Universitetet. Jeg har skrevet om det før her på bloggen, men nu gør jeg det igen. Det er der foreløbig tre grunde til. Dels har det været en kamp at finde ud af hvilke fag jeg var tilmeldt, hvornår de lå, hvem der skulle undervise mig og hvad for noget materiale jeg skulle bruge det her semester, hele universitetet ligger i administrativt kaos. Jeg vil nærmest kalde det breakdown. Dels er der kommet nye oplysninger frem i sagen og dels havde jeg en god samtale med en af mine medstuderende henover en øl da vi afleverede bachelor i december – den har ligget i baghovedet og simret. Her kommer derfor en masse tanker om uddannelse og universiteter i skøn sammenblanding (igen) (bliver jeg aldrig klogere?). Det starter med, at jeg starter på universitetet:
Det var ikke en følelse af, at træde ind i noget, der var fremmed. Det var nærmere en følelse af at komme hjem til et hjem, der havde forandret sig, at vende tilbage efter et langt eksil og forvente at alt ville være som før. Bortset fra, at der ikke findes noget ”før”. Jeg havde kæmpet mig igennem folkeskolen og gymnasiet, for til sidst at nå derhen, hvor jeg virkelig hørte til. Sådan føltes det. Stedet hvor jeg kunne tænke mine egne tanker. Det var en følelsesladet situation for mig, for jeg havde følt mig misforstået næsten hele min skolegang. Jeg havde følt, at man prøvede at lægge bånd på mine tanker, at man prøvede at kontrollere mig. Jeg havde følt, at den horisont man gav mig der var utilstrækkelig, at man ikke troede, at jeg ikke ville nå særlig langt i det kafkaske system, man havde bygget op omkring det. Jeg havde følt, at man havde brugt tiden på at dissekere min hjerne, fjerne drømmene en for en og geninstallere janteloven gang på gang. Det her er ikke landet, hvor man kan tænke tanker, der er så vide, som de er dybe. Filosoffernes, digternes, forfatternes, tænkernes århundreder ligger bag os. Jeg havde tøvet med at ville bruge mit potentiale. I sidste øjeblik rettede jeg blikket mod universitetet. En ældgammel institution som pludselig er blevet allemandseje. Forstå mig ret, alle skal have lov til at gå på universitet, hvis de har evnerne og lysten til det. Men alle skal ikke for en hver pris gå på universitetet. Det er ikke alle mennesker, der er bedre stillet med en universitetsuddannelse. Det er ikke nødvendigvis lykken at være højt uddannet. Det er ikke nødvendigvis rart at tænke hele tiden. Det er ligeså forvirrende og smerteligt, som det er fantastisk.
Som den historieelskende nostalgiker jeg er, havde jeg forventet store auditorier, seriøsitet, et nærmest elektrisk miljø, lærdommens haller. Det var her jeg hørte hjemme. Det slog mig, at jeg altid havde været akademiker. Jeg kan ikke indordne mig i en allerede eksisterende tankeverden uden at måtte skabe min egen. Jeg vil ikke kun tale efter munden på de store tænkere, jeg vil tale videre. Vi bliver nødt til at lade være med, at stoppe op og sige til os selv, at vi er dværge der står på skuldrene af kæmper. For vi er en del af historien og vi bliver nødt til at lade den fortsætte med det bedste, vi har at give den. Vi bliver nødt til at give, hvad vi kan til verden. Også selvom vores samtid mener, at det er uden værdi, hvad vi har at give. Hvis noget ikke udvikler sig, så dør det: Det gælder sprog, civilisation, det gælder det enkelte menneske dér på gaden. Jeg havde forventet et universitet, hvor det faglige og sociale miljø var til debat. Hvor alle kunne sige deres mening, fordi netop den mening måske kunne gøre tingene endnu bedre. Jeg havde forventet et sted, der var en stræben.
Min tidligere professor, Linda Maria Koldau, som jeg beundrer meget, skrev i sommers et kritisk debatindlæg om tilstandene på humaniora. Det debatindlæg blev af ledelsen opfattet som illoyalt og det på trods af, at Linda peger på nogle helt konkrete aspekter, der bør rettes op på. Hvis du spørger mig, hvordan jeg har det med at gå på et universitet, der ikke er i stand til at modtage kritik, et universitet der ikke lytter til de kompetente professorer, der har den tætteste kontakt til de studerende og det undervisningsmiljø, der omgiver dem, så vil svaret være, at jeg er foruroliget. Jeg er stadig foruroliget. Jeg bliver stadig mere og mere foruroliget. For jeg elsker universitetet. Men jeg er bange for, at det system af administrationer og bureaukrati, der er bygget op omkring det, kan få hele foretagendet til at kollapse. Jeg har sagt det før: Det er for ugennemsigtigt, ugennemskueligt. Ingen ved, hvor de skal henvende sig, hvor de skal gå hen, hvem de skal skrive til, hvem de skal ringe til, hvordan det er bygget op. Det er jo en videnskab i sig selv. Det er et universitet og der er ingen, der ved, hvem der ved hvad!? Det er tragikomisk. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Man kan sidde en hel formiddag og blive stillet videre og hver gang jeg skal finde noget på hjemmesiden ender jeg med at søge det på google.
