mandag den 5. marts 2012

Eftertænksomhed

Her i landet har vi tradition for en livlig debatkultur. Den ene debat efter den anden kommer og går, som årstiderne, regnbygerne og bankpakkerne. En af de debatter jeg har fulgt nøje på det sidste, havde sit klimaks (for mit vedkommende), for en uge siden, da jeg deltog i et møde med studenterbevægelsen Aktion Arts. Det er debatten om universiteterne. For det handler ikke længere kun om Aarhus Universitet. Det handler om, hvor vi i virkeligheden vil hen med vores universiteter. Det stod, især, klart for mig i dag, da både Morten Østergaard og rektor på KU, Ralf Hemmingsen, meldte ud, at de studerende skal have flere undervisningstimer. Det betyder, at debatten der rasede løs i nærmest samtlige aviser og mellem både studerende og forskere (og til dels stadig gør det), er blevet bemærket af mennesker, der rent faktisk (i modsætning til os studerende) stadig har indflydelse på situationen på de danske universiteter.

Det handler dog ikke kun om timetal, selvom jeg oprigtigt tror, at flere undervisningstimer – og ikke mindst en tættere kontakt til de kompetente undervisere man møder overalt på universitetet, kan være med til at skabe det elektriske, videnskabelige miljø, som jeg i den grad har savnet.

På mødet for en uge siden fik jeg mange foruroligende ting at vide, både fra Studenterrådet der er et stort studenterparti og fra medlemmer af Aktion Arts, der havde siddet i arbejdsgrupper i forbindelse med omstruktureringen, og som i den grad var blevet holdt for nar af ledelsen. Processen havde angiveligt givet dem indtryk af, at AU er et skindemokrati - hvilket ikke undrer mig. Problemet i den forbindelse er, groft sagt, at ledelsen tror, at vi vil have hængekøjer, bløde møbler, lounges, og fredagsbar, hvor det vi i virkeligheden gerne vil have er nok studiepladser – og at vores bøger bliver på bibliotekerne og ikke bliver gemt væk på depoter. Vi vil gerne have lov til at studere, vi vil gerne være en del af et videnskabeligt miljø, vi vil gerne arbejde med vores faglighed.  

Det handler om, at hvis vi kun satser på viden, der kan sælges, så sker der et dannelsesmæssigt forfald, som vil have meget store langsigtede konsekvenser. Det handler om, at tværfaglighed ikke kan opstå uden faglighed. Man kan ikke arbejde tværfagligt, hvis ikke man har et solidt fagligt ståsted. Det handler om, at viden er mere end blot et redskab i den postfinanskrisielle profitjagt.

Der er brug for et opgør med administrationsvældet, med managementstrategier og taxameterordninger og jeg skal kommer efter dig.

Det handler om det her: 


Aarhus Universitets gamle logo, som her er muret ind i væggen, indlejret i de gule mursten, som en påmindelse om, hvad det er, vi er der for. Solidum petit in profundis - søger i dybet den fast grund. Det var engang mottoet på Aarhus Universitet. Jeg ville ønske, at vi havde en rektor, som hver dag kastede et blik på delfinerne og ankeret. En rektor som anerkendte universitets egentlige formål. 

Hvad skal være målet med vores universitet? Penge eller viden. Vi står ved en skillevej.

Og efter min mening handler det ikke om, at skabe det bogløse universitet eller det ”frække” universitet som dekan Mette Thunø så klodset formulerer det, i en reportage I kan læse HER. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, uanset hvad Mette Thunø siger, så er målet med min uddannelse altså viden. 

Er det erhvervslivet der skal diktere, hvad der skal forskes og undervises i på universiteterne, eller er det ikke netop tværtimod os, der skal definere fremtidens erhvervsliv?

Vores protester er blevet bemærket og det  er et fremskridt, men så længe forsiden på min avis stadig kan se sådan her ud:


Og så længe jeg hver dag på mit ellers udmærkede tilvalg, må undre mig over, hvorfor jeg ikke kan få lov til at blive undervist i det, jeg tog på universitetet for at lære, nemlig mit hovedfag, litteraturhistorie – så er jeg stadig foruroliget.

6 kommentarer:

  1. Åh Mette, hvor er det godt sagt!

    SvarSlet
  2. Mette Thunø burde arbejde hos Maersk i stedet. ELler gå på pension. Eller noget. I hvert fald ikke som dekan på et universitet.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hehe, du har ret på Twitter! Hun har klart fået en hjerneblødning. Hvis jeg var chef var hun fyret på stedet. Ikke så meget pjat.

      Slet
  3. Enig.! sækkestolene kan vi sidde i derhjemme imens vi læser og forbereder os på timerne dagen efter!

    SvarSlet
    Svar
    1. Præcis! Det er et universitet, ikke en dagligstue!

      Slet