Nyt DIY projekt

Selvom jeg efterhånden godt ved, at nogle af medierne og også nogen fra Aktion Arts følger med her på bloggen – og sandsynligvis håber, at jeg vil skrive endnu mere om universitetet og kritisere og sådan noget, så skal det ikke få lov til at lægge linjen. Der er bare lige én ting, jeg skal huske at sige – og det er, at jeg har haft (og fortsat har) en utrolig masse dygtige, engagerede og grænsende til geniale undervisere på universitetet. Det er overhovedet ikke dem der er noget galt med. Så er det vidst på plads.

Kender I det, når man bare har læst en hel dag? Først har man måske tjekket e-mails og læst blogs, så har man læst en masse lange (og nogle gange svære) tekster som forberedelse til undervisningen, så har man måske læst e-mails og blogs igen og indimellem har man sikkert været på facebook en halv milliard gange. Når man er kommet hjem, har man måske læst i en god bog. Eller i avisen. Eller læst artikler på nettet. Til sidst orker ens øjne ikke at læse så meget som et lille bitte bogstav mere. Og så sidder man og savner et eller andet der ikke involverer, at ens hjerne dechifrerer bogstaver. Her vil mange nok foreslå fjernsynet, men siden vi ikke har fjernsyn og siden jeg synes at ens øjne kan blive ligeså firkantede af det… Så er jeg kommet frem til, at jeg vil lære at strikke sokker. Så i dag har jeg indkøbt dette:

Mit sidste strikkeprojekt opstod og forliste for seks år siden da jeg gik på efterskole. Men denne gang vil jeg være bedre til stædigt at opsøge kyndig vejledning og så vil jeg bruge nogle helt læsefri timer på at være produktiv og do-it-yourself-agtig. Første mål: Jeg skal have fundet ud af hvordan man begynder og hvordan det hænger sammen med de der fire(?) pinde.  

Dagens små forbitrelser

Jeg synes selv, at jeg har et meget lyst sind (selvom visse mennesker nok vil være uenige) og jeg indrømmer da gerne, at der er ting der virkelig (altså sådan virkelig) irriterer mig. Jeg har frokostpause fra læsningen nu, jeg er åbenbart den eneste i stakladens kantine som ingen frokostmakker har (åh, giv mig en frokostmakker!), men jeg er til gengæld også den eneste der har siddet her siden kl. 9 i morges. Her følger en lille forbitrelses top 3:

1. Det er ikke noget problem for mig at sige det: Jeg magter simpelthen ikke at høre mere om betalingsringen. Man skulle da gudhjælpemig tro, at jeg er den eneste i det her land som ikke bor i København, enten i fantasien eller i virkeligheden. Stort set samtlige ”nationale” nyheder jeg modtager gennem min aktive samfundsinteresse viser sig, at være lokalnyheder fra hovedstaden og omegn! Jeg kunne simpelthen ikke være mere ligeglad med den åndssvage ring! Og hvis det er det eneste problem, den regering har, så kan man i hvert fald ikke tale om noget lokum der brænder, for det er da den mest ubetydelige ting vi længe har måttet trækkes med at høre om! Få nu bare den ring sat op og kom over det.

2. I stedet burde der stå noget mere om AU-krisen. Hvorfor siger politikerne ikke noget om det? Siger de noget om det? Eller tror de, at det kun er København de har ansvaret for? (jeg hælder til det sidste). Hvad er det nu man siger?  It ain’t over ’till the fat lady sings…

3. Man tisser i mørke på de toiletter der hører til Stakladekantinen. Det er tilfældigvis den kantine, hvor jeg i dag møjsommeligt sidder og læser en milliard (forekommer det mig) sider om sociologisk teori + noget demografi. Jeg ved ikke om det er et eller andet kækt sparetrick foranlediget af disse krisetider. I teorien kan man jo sagtens tisse i mørke og famle sig frem til toiletpapiret osv. Men jeg er altså alligevel ikke den store mørkeentusiast.

Og netop som jeg er færdig med at skrive indlægget, dukker der en frokostmakker op! Hurra! 