Min opfattelse af universitet, som jeg tror, jeg deler med Linda, kan betragtes som ”gammeldags”, i forhold til den drejning mod erhvervslivet, profitten og det postfinanskrisielle marked, som det moderne universitet har taget. I dag er universitetet på mange måder en slags fortsættelse af gymnasiet. Mange nye studerende opfatter universitetet som ”skole”, fagets pensum som ”lektier” og underviseren eller professoren som ”læreren” – ham eller hende, de tror, har ansvaret for deres indlæring. Problemet er bare, at det er os selv, der har det. Det er os, der er de studerende. Derfor dur det bare heller ikke, at universitetet spiller med på disse fejltagelser og går i en mere kontrollerende og ensporet retning. Det hæmmer, efter min mening, tankefriheden. Hvor vidt vil vi række? Alligevel har jeg jo lyst til at smadre et eller andet, hver gang jeg hører nogen sige, at de har ”fri” de dage, hvor der ikke ligger undervisning. Jeg kalder det konsekvent ”studiedag” og tilrettelægger selv, hvornår på de dage, jeg vælger at forberede mig til undervisningen. Det er mit helt eget ansvar – og det nyder jeg. For vi er studerende og ikke skoleelever. Vi burde vise, at vi kan magte det ansvar det er, at tage en akademisk uddannelse, ligesom universitet bør give os frie rammer til at række så langt vi kan nå, under professionel vejledning. Men ikke under pres, ikke som gidsler i et omfattende bureaukrati, ikke som hjerner på et samlebånd, der fører os lige i kløerne på erhvervslivet. Universitet bør ikke være ensrettende, men mangfoldiggørende.
Når jeg siger, at universitetet på mange måder er en fortsættelse af gymnasiet og at der er mange på universitetet, der opfører sig som om de stadig går på gymnasiet og skal holdes i hånden gennem hele processen – så frygter jeg, og jeg er ikke den eneste, at det går ud over niveauet. Når selv den mest dovne og pjækkende fra din gymnasieklasse kan tage en universitetsuddannelse? Hvem kan så ikke tage en universitetsuddannelse? Universitetets niveau har ikke været halvt så svært, som jeg havde forventet. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg ved godt at du ser mig flyve i en snor oppe under skyerne nu, men det er sådan det er. Jeg havde troet, at vi havde at gøre med en højere læreanstalt, en lang videregående uddannelse som udmærkede sig ved, at niveauet skulle sættes efter højeste fællesnævner og ikke den laveste. Jeg havde forventet et sted, som turde dumpe dem der ikke levede op til kravene og som ikke lod studerende blive hængende år efter år og gav dem chance efter chance, bare fordi, at man får penge pr. studerende. Det er hvad jeg ved. Jeg er ikke inde i love og regler og paragraffer. Jeg ved bare, at jeg ikke er imponeret. Hverken over niveauet eller over retningen. Hvis universitetet skal være fortsættelsen af gymnasiet, så lad det være det. Men som et rigt samfund i den frie verden, har vi brug for et sted, der hverken er en ”skole” eller en ”arbejdsplads” (der ser Lindas intelligente kritik som almindelig illoyalitet), men som er en VIDENSBASTION der producerer og bevarer viden indenfor alle felter, et sted hvor al viden er velkommen. Et sted for akademikere fra alle samfundslag. Et sted som er en stræben. Det ville klæde os.
Det var ikke en følelse af, at træde ind i noget, der var fremmed. Det var nærmere en følelse af at komme hjem til et hjem, der havde forandret sig, at vende tilbage efter et langt eksil og forvente at alt ville være som før. Bortset fra, at der ikke findes noget ”før”. Jeg havde kæmpet mig igennem folkeskolen og gymnasiet, for til sidst at nå derhen, hvor jeg virkelig hørte til. Sådan føltes det. Stedet hvor jeg kunne tænke mine egne tanker. Det var en følelsesladet situation for mig, for jeg havde følt mig misforstået næsten hele min skolegang. Jeg havde følt, at man prøvede at lægge bånd på mine tanker, at man prøvede at kontrollere mig. Jeg havde følt, at den horisont man gav mig der var utilstrækkelig, at man ikke troede, at jeg ikke ville nå særlig langt i det kafkaske system, man havde bygget op omkring det. Jeg havde følt, at man havde brugt tiden på at dissekere min hjerne, fjerne drømmene en for en og geninstallere janteloven gang på gang. Det her er ikke landet, hvor man kan tænke tanker, der er så vide, som de er dybe. Filosoffernes, digternes, forfatternes, tænkernes århundreder ligger bag os. Jeg havde tøvet med at ville bruge mit potentiale. I sidste øjeblik rettede jeg blikket mod universitetet. En ældgammel institution som pludselig er blevet allemandseje. Forstå mig ret, alle skal have lov til at gå på universitet, hvis de har evnerne og lysten til det. Men alle skal ikke for en hver pris gå på universitetet. Det er ikke alle mennesker, der er bedre stillet med en universitetsuddannelse. Det er ikke nødvendigvis lykken at være højt uddannet. Det er ikke nødvendigvis rart at tænke hele tiden. Det er ligeså forvirrende og smerteligt, som det er fantastisk.
