for at få det til at krølle hele vejen rundt, og de mange kemikalier begyndte at kilde oppe i mine næsebor og klø i mine øjne, svor jeg, at, næste gang går jeg altså til en miljøvenlig frisør.

Jeg fortsatte ind til byen med fornemmelsen af, at det sted tættest på, hvor min nye frisure måske er på mode, må være Ukraine eller Polen. Men studiestart er i overmorgen og i den anledning skulle jeg ikke bare klippes, jeg skulle også have nyt tøj, så jeg kunne ikke bare sådan cykle hjem. I den første tøjforretning jeg træder ind i, bliver jeg mødt med synet af denne mannequin: 

Jeg var flad af grin indeni. Håber at jeg ikke er den eneste der kan se ligheden – og, ja, mit hår er på mode.

Mere Veliko Tarnovo - Bulgarien #4

Jeg har lovet at fortælle nogle anekdoter om, hvad vi så egentlig oplevede i Veliko Tarnovo, og jeg vil gøre det kort (tror jeg). I Veliko Tarnovo oplevede jeg første gang for alvor, hvor lækkert det kan være at gå på restaurant i Bulgarien, dels fordi vores værter anbefalede nogle rigtig gode steder og dels fordi Bulgarien i virkeligheden har en meget veludviklet restaurantkultur. Vi mødtes også med nogle britiske venner vi havde fået i Bukarest og drak et par drinks. Vi sad sammen med dem midt om natten på en lang bænk med udsigt over byen og diskuterede sprog, skolesystemer, litteratur, kultur osv. Tusind ting talte vi om, for det er spændende at udveksle kulturer!

Det var også i Veliko Tarnovo at jeg så en ildflue for første gang! Min rejsekammeratinde og jeg var en sen aftentime på vej tilbage til vores hostel af de smalle gader og pludselig fløj den der og lyste indtil vi nåede hjem. Vores værter sad og røg cigaretter og drak kaffe med sigøjnerkvinden på verandaen.

Vi lærte også, at kunstmuseet i Veliko Tarnovo har åbent, når det selv vil, men vi ramte et heldigt tidspunkt og fik et indblik i, hvor smukke billeder, der er blevet malet i Bulgarien. Vi var også inde i en tøjforretning der kun sælger dansk mærkevaretøj – dette, lærte vi senere, er enormt populært i Bulgarien. Forretningen hed "Denmark Fashion" og kan sammenlignes med Scandinavian Shopping Center (tror jeg det hed), som vi senere opdagede i Plovdiv.

Til sidst måtte vi videre mod Plovdiv. Strækningen mellem de to byer er ikke særlig lang – vi tog af sted tidligt om morgenen og var i Plovdiv over middag gætter jeg på. Toget var varmt og propfyldt med lokale, men det lykkedes os at opspore to ledige pladser i en af kupéerne. Vi spurgte de andre i kupeen om vi måtte sidde der – og så var der en lille dreng der rejste sig og smed et meget fast ”NO” efter os. Som vi også senere ville erfare, skal der mere end en ti-årig til at slå os ud af kurs, så vi satte os stædigt ned.

Drengen viste sig dog at være ligeså sød som han var selvsikker. Stolt som han var over at kunne engelsk, gav han sig straks til at føre en samtale det bedste han formåede:

My name is …

What is your name?

I am 10 years old, how old are you?

I am from Bulgaria, where are you from?

Look, there is a cow!

Og så videre. Det blev en lang, men sjov formiddag. Og det var fedt at opleve, at børnene lær så godt engelsk i skolen i Bulgarien nu.

Refleksioner over universitetet

Efter at have læst litteraturhistorie på Aarhus Universitet i to år står det klart for mig, at vi, det meste af tiden, frejdigt har stået og peget på toppen af isbjerget med kun få afstikkere ned i dybden. Ikke så sært at AU ikke længere skilter så meget med deres motto ’solidum petit in profundis’ (”søger i dybet den fast grund”). Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg først lige er begyndt at ane hvor stort et område litteraturen er, hvilken uoverskuelig og utrolig mængde stof jeg skal være i stand til at forholde mig til og navigere i, og jeg føler først og fremmest at det hele først lige er begyndt. Desværre bliver der (næsten) ikke mere litteratur til mig i denne omgang, for det sidste år af min bachelor skal jeg tilbringe på et tilvalgsfag. Jeg kan ikke sige, at jeg synes, at tværfaglighed er en ubetinget dårlig idé, for jeg synes, at det er vigtigt, at flere forskellige fagområder inddrages og kan spille sammen, når en problemstilling skal belyses og udforskes. Tværfagligheden skal bare ikke være på bekostning af fordybelse og et solidt fagligt fundament, for så er vi jo lige vidt. Jeg synes, at det vidner et en fuldstændig desperat indstilling fra universitetsledelsens side, hvis man går på kompromis med fagligheden – og ikke mindst mængden af faglighed på de enkelte uddannelser.

I mine to år på humaniora har jeg mange gange haft følelsen af, at man ikke har haft råd til at give os den mængde undervisning, som jeg synes, at jeg har krav på – og som man havde lyst til at give os på faget. Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil dette resultere i et lavere fagligt niveau, og så kan det ikke være uddannelse i verdensklasse. Den ene fantastiske underviser efter den anden har undskyldt og undskyldt for, at der ikke var mere tid til at dykke ned i de mange interessante emner, vi har beskæftiget os med, for vi har kun haft undervisning 9 timer om ugen.

Ja, den lader vi lige bundfælde sig: 9 timer om ugen.

De resterende 31 timer af de 40 timer om ugen studiet er normeret til – er selvstudie. Hvad skal jeg sige? Mit studie kræver en stor grad af selvdisciplin og det er så åbenlyst nedprioriteret fra systemets side, at det er lige før man krummer tæer. Selvfølgelig skal der være en højere grad af selvstændighed på universitetet sammenlignet med gymnasiet, men jeg synes, at de her forhold er groteske. Det er ikke det eldorado af flotte auditorier og spændende foredrag og forelæsninger, som jeg havde forventet at møde, da jeg startede på universitetet. Jeg har endnu ikke fundet den højspændte videnskabelige intensitet, som jeg havde forventet at blive en del af. Så nu er vi tilbage ved forholdet mellem overflade og dybde: Hvordan kan en faglighed, vi bliver udstyret med gennem så lidt kontakt med de fagpersoner, der repræsenterer vores fag, blive andet end overfladisk? Hvordan kan kontakten med det stof, vi beskæftiger os med blive andet end overfladisk, når vi har så få undervisningstimer? Det gavner hverken os eller samfundet, at vi er tvunget til at skøjte hen over det hele! Og det er en ubehagelig situation for både undervisere og studerende. Jeg mener simpelthen ikke, at jeg har fået den mængde af uddannelse, som jeg burde have krav på. Jeg føler mig faktisk bare godt og grundigt snydt, hvis jeg skal sige det lige ud. Skal så få undervisningstimer forestille at være lige ret til lige uddannelse?

Endelig har jeg oplevet bekymring blandt mine medstuderende over en større og større grad af facit-jagt i faget. En facit-jagt som jeg mener aldrig har hørt hjemme i litterære sammenhænge. Det er en helt forkert indstilling, at man, indenfor et fag som litteratur, søger og kræver et facit. Det mener jeg slet ikke hænger sammen med litteraturen og litteraturforskningens mål eller natur. Der findes mange fag, hvor man ikke kommer særlig langt uden et facit, men på de æstetiske fag bliver facit-jagten en indskrænkende faktor, der mindsker de studerendes evne til at tænke kreativt og ’ud af boksen’, som det så populært hedder. Pointen er jo netop, at man indenfor vores felt bør være i stand til at udvikle tankerækker i nye retninger og se sammenhænge, der ikke er givet på forhånd.  Ellers sker der en fastfrysning, der ikke afspejler, at det felt vi arbejder med hele tiden er i udvikling og genfødes i nye former og nye udtryk, der samtidig rummer kontaktpunkter med det allerede kendte og gør os i stand til løbende at udforske litteratur, kunst, kultur og historie på nye måder, i nye kontekster og fra andre vinkler. Sproget er altid i korrespondance med sig selv. Derfor virker det meget middelalderligt kun at søge én sandhed og det er trist at erfare, at der sker en bevægelse i den retning på humaniora. Denne facit-jagt vidner ikke desto mindre om en begyndende tendens til at tro at uddannelser kan bygges op, styres, måles og reguleres ens, trods deres vidt forskellige indhold.

Mange mener, at Danmark er et rigt land, men det kommer an på, hvad man måler rigdom på. Et land, der ikke har råd til at prioritere et selvbevidst og varieret kulturliv, der er i udvikling og i dialog med sig selv og samtidig har et solidt, fagligt fundament, er, efter min mening, ikke et rigt land. Mange svæver tilsyneladende i den vildfarelse, at penge er det mest værdifulde, man kan opnå her i livet. Derfor skal alle universitetsuddannelser målrettes mod erhvervslivet og det eneste man vejer os på er, om vi er pengene værd. Som om dét er det væsentligste ved et menneske… Men hvordan får man et system til at skamme sig? Vi får aldrig nogensinde viden og uddannelse i verdensklasse i det her samfund, hvis man fra systemets side prøver at binde den og ensrette den. Når der udelukkende fokuseres på kompetencer frem for solid viden og på uddannelse frem for dannelse, bliver vi hverken dygtige tænkere eller hele mennesker. Desværre tillægges uddannelsens varighed og pris tilsyneladende mere betydning end dens reelle indhold. Kompatibiliteten med erhvervslivet er det altafgørende, men hvor meget substans er der i et samfund, hvor det højeste man kan stræbe efter, er penge? Den vigtigste egenskab hos en politiker i øjeblikket er at kunne føre os sikkert gennem krisen, men andre samfund er før kommet rigtig langt med færre midler end vores. Jeg synes, at man bør overveje, om ikke det snarere er mængden af viden end mængden af guld, den er gal med.

Jeg kan ikke forstå, hvorfor mennesker der skal forestille at studere, i stedet skal ensrettes i en zombiegang mod erhvervslivet? Størstedelen af den kreativitet og det idépotentiale, der ligger aflejret i ethvert menneske bliver kvalt af velfærdssamfundets monstrøse favntag. Vi har ytringsfrihed – men har vi udfoldelsesfrihed?

Aarhus Universitet er ikke længere en vidensbastion – det er en producent blandt mange andre, hvilket også afspejles i det nye logo, der får universitetet til at minde mere om en større virksomhed end noget som helst andet. Er Aarhus Universitet overhovedet et universitet, fristes man til at spørge – eller er det blot en underleverandør, der ikke uddanner for menneskers skyld, men for penges skyld? Og en producent hvor æstetiske og humanistiske fag underprioriteres - sandsynligvis pga. deres ringe profit? Gennem årtusinder har litteraturen, kunsten, retorikken, musikken, teatret eksisteret hos alle samfund på kloden i forskellige former. Kunst og kultur i alle afskygninger er opstået hos selv de mest isolerede folkeslag og har udviklet sig gennem menneskelig interaktion. Hvis ikke dét beviser de æstetiske discipliners overlevelsesevne og enorme betydning, så ved jeg ikke, hvad der gør. Har vi glemt hvilken betydning oplysning kan have for et samfund? Har vi glemt, hvilke konsekvenser mangel på oplysning kan have?  Har vi glemt, hvor fatal massemanipulation kan være? Systemet anerkender tilsyneladende ikke, hvor stor betydning sprog og kultur fortsat har for vores civilisation. Ikke engang nu hvor kommunikation spiller sådan en enorm rolle i vores samfund – og i hele verden faktisk. Kan det være rigtigt, at Danmark ikke har brug for dygtige formidlere og professionelle tekstlæsere i fremtiden? Og hvad skal samfundet bruge al den viden om, hvordan man bygger bygninger til, hvis vi ikke har noget liv at fylde i dem længere?

Hvad er det for et land, der kun vil bygge broer af beton og stål og ikke af ord og tanker?

Havde det ikke været for sprog og kultur ville vi slet ikke bygge huse eller motorveje eller kurere sygdomme eller noget som helst – for så ville vi nemlig slet ikke være mennesker.

Tilværelsen handler ikke kun om at tjene så mange penge som muligt i et handels-, erhvervs- og businessbaseret samfund, hvor alt skal kunne måles og vejes og gøres op i kroner og øre – også selvom det er mennesker; eksempelvis indvandrere, ældre eller studerende. Mening, dannelse og fordybelse er ord der spiller så lille en rolle i vores samfund, at jeg ligeså godt kunne have sagt ’peace, love and harmony’. Der er ingen der tror på det længere.

’Den, der ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden’ Goethe.

Om gæstfrihed og romaer - Bulgarien #3

Der blev taget godt imod os i Veliko Tarnovo af Nick og Cathy, som har det fantastiske hostel; Phoenix Hostel. Nick hentede os på stationen og gav en lille guidet tur i centrum på vej tilbage til hostellet, som også er det flippede pars eget hjem: Et stort hus midt i den smukke lille by, der skråner ned mod en stor, brun flod. De bød os ind i deres køkken og fortalte os om byen og om hvad der er værd at se. Vi var de eneste på hele ’hostellet’ og de tog sig rigtig godt af os. Det er svært at skelne dagene fra hinanden, når jeg tænker tilbage på Veliko Tarnovo, men vi lærte meget om Bulgarien og om det at leve et liv, fra de to gæstfri englændere. Først og fremmest lærte jeg, at gæstfrihed er noget af det smukkeste i verden – den åbenhed vi blev mødt med hos Nick og Cathy, ville jeg ønske blev praktiseret meget mere her på jorden. 

Før de flyttede til Bulgarien, havde de haft en farm i Skotland, men en dag var de kørt på roadtrip i en gammel van ned gennem Europa på vej til Mellemøsten. Da de nåede til Veliko Tarnovo, havde de forelsket sig i stedet og – ikke mindst – kulturen. De var blevet boende og havde startet deres lille hostel. Nick havde tilmed lært en del bulgarsk. Det var også dem, der fortalte os om romaerne, for det er svært at finde nogen lokale i hele Østeuropa, der vil tale om dem. I det nabolag hvor Nick og Cathy bor, holdt der en gammel sigøjnerkvinde til der hed Anna. Hun hutlede sig igennem ved at tigge fra turister og sove i en ruin. Nick og Cathy var de eneste der hjalp hende og gav hende mad om vinteren, når hun sultede. 

Men i sådan nogle historier her bliver der jo altid begået fejl fra begge sider og som jeg forstod det, så begår samfundet den fejl, at de fortier og ignorerer romaernes tilstedeværelse og kriminaliserer noget, der i ligeså høj grad er nogle socialt udsatte mennesker, der er blevet opdraget til at leve et liv på kanten af samfundet – og loven. Den fejl romaerne har begået er nemlig at isolere sig selv fra det omgivende samfund og være en autonom enhed – et samfund i samfundet, som har egne normer, (uskrevne) love og regler. Samtidig er romaerne en del af en ældgammel kultur og de er inddelt i familier, hvor hver familie er tilknyttet et håndværk – deres børn går altså ikke i skole, men lær i stedet et håndværk indenfor det lukkede roma-samfund. Et af disse håndværk er tyveri. Romaerne kommer heller ikke fra Rumænien som mange tror –  hvilket står helt klart når man har været i Rumænien – de er derimod vandret hertil fra Indien for flere århundreder siden, i massevis selvfølgelig. Jeg ved faktisk ikke, om det her er en kæmpe røverhistorie, men det var, hvad jeg fik fortalt af Nick henover køkkenbordet i Veliko Tarnovo.

 

Sigøjnerkvinden Anna, som Nick og Cathy havde hjulpet, havde en aften siddet foran pejsen i deres entré og spist en skål varm suppe, mens Nick havde siddet og snakket med hende med sin mobiltelefon liggende på bordet. På et tidspunkt rejste Nick sig og hentede noget i køkkenet og da han kom tilbage var hans telefon på mystisk vis forvundet, han spørger efter den, men kvinden har ikke set den – alligevel lander den pludselig på bordet igen, da han kigger væk. Når man kan komme så langt ud, at man vil prøve at stjæle fra de eneste mennesker, der hjælper en, så tegner det et billede af et folkeslag, som har brug for hjælp – de er måske nok udspekulerede og på alle måder samvittighedsløse, men så længe vi kaster dem fra land til land, eller lader som om de slet ikke er der, så bliver tingenes tilstand ikke ændret. I mine ører lyder det til, at vi står med århundreders social arv, der skal brydes. Jeg har set unge sigøjnerpiger komme vandrende ud af buskadserne omkring byen i de tidlige morgentimer med adskillelige børn på slæb, og jeg kan ikke holde ud at tænke på, at disse børn på forhånd er dømt til en fremtid i fattigdom og kriminalitet, fordi ingen vil gøre noget for at bryde mønsteret. 

Vi fik dog ikke kun fortalt historier i Veliko Tarnovo, vi havde også nogle rigtig smukke oplevelser, som jeg vil fortælle om snart.  

Lys i de falske tulipaner - Bulgarien #2

Jeg har heldigvis flere vigtige minder fra Varna, hvis man ser bort fra den ekstremt varme strandtur, med sand der nærmest stegte vores fødder og en café der ikke solgte drinks. Jeg tog et brusebad på det reneste af hostellets tre badeværelser; der var direkte adgang fra brusebadet og ud på altanen, hvilket jeg ikke benyttede mig af, men man kunne alligevel stå og se udover hele den let faldefærdige, men solbeskinnede by. Gaderne var smalle, stejle og forvirrende og der var beskidt overalt. Det vrimlede med elektricitetskabler og katte, sådan som jeg husker det i hvert fald. Jeg havde fornemmelsen af at befinde mig på selve kanten af Bulgarien, et sted hvor folk kun kommer hen for havets skyld – ikke for byens. Det var heller ikke det ideelle sted at spise på tyrkisk restaurant fandt vi ud af, men vi var sultne og gad ikke lede mere. Noget karakteristisk, når man rejser, er de endeløse vandringer efter det helt ’rigtige’ sted at indtage sin aftensmad – tænk hvis man satte sig et sted og så fik øje på et bedre sted, når man allerede havde spist? Nej det ville være frygteligt, men denne aften indtog vi altså vores aftensmad på en miserabel tyrkisk restaurant og var egentlig på vej hjem, iført løstsiddende tøj og absolut ikke iført make-up, da vi pludselig står overfor en meget fancy bar. Efter et hurtigt blik på deres drinkskort står det klart at de nærmest forærer varerne væk og vi sætter os ned og giver os til at bestille.

Det er her den pudsige situation opstår, hvor ekspeditricen finder os mistænkeligt fattigt udseende og derfor giver os en noget distanceret betjening til at begynde med, men efterhånden griner mere og mere af overraskelse for hver gang vi bestiller en ny drink. Sagen er den, at de drinks der for os skandinaver er absurd billige, for de lokale  er absurd dyre. Vi befinder os på et lokalt in-sted hvor kun eliten af den bulgarske ungdom i byen har råd til at hænge ud og vi er intet mindre end fascinerede (og flade af grin) over deres indretning af stedet med plastikmøbler i forskellige lilla og syregrønne farver, borde med laserlys i og hele selve baren der også lyste i neonfarver, for slet ikke at tale om gulvet… Men det allersjoveste var da de tændte tulipanerne, ja! ’Så er der lige lys i de falske tulipaner’, som min rejsekammeratinde sagde. Det her var, for mig, simpelthen toppen af den 90’er-agtige dyrkelse af det kunstige, som man møder mange steder østpå. Heldigvis tog jeg et billede:

Er det ikke fantastisk?

Efter en nat i en smal køjeseng, drog vi endnu engang gennem Varna med vores tunge rygsække i den bagende hede. Vi ventede et stykke tid på stationen, kun afbrudt af en noget forstyrret og tydeligvis sindsforvirret bulgarsk kvinde, der blev ved med at tale til os, men som tilsyneladende ikke ville have penge, ikke at vi prøvede at give hende nogen, men hun virkede, som om hun var vred på os i stedet – og det hjalp ikke da vi begyndte at tale dansk til hende, for at få hende til at forstå at vi ikke forstod hvad hun sagde, hvilket egentlig burde være åbenlyst. Måske havde vi taget hendes bænk? Det sker af og til at man møder den slags skæve eksistenser, jeg skal ikke kunne sige om koncentrationen er lige høj overalt i verden, men det kan ske om man så befinder sig ved et busstoppested udenfor Trøjborg Centret eller i det østligste Bulgarien. Det værste var under alle omstændigheder stanken og at det i virkeligheden var synd for hende, fordi der ikke er noget socialt sikkerhedsnet til at gribe hende.

Senere den selv samme formiddag stod vi af toget i Bulgariens tidligere hovedstad; Veliko Tarnovo og blev budt hjerteligt velkommen af en høj skaldet mand med meget langt skæg og britisk accent. Hvis du vil vide hvorfor, så følg med! 

To be continued…

Oplevelser fra Bulgarien 1 - Rejsen derhen

Jeg husker turen til Bulgarien fra Rumænien som en endeløs nat, der startede med total forvirring og en meget hjælpsom, midaldrende russisk konduktør, der hjalp os på perronen i Bukarest. Jeg har stadig hans håndskrevne rejsevejledning i min notesbog, hvor der står at vi skal tage med toget fra Bukarest og skifte i Gorna Orjahovica, hvor vi skulle vente i timevis, for derefter endelig at tage et tog til Varna – vores destination. Turen til Gorna Orjahovica foregik i en skarpt oplyst togvogn, fyldt med insekter (myg) og en (meget) stram lugt af urin. Jeg glemmer heller ikke den provokerende rødhårede fyr, som ikke kunne forstå at fredelig revolution og politik uden ekstrem korruption kunne forekomme. Han kunne ikke forestille sig et land, hvor alle mennesker i princippet kunne blive valgt til folketinget. Til gengæld gjorde han os opmærksom på, at vi bare kunne sove på første klasse, når der nu ikke var nogen derinde – så vi tog ham på ordet og flyttede ind i de lækrere kupéer. Det var bælgmørkt da vi ankom til Gorna Orjahovica og navnet stod med kyrilliske bogstaver – jeg bliver altid i tvivl, om jeg er stået af det rigtige sted, indtil jeg får dem tydet! Min rejsekammeratinde tilbragte ventetiden med at file negle og våge over mig eller rygsækkene, mens jeg sov, læste ’Oliver Twist’ og spiste pistacienødder, hvis jeg havde nogen. Jeg brugte sikkert også noget tid på – endnu engang – at undre mig over hvorfor så mange voksne, midaldrende og dystert udseende mænd i læderjakker tilbringer deres nat med at skumle rundt på en banegård i det nordlige Bulgarien (eller andre mere eller mindre tilfældige banegårde i Østeuropa). Togturen mellem Gorna Orjahovica og Varna husker jeg kun via dette (uvurderlige) logbogsnotat:

’Lige nu sidder jeg i et nattog mellem Gorna Orjahovica og Varna. Klokken er kvart over fire om natten og jeg sidder overfor en lille tyk mand der stinker af sur røg, pis og jordslået tøj. Lædersædet som jeg hviler mit hoved på når jeg prøver at sove stinker af sved. Jeg glæder mig til at være fremme’ (d. 13. juli 2010) 

Og så spørger du nok dig selv, hvorfor i alverden jeg evigt og altid snakker om, hvor fantastisk det er at køre i tog. Nuvel, nogle gange er det først bagefter at turen bliver sjov og uforglemmelig og ikke i det øjeblik man oplever den, men jeg står fast ved hvad jeg mener. Du vil sandsynligvis også blive præsenteret for flere andre pudsige togture i løbet af min lille Bulgarien-føljeton.

Men vi ankom til Varna i god behold og brugte lang tid på at følge instrukserne, der skulle lede os til vores hostel – og det i en hede så du tror det er løgn – men vi fandt det, et uundseeligt sted, som dog lå i centrum. Hellere end jeg vil nævne hvor klamt badeværelset var, vil jeg nævne hvor rar vores vært var og hvor glad jeg er for, at han gav os den parasol med til stranden. For vi havde nemlig et eneste mål med vores lange og besværlig togrejse til Varna – en strandtur:

Hvad gør man ikke for at flyde en dag på Golden Sands?