Surprise: Jeg har læst en bog

Midt i al elendigheden har jeg læst en roman, som jeg gerne vil fortælle om. Jeg blev færdig med den for over en uge siden og har derfor haft det her indlæg lige på tungen lige siden. Men så blussede AU skandalen op igen og fokus skiftede. Men jeg vil ALLIGEVEL gerne sige til jer, at den her bog er fantastisk. Normalt anmelder jeg ikke rigtig bøger her bloggen, men denne her var virkelig breathtaking. Uanset hvor trætte I er af New York (kan man være det?) og 9/11. Derfor i hvert fald en anbefaling. Den er en øjenåbner, en isbryder (findes der ikke et mere poetisk ord?), en hjertegennemborende roman. Ganske enkelt. Det er (som du nok har gættet) denne her:

 

Som jeg har brugt halvanden måned på at læse (paberback-udgaven var med temmelig lille skrift). Den fangede mig faktisk lige med det samme med sit gribende, vedholdende og uendelige (som i: Der er ingen grænser for hvad denne mand kan beskrive så det rører én) sprog. Den binder figurerne, årene, begivenhederne, byen sammen og bliver en målestok for tilværelsens ufattelige – og ulidelige – kompleksitet. Hvordan sekunderne sprænger sig mod hinanden, hvordan håndtryk kastes gennem tiden, hvordan verden tumler af sted og vi et kort sekund ser hinanden i øjnene. Slippes løs i det uendelige. Som ildfluer summende mod hinanden og gennem tiden og rummets hamrende dybder. Lad mig bare sige det sådan her: Now I understand the fuss. Den er fænomenalt godt skrevet. Læs den.

Nu glæder jeg mig så efterhånden til at få/finde en ny roman at kaste mig over, men jeg må nøjes med avisen lidt endnu. På min liste står blandt andet...

Denne her:

Og denne her:

Afskaf penge! - Et essay om de symptomatiske tilstande på AU

Det handler ikke kun om Aarhus Universitet. Selvfølgelig gør det ikke det. Men universitetet er det ”mikrokosmos” (ikke så lille endda), som vi kan bruge til at forstå det makrokosmos, som vi kalder samfundet. Det rum vi lever med hinanden i. Det handler om, at penge i løbet af de sidste par årtier mønt for mønt (stort set) er blevet den eneste værdi man måler i – og dét man, som udgangspunkt, bedømmer et menneskes samfundsværdi på. Tankegangen går ud på, at hvis noget (eller nogen) ikke kan generere guld, så er det nok ikke værd at beskæftige sig med. Moderne guldfeber kan man kalde det. Viden er irrelevant, hvis ikke det kan sælges. Hvis ikke det kan vise os vejen til den næste store gevinst. Jeg har sagt det før (i et essay om finanskrisen): Dannelsestanken er på vej ud af demokratitanken. Nu vil jeg tilføje, at også dannelsesfunktionen har forladt både stat og samfund. Dannelse interesserer os ikke længere. Nu drejer det sig kun om uddannelse med henblik på at arbejde og skabe værdi. Man skal tjene penge, det er det, der implicit gøres til borgerens højeste mål i Vesten. Føler du virkelig, at den højeste bestemmelse med dit liv, skal være, at tjene så mange penge som muligt? Jeg gør ikke. Ikke desto mindre er det den vej det går. Abstrakte begreber som ”hele mennesker” og ”kulturel værdi” er udslidte og uden nærværende betydning.

Sådan er det også på universitetet. Her handler det ikke længere om, at skabe et solidt, fagligt fundament der gør os i stand til at producere og bevare viden indenfor alle aspekter af samfundslivet – og menneskelivet. Uafhængigt af, hvad der i statens øjne lige er ”brug for”. Det handler ikke længere om mennesker, om dannelse, om at nå et højere niveau af erkendelse om kunsten, litteraturen, musikken, sproget, tanken, spiritualiteten og vores interaktion med hinanden. Vores enorme trang til at udtrykke os. Vores fascinerende og lærerige Historie. Det er ligegyldigt med det. Det handler om penge.

Kan de arbejde eller kan de ikke arbejde? Det er spørgsmålet.