Som den historieelskende nostalgiker jeg er, havde jeg forventet store auditorier, seriøsitet, et nærmest elektrisk miljø, lærdommens haller. Det var her jeg hørte hjemme. Det slog mig, at jeg altid havde været akademiker. Jeg kan ikke indordne mig i en allerede eksisterende tankeverden uden at måtte skabe min egen. Jeg vil ikke kun tale efter munden på de store tænkere, jeg vil tale videre. Vi bliver nødt til at lade være med, at stoppe op og sige til os selv, at vi er dværge der står på skuldrene af kæmper. For vi er en del af historien og vi bliver nødt til at lade den fortsætte med det bedste, vi har at give den. Vi bliver nødt til at give, hvad vi kan til verden. Også selvom vores samtid mener, at det er uden værdi, hvad vi har at give. Hvis noget ikke udvikler sig, så dør det: Det gælder sprog, civilisation, det gælder det enkelte menneske dér på gaden. Jeg havde forventet et universitet, hvor det faglige og sociale miljø var til debat. Hvor alle kunne sige deres mening, fordi netop den mening måske kunne gøre tingene endnu bedre. Jeg havde forventet et sted, der var en stræben.
Min tidligere professor, Linda Maria Koldau, som jeg beundrer meget, skrev i sommers et kritisk debatindlæg om tilstandene på humaniora. Det debatindlæg blev af ledelsen opfattet som illoyalt og det på trods af, at Linda peger på nogle helt konkrete aspekter, der bør rettes op på. Hvis du spørger mig, hvordan jeg har det med at gå på et universitet, der ikke er i stand til at modtage kritik, et universitet der ikke lytter til de kompetente professorer, der har den tætteste kontakt til de studerende og det undervisningsmiljø, der omgiver dem, så vil svaret være, at jeg er foruroliget. Jeg er stadig foruroliget. Jeg bliver stadig mere og mere foruroliget. For jeg elsker universitetet. Men jeg er bange for, at det system af administrationer og bureaukrati, der er bygget op omkring det, kan få hele foretagendet til at kollapse. Jeg har sagt det før: Det er for ugennemsigtigt, ugennemskueligt. Ingen ved, hvor de skal henvende sig, hvor de skal gå hen, hvem de skal skrive til, hvem de skal ringe til, hvordan det er bygget op. Det er jo en videnskab i sig selv. Det er et universitet og der er ingen, der ved, hvem der ved hvad!? Det er tragikomisk. Jeg ved ikke om jeg skal grine eller græde. Man kan sidde en hel formiddag og blive stillet videre og hver gang jeg skal finde noget på hjemmesiden ender jeg med at søge det på google.
Min opfattelse af universitet, som jeg tror, jeg deler med Linda, kan betragtes som ”gammeldags”, i forhold til den drejning mod erhvervslivet, profitten og det postfinanskrisielle marked, som det moderne universitet har taget. I dag er universitetet på mange måder en slags fortsættelse af gymnasiet. Mange nye studerende opfatter universitetet som ”skole”, fagets pensum som ”lektier” og underviseren eller professoren som ”læreren” – ham eller hende, de tror, har ansvaret for deres indlæring. Problemet er bare, at det er os selv, der har det. Det er os, der er de studerende. Derfor dur det bare heller ikke, at universitetet spiller med på disse fejltagelser og går i en mere kontrollerende og ensporet retning. Det hæmmer, efter min mening, tankefriheden. Hvor vidt vil vi række? Alligevel har jeg jo lyst til at smadre et eller andet, hver gang jeg hører nogen sige, at de har ”fri” de dage, hvor der ikke ligger undervisning. Jeg kalder det konsekvent ”studiedag” og tilrettelægger selv, hvornår på de dage, jeg vælger at forberede mig til undervisningen. Det er mit helt eget ansvar – og det nyder jeg. For vi er studerende og ikke skoleelever. Vi burde vise, at vi kan magte det ansvar det er, at tage en akademisk uddannelse, ligesom universitet bør give os frie rammer til at række så langt vi kan nå, under professionel vejledning. Men ikke under pres, ikke som gidsler i et omfattende bureaukrati, ikke som hