Fjollede 'movember'

Det helt store spørgsmål i enhver moderne mands tilværelse netop nu må være; 'at gro overskæg eller ikke at gro overskæg?'. Forleden faldt jeg over denne reklame ved et tilfældigt busstoppested:

Jeg vil (på trods af det fjollede i konceptet) kraftigt opfordre alle mænd til at forsøge at gro et overskæg som vist på billedet ovenfor. Så bliver november lidt mindre trist. På forhånd tak.

Dagdrømme om Balkan

Når jeg sidder her i kulden med bøger til op over begge ører, som alle sammen skal læses og forstås og analyseres og det ene ord efter det andet sætter sig fast, så sidder jeg lige og ønsker at jeg var tilbage sydpå, tilbage hvor der ikke bliver stillet så mange krav. Så ville jeg alligevel gerne være f.eks. i Tivat i det ildelugtende, fugtskadede hus med den fantastiske udendørs lounge og den skøre canadier David, der konstant lavede mad og den endnu skørere Alex med hans serbiske hiphop. For der skulle jeg intet andet end at tænke mine egne tanker. Eller jeg ville være på stationen i Sevnica midt om natten igen med den mærkelige østrigske digter, der mente, at han var bedre end Goethe, at han havde opdaget en fejl hos den store digter og kunne blive millionær og verdensberømt, hvis han offentliggjorde den – hvad han dog ikke ville af respekt for Goethe. Hvor ville jeg gerne tumle tilbage ind i den vanvittige, spraglede verden som er Balkan. Det er ren nostalgi. Jeg har ofte rystet på hovedet af folk som vender tilbage til det samme sted år efter år, men jo mere man ser af et område, jo mere er der man mangler at se. Det er som om steder udvider sig på den måde, når man kommer til at kende dem. Verden udvider sig hele tiden. Hvorfor har jeg f.eks. aldrig været i Mostar, eller ved Ohrid-søen? Og har jeg overhovedet nogensinde været i Zagreb?

Nej jeg kan faktisk ikke lide at købe sko

Jeg har netop skullet vælge mellem to fuldstændigt fantastiske kjoler i magasin. Dels fordi jeg ikke havde råd til dem begge to og dels fordi jeg også gerne ville have en jakke (mere). Jeg endte med at vælge ’den blå’ kjole og det hovedargument, jeg brugte til at overbevise mig selv om at det da var den jeg skulle have, var, at så behøvede jeg ikke at købe nye sko. Jeg har allerede smukke, enkle højhælede sko, der passer til den kjole. Færdig. På papiret er skoindkøb jo vidunderligt. Når man ser det på film, ser det nemt og luksuriøst ud. I teorien er der noget wellness over at købe sko for os kvinder. 

Men jeg har temmelig store og (helt) flade fødder. Jeg er ude af stand til at balancere i hæle, der er højere end 4 cm og jeg får ømme tæer og bliver forvirret og aner ikke hvilke sko jeg skal vælge og når jeg så endelig har købt nogen er jeg bange for at ødelægge dem. Lige indtil jeg kommer til det. Og så er det faktisk meget nemmere. For så skal man ikke være så forsigtig når man danser i dem. Men for det meste smider jeg faktisk skoene og indtager dansegulvet i strømpefødder. Jeg kan godt lide at kigge på alle de smukke stiletter i forskellige farver, men fri mig for at skulle købe dem og endnu mere for at skulle gå i dem. Jeg bilder mig selv ind, at det ikke gør mig mindre feminin, at jeg ikke ejer den der brændende passion for skokøb, så længe jeg stadig elsker kjoler. 

Når man snart skal skrive BA-projekt....

... er det dejligt at have en kæreste som tilbereder DET HER til en:

 

Mens man sidder og læser i denne her:

Tusind tak!

Almindelig proportionsforvrængning i dagens Danmark

Jeg lever i et samfund, hvor vi åbenbart synes, at det er helt i orden, at folk dyrker sex med hinanden på landsdækkende tv i diverse reality-serier, for så frisindede er vi nemlig. Til gengæld er det selvfølgelig ikke i orden at mødre ammer deres babyer på en café. Det er ’ulækkert’ og ’grænseoverskridende’ er der blevet udtalt i diverse debatter i løbet af ugen – for så frisindede er vi nemlig ikke. Det passer overhovedet ikke ind i vores fashionable (københavner)tilværelser at en baby har brug for mad. Men lur mig om ikke moren har mere brug for at gå på café og babyen mere brug for mad, end de unge mennesker har brug for at udstille deres sexliv på tv. Hvordan er vi nået dertil, at det, som er naturligt, bliver betragtet som noget ’klamt’ og ’frastødende’, mens det til gengæld bliver betragtet som ganske legitimt og normalt at få blæst et samleje, i eksempelvis ’Paradise Hotel’, op på fladskærmen derhjemme?

Vi kæmper ude i verden for andre menneskers frihedsrettigheder, men vil selv binde mødrene til hjemmet, fordi de ikke må amme offentligt? Jeg har hørt at, i USA skal de amerikanske kvinder amme under et slags ’telt’ hvis de ammer offentligt – så er de da snart de eneste, der får lov til at være i fred ’under et telt’. Men sagen er den, at det skal vi ikke ud i, vi skal holde fast ved at der skal være plads til spædbørn i det offentlige rum. Folk skal kunne tage deres barnevogn med i bussen i fred, stille barnevognen foran cafeen uden at nogen tager den og amme babyen på cafeen uden, at vi udviser spor andet end hensyn til den almindelige pleje af vores kommende generationer.

Verden ændrer sig

I dag er det 11. september og ti år siden, at det var ’11. september’ i formuleringens anden og mest brugte betydning. Netop i dag er det for første gang gået op for mig, hvor stort et angreb det egentlig var på den vestlige civilisation, at man fløj to fly ind i tvillingetårnene i New York. Jeg har hele tiden været bevidst om, hvor tragisk hændelsen var for de tusinder af mennesker, der mistede deres kære eller var involverede i ulykken. Men hvad det ellers betød; at det var et angreb på ’os alle sammen’, at det var en ’øjenåbner’, at det var noget der ændrede den måde verden ellers hænger sammen på, føler jeg, at jeg først helt har forstået i dag. Det er nemlig først i dag, at jeg har kunnet stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor førte 9/11 ikke til tredje verdenskrig? 

For tiden sidder jeg og researcher på første verdenskrig og jeg synes det er påfaldende, at når ét enkelt mord i Sarajevo kunne udløse hele første verdenskrig som en kædereaktion, der fik hele korthuset til at brase sammen og førte til udslettelsen af stort set en hel generation af unge, raske mænd. Hvordan kan et så voldsomt og pludseligt angreb på én af verdenskrigenes helt store aktører, hvor tusinder af mennesker blev dræbt med et enkelt slag, så ikke føre til endnu en frygtelig verdenskrig? Jeg er pacifist og ønsker ikke endnu en verdenskrig eller nogen krig overhovedet, men når jeg ser begivenhederne i dette perspektiv, kan det undre mig, at det (tillad mig) ikke gik ’værre’. Jeg synes, at det siger noget om, at måden vi mennesker bekriger hinanden på, må have ændret sig fundamentalt siden afslutningen på verdenskrigene og tredje verdenskrigs udebleven må derfor skyldes, at det ikke var et land der angreb USA. 

’Find og dræb Osama bin Laden’ kan USA’s reaktion på 9/11 kortes ned til i mine øjne og det siger noget vigtigt om, at krige ikke længere føres mellem nationer, men mod enkeltpersoner. Hvis det havde været et land, der havde angrebet USA og dermed erklæret krig, kunne USA og alle os allierede straks have begyndt at bekrige dette land – en reaktion der ikke ville være usandsynlig. Vores ’fjendes’ allierede ville i kølvandet på vores modangreb straks gå til modangreb på os. Nye tværkontinentale alliancer ville blive brudt og skabt alt efter interesseområder og -fællesskaber og tredje verdenskrig ville være en realitet. Men i dag erklærer vi ikke lande krig, vi afsætter diktatorer som Saddam Hussein og Gaddafi, vi forfølger terrorgrupper og vi ved at truslen ikke kommer fra et andet land, så meget som den kommer fra enkeltpersoner der ’bare hader’ os.

På den måde er fjendebilledet blevet mere nuanceret, hvis det så ikke bare var sådan, at vi åbenbart kun er i stand til at have kikkerten rettet mod en ’fjende’ ad gangen, hvilket 22. juli angrebet i Norge er et vigtigt eksempel på. Jeg tror, at ekstremisme indenfor alle religioner og alle politiske orienteringer kan være dødsensfarlig. 

Et angreb på en supermagt (Østrig-Ungarn) i 1914 og et angreb på en supermagt (USA) i 2001 ledte altså ikke til de samme konsekvenser. Verden ændrer sig. 

Her i Vesten har vi altid opfattet os selv som verdens centrum og derfor har det også altid været naturligt for os, at det var os der satte dagsordenen for resten af verden. Vi har ad mange omgange bekriget hinanden og ofte med hjælp ’udefra’ fra kolonier og allierede rundt om på kloden, men det har for det meste været et eller andet europæisk land (Tyskland), der har bestemt hvornår vi skulle i krig. Angrebet 11. september for ti år siden, kom derfor som et større chok for USA end jeg var i stand til et forstå da jeg var tolv. USA var vant til at styre begivenhederne, ikke være underlagt dem. Angrebet var derfor også det tidspunkt, hvor verden udenfor trængte ’ind’ til os vesterlændinge og rev os ud af den falske tryghed, vi var blevet lullet ind i, da vi skabte NATO, FN og EU for at sikre, at der aldrig ville bliver krig igen – i hvert fald ikke indbyrdes. 

Jeg dikterer efterårets hairfashion

Tilgiv mig, men jeg blogger lige om mit hår. I går eftermiddags lavede jeg en omfattende research på, hvad der findes af frisører i Aarhus – og det selvom jeg blot skulle have klippet spidserne og have mit pandehår tilbage, tak. Jeg har endnu engang erkendt, at pandehår er det rigtige valg. For denne gang. Lige meget. Grunden til min research skyldtes, at jeg rigtig gerne ville klippes af en rar frisør – og måske et sted med et sjovt koncept eller en miljøvenlig frisør. Jeg bemærkede at priserne lå mellem 250 og 1000 for en almindelig dameklipning. Det synes jeg var et meget stort prisspektrum – også selvom kvaliteten sagtens kan variere indenfor klipninger, også. 

Trods adskillelige timers research endte det alligevel, som det altid gør, med at jeg brasede ind hos den første og bedste nogenlunde almindelige frisørsalon, jeg kom forbi på min vej ind til byen.

Mig: Jeg ville bare spørge, hvad det koster at blive klippet her?

Frisør: 250!

Mig: Okay, det lyder fint. Du har vel ikke tid, sådan, nu?

Frisør: Jo, tag plads.

Spontanitet har været hovedkraften bag stort set alle mine frisørbesøg, så her er der ikke noget nyt. Mens jeg så blev klippet af en temmelig mut og lidt hårdhændet kvinde med tyk østeuropæisk accent slog det mig, at nogle af de mange penge man betaler hos en dyr frisør må gå til hovedbundsmassage, varm kakao, hyggesnak og fornemmelsen af at frisøren er oprigtigt interesseret i ens hår og nogle gange også ens liv.

Jeg gik derfra med denne afrotangerende frisure:

Efter at hun havde kommet det femte produkt i mit hår i en ivrig kamp for at få det til at krølle hele vejen rundt, og de mange kemikalier begyndte at kilde oppe i mine næsebor og klø i mine øjne, svor jeg, at, næste gang går jeg altså til en miljøvenlig frisør.

Jeg fortsatte ind til byen med fornemmelsen af, at det sted tættest på, hvor min nye frisure måske er på mode, må være Ukraine eller Polen. Men studiestart er i overmorgen og i den anledning skulle jeg ikke bare klippes, jeg skulle også have nyt tøj, så jeg kunne ikke bare sådan cykle hjem. I den første tøjforretning jeg træder ind i, bliver jeg mødt med synet af denne mannequin: 

Jeg var flad af grin indeni. Håber at jeg ikke er den eneste der kan se ligheden – og, ja, mit hår er på mode.