Selvfølgelig kan vi arbejde. De fleste mennesker kan arbejde. Mennesker har knoklet røven ud af bukserne i årtusinder for at nå frem til den grad af udvikling vores samfund befinder sig på nu. Jeg synes, det er et hån mod dem og mod menneskets udvikling at gøre arbejdet til nutidens menneskes højeste (funktions)mål. Arbejdet er nødvendigt for livets almindelige opretholdelse, men sideløbende arbejder hver og én af os, på hver vores måde, på at opnå en større grad af indsigt i den verden der omgiver os. Hvad består den af? Hvorfor denne smerte? Hvorfor denne kærlighed? Hvorfor dette ubegribelige univers? Lige fra skraldemanden til sygeplejersken, fra cirkusklovnen til revisoren. Det er de spørgsmålstegn vi alle sammen sætter med vores blotte eksistens. Dem der benægter det er hyklere.

Alligevel er det pengene, det handler om. Det blev tydeligt i går, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og uddannelsesminister Morten Østergaard gik ud og bekendtgjorde, at det essentielle ved en akademisk uddannelse var, at man var i stand til at komme i arbejde når man var dimitteret. Det er jeg selvfølgelig ikke uenig i, for alle er jo nødt til at tjene penge til livets almindelige opretholdelse. Jeg tror bare ikke, at jobmulighederne bliver større af, at vi akademikere bruger tiden på at målrette alt hvad vi foretager os mod forholdende i erhvervslivet. Jeg synes derimod, at man bør satse på, at give os en endnu mere solid faglighed. Endelig mener jeg heller ikke, at man kan give de unge akademikere skylden for den omfattende arbejdsløshed vores samfund oplever lige nu. Vi er kreative, vi tænker analytisk og problemorienteret, vi kan se jobmuligheder overalt - men der skal være råd til at ansætte os. Den politiske udmelding sender, synes jeg, et implicit signal om, at det kun er den viden, der er brugbar i erhvervs- og profitsammenhænge, der er velkommen og anerkendt i statens øjne. Viden der har værdi for samfundet på andre og mere raffinerede måder, tilsidesættes. Hvis folk tænker sig om, vil de sikkert ikke mene, at kulturlivet er ligegyldigt. Men det er alligevel den overfladiske eller generelle samfundsholdning. Hvis der ikke er penge i lortet, hvad skal vi så bruge det til? Hvad skal vi bruge bøgerne til? Hvad skal vi bruge kunsten til? Musikken? Hvorfor skal vi læse noget der er smukt eller tankevækkende – noget der kan lede os til en større erkendelse af os selv som mennesker? Eller give os et mere nuanceret syn på vores omverden? Hvorfor skal vores børn lære at spille klaver? Hvad skal vi bruge alt det til, når blot vi har pengene?

Pengene. Denne flere tusind år gamle ”menneskelige” konstruktion er blevet til en dæmonisk, kollektiv afgud i det moderne Vesten. Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor vi har taget en ressource (guld), der absolut ingen funktion har for vores overlevelse og har ladet den betinge hele vores overlevelse. Vi ligger fuldstændig under for, og er fuldstændig afhængige af, vores egen (hvis man tænker over det) langt ude konstruktion! Vi har bygget hele vores samfund op omkring noget der knap nok eksisterer. Nogle tal på en computerskærm nede i banken! Er det virkelig dét der skal binde os sammen? Er det virkelig det der skal skille os ad? Er det virkelig det, der skal definere, hvad et menneske kan gøre med sit liv? Ja. Åbenbart. Storhed og fald, vores verdensdels fremtid. Alt afhænger af det, der engang var guldmønter med motiv af Cæsar i profil. Det er så absurd, at man i afmagt, får lyst til at foreslå løsningen: AFSKAF PENGE! Men det er alt sammen for sent. Det vestlige samfund er, i mine øjne, inde i en dekadent deroute. Det er den deroute tilstandene på Aarhus Universitet afspejler. De er symptomatiske.

Jeg er stadig foruroliget

Hvis du har fulgt lidt med i aviserne (særligt Information og Politiken) gider du nok ikke høre mere om det nu. Ikke desto mindre kommer der et indlæg mere om det. For jeg synes, det er sådan en vigtig sag: De sidste par dage har Aarhus Universitet nemlig fået rigtig meget negativ omtale (med god grund) og også mit ydmyge bidrag her på bloggen har da også fået en del opmærksomhed. Derfor har jeg ikke tænkt mig, at skrive et bidrag mere, hvor jeg gentager mig selv i andre og måske mere forståelige vendinger.

Hvis man søger en mere forståelig udgave af samme tankegang, vil jeg derfor blot henvise jer til min gode veninde fra studiet og hendes blogindlæg om samme emne, som I kan læse HER. Det rammer nærmest præcist, hvad det er jeg har gået (ligget) og skumlet over i løbet af ugen.

Vil man læse endnu mere, om de groteske tilstande på et ”moderne” dansk universitet (faktisk Danmarks største), så læs dette intelligente debatindlæg skrevet af formanden for studenterrådet, Thea P. Frederiksen, HER. Og følg gerne henvisningerne i indlægget.

Jeg håber, at ledelsen på AU efterhånden kan mærke lokummet brænde under sig, så der måske igen kan blive etableret et levende fagligt og socialt miljø på universitetet. Gerne et som kan tåle at være til debat. Eller et universitet, hvor man ikke prøver at kvæle debatter som den Linda startede i sommers. Selvom man læser på humaniora, skal man have ret til de uddannelser i verdensklasse, som jeg engang har hørt, at Danmark har at byde på. Med andre ord; AU må gerne snart komme frem fra jerntæppet igen, kuk.

En pige fra mit studie talte i overskrifter i dag og jeg har tilladt mig at omformulere lidt:

 ”KRISE: Universitetsledelse opdager at humaniorastuderendes raffinerede sprogkundskaber kan vendes imod dem”.

Det er lidt sådan det er, ikke? Det er lidt som om, at man ikke er interesseret i, at vi skal kunne alt for meget…

Overraskelsernes tid

Hvis du ikke kan tåle romantik, så klik venligst væk omgående, for det her indlæg handler om min Valentinsdag. Min søde kæreste og jeg ”fejrer” ikke rigtig Valentinsdag. Personligt vil jeg hellere overraskes af ham på alle årets andre dage, end lige den. For på Valentinsdag virker det simpelthen for påtaget. Hvorfor blive forkælet med blomster og chokolade på den samme dag, som alle andre piger, når man kan blive forkælet på en helt tilfældig dag, når man mindst venter det? Sidste år fik jeg en hjerteformet æske chokolade og en god flaske rødvin på en helt tilfældig dag i februar og jeg blev vildt overrasket. Og glad!

I år var det min tur til at overraske, tænkte jeg, og jeg havde faktisk haft store planer om en ægte gave. Men så blev vi syge. Derfor blev det ikke til mere, end at jeg i min forkølelsestilstand slæbte mig ned i Netto og stolt indkøbte en æske chokolade – den 13. februar. De havde ikke engang blomster dernede (kun sådan nogen der skal vandes). Men det er virkelig tanken der tæller, for han blev rigtig glad og overrasket. Ingen forventer pludselige æsker chokolade, når man er snotforkølet den 13. februar og det oven i købet er mandag. Men sagen er den, at, i mandags var det et halvt år siden vi flyttede sammen! Det havde jeg husket og det var jeg ret stolt over. Det går ikke uden chokolade.

 

I går var det så Valentinsdag og jeg lå der under dynen med min forkølelse og følte mig ynkelig. Selv når man synes, at noget er det mest opreklamerede og amerikanske bras, kan man da godt ønske sig et lille Valentinskort i smug. Det kan man da. Og man kan da også godt synes at Julias cupcakes er enormt flotte og romantiske og at blomsterne i blomsterforretningerne er ret smukke. Men her ”fejrer” vi ikke Valentinsdag, så jeg ventede ingen kort, nej.

Vi sad der, min søde kæreste og jeg, først på aftenen med vores forkølelser, da det pludselig ringede på dørtelefonen. Uf! Siger vi til hinanden, det er sikkert reklamer, ja, eller licensmanden, uf. Mon ikke der er nogen andre der lukker op. Vi er for forkølede. Uf, uf.

Ikke så snart havde en anden venlig sjæl i opgangen åbnet døren, før en kuvert fløj lige ind gennem vores brevsprække! Kuverten indeholdt dette smukke, hjemmelavede Valentinskort fra en af mine sødeste og mest tankelæsende veninder.

Tusind tak for at redde min Valentinsdag!

Mens janteloven geninstalleres

Universitetet. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men nu gør jeg det igen. Det er der foreløbig tre grunde til. Dels har det været en kamp at finde ud af hvilke fag jeg var tilmeldt, hvornår de lå, hvem der skulle undervise mig og hvad for noget materiale jeg skulle bruge det her semester, hele universitetet ligger i administrativt kaos. Jeg vil nærmest kalde det breakdown. Dels er der kommet nye oplysninger frem i sagen og dels havde jeg en god samtale med en af mine medstuderende henover en øl da vi afleverede bachelor i december – den har ligget i baghovedet og simret. Her kommer derfor en masse tanker om uddannelse og universiteter i skøn sammenblanding (igen) (bliver jeg aldrig klogere?). Det starter med, at jeg starter på universitetet:

Det var ikke en følelse af, at træde ind i noget, der var fremmed. Det var nærmere en følelse af at komme hjem til et hjem, der havde forandret sig, at vende tilbage efter et langt eksil og forvente at alt ville være som før. Bortset fra, at der ikke findes noget ”før”. Jeg havde kæmpet mig igennem folkeskolen og gymnasiet, for til sidst at nå derhen, hvor jeg virkelig hørte til. Sådan føltes det. Stedet hvor jeg kunne tænke mine egne tanker. Det var en følelsesladet situation for mig, for jeg havde følt mig misforstået næsten hele min skolegang. Jeg havde følt, at man prøvede at lægge bånd på mine tanker, at man prøvede at kontrollere mig. Jeg havde følt, at den horisont man gav mig der var utilstrækkelig, at man ikke troede, at jeg ikke ville nå særlig langt i det kafkaske system, man havde bygget op omkring det. Jeg havde følt, at man havde brugt tiden på at dissekere min hjerne, fjerne drømmene en for en og geninstallere janteloven gang på gang. Det her er ikke landet, hvor man kan tænke tanker, der er så vide, som de er dybe. Filosoffernes, digternes, forfatternes, tænkernes århundreder ligger bag os. Jeg havde tøvet med at ville bruge mit potentiale. I sidste øjeblik rettede jeg blikket mod universitetet. En ældgammel institution som pludselig er blevet allemandseje. Forstå mig ret, alle skal have lov til at gå på universitet, hvis de har evnerne og lysten til det. Men alle skal ikke for en hver pris gå på universitetet. Det er ikke alle mennesker, der er bedre stillet med en universitetsuddannelse. Det er ikke nødvendigvis lykken at være højt uddannet. Det er ikke nødvendigvis rart at tænke hele tiden. Det er ligeså forvirrende og smerteligt, som det er fantastisk.

Som den historieelskende nostalgiker jeg er, havde jeg forventet store auditorier, seriøsitet, et nærmest elektrisk miljø, lærdommens haller. Det var her jeg hørte hjemme. Det slog mig, at jeg altid havde været akademiker. Jeg kan ikke indordne mig i en allerede eksisterende tankeverden uden at måtte skabe min egen. Jeg vil ikke kun tale efter munden på de store tænkere, jeg vil tale videre. Vi bliver nødt til at lade være med, at stoppe op og sige til os selv, at vi er dværge der står på skuldrene af kæmper. For vi er en del af historien og vi bliver nødt til at lade den fortsætte med det bedste, vi har at give den. Vi bliver nødt til at give, hvad vi kan til verden. Også selvom vores samtid mener, at det er uden værdi, hvad vi har at give. Hvis noget ikke udvikler sig, så dør det: Det gælder sprog, civilisation, det gælder det enkelte menneske dér på gaden. Jeg havde forventet et universitet, hvor det faglige og sociale miljø var til debat. Hvor alle kunne sige deres mening, fordi netop den mening måske kunne gøre tingene endnu bedre. Jeg havde forventet et sted, der var en stræben.

Min tidligere professor, Linda Maria Koldau, som jeg beundrer meget, skrev i sommers et kritisk debatindlæg om tilstandene på humaniora. Det debatindlæg blev af ledelsen opfattet som illoyalt og det på trods af, at Linda peger på nogle helt konkrete aspekter, der bør rettes op på. Hvis du spørger mig, hvordan jeg har det med at gå på et universitet, der ikke er i stand til at modtage kritik, et universitet der ikke lytter til de kompetente professorer, der har den tætteste kontakt til de studerende og det undervisningsmiljø, der omgiver dem, så vil svaret være, at jeg er foruroliget. Jeg er stadig foruroliget. Jeg bliver stadig mere og mere foruroliget. For jeg elsker universitetet. Men jeg er bange for, at det system af administrationer og bureaukrati, der er bygget op omkring det, kan få hele foretagendet til at kollapse. Jeg har sagt det før: Det er for ugennemsigtigt, ugennemskueligt. Ingen ved, hvor de skal henvende sig, hvor de skal gå hen, hvem de skal skrive til, hvem de skal ringe til, hvordan det er bygget op. Det er jo en videnskab i sig selv. Det er et universitet og der er ingen, der ved, hvem der ved hvad!? Det er tragikomisk. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Man kan sidde en hel formiddag og blive stillet videre og hver gang jeg skal finde noget på hjemmesiden ender jeg med at søge det på google. 

Min opfattelse af universitet, som jeg tror, jeg deler med Linda, kan betragtes som ”gammeldags”, i forhold til den drejning mod erhvervslivet, profitten og det postfinanskrisielle marked, som det moderne universitet har taget. I dag er universitetet på mange måder en slags fortsættelse af gymnasiet. Mange nye studerende opfatter universitetet som ”skole”, fagets pensum som ”lektier” og underviseren eller professoren som ”læreren” – ham eller hende, de tror, har ansvaret for deres indlæring. Problemet er bare, at det er os selv, der har det. Det er os, der er de studerende. Derfor dur det bare heller ikke, at universitetet spiller med på disse fejltagelser og går i en mere kontrollerende og ensporet retning. Det hæmmer, efter min mening, tankefriheden. Hvor vidt vil vi række? Alligevel har jeg jo lyst til at smadre et eller andet, hver gang jeg hører nogen sige, at de har ”fri” de dage, hvor der ikke ligger undervisning. Jeg kalder det konsekvent ”studiedag” og tilrettelægger selv, hvornår på de dage, jeg vælger at forberede mig til undervisningen. Det er mit helt eget ansvar – og det nyder jeg. For vi er studerende og ikke skoleelever. Vi burde vise, at vi kan magte det ansvar det er, at tage en akademisk uddannelse, ligesom universitet bør give os frie rammer til at række så langt vi kan nå, under professionel vejledning. Men ikke under pres, ikke som gidsler i et omfattende bureaukrati, ikke som hjerner på et samlebånd, der fører os lige i kløerne på erhvervslivet. Universitet bør ikke være ensrettende, men mangfoldiggørende.

Når jeg siger, at universitetet på mange måder er en fortsættelse af gymnasiet og at der er mange på universitetet, der opfører sig som om de stadig går på gymnasiet og skal holdes i hånden gennem hele processen – så frygter jeg, og jeg er ikke den eneste, at det går ud over niveauet. Når selv den mest dovne og pjækkende fra din gymnasieklasse kan tage en universitetsuddannelse? Hvem kan så ikke tage en universitetsuddannelse? Universitetets niveau har ikke været halvt så svært, som jeg havde forventet. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg ved godt at du ser mig flyve i en snor oppe under skyerne nu, men det er sådan det er. Jeg havde troet, at vi havde at gøre med en højere læreanstalt, en lang videregående uddannelse som udmærkede sig ved, at niveauet skulle sættes efter højeste fællesnævner og ikke den laveste. Jeg havde forventet et sted, som turde dumpe dem der ikke levede op til kravene og som ikke lod studerende blive hængende år efter år og gav dem chance efter chance, bare fordi, at man får penge pr. studerende. Det er hvad jeg ved. Jeg er ikke inde i love og regler og paragraffer. Jeg ved bare, at jeg ikke er imponeret. Hverken over niveauet eller over retningen. Hvis universitetet skal være fortsættelsen af gymnasiet, så lad det være det. Men som et rigt samfund i den frie verden, har vi brug for et sted, der hverken er en ”skole” eller en ”arbejdsplads” (der ser Lindas intelligente kritik som almindelig illoyalitet), men som er en VIDENSBASTION der producerer og bevarer viden indenfor alle felter, et sted hvor al viden er velkommen. Et sted for akademikere fra alle samfundslag. Et sted som er en stræben. Det ville klæde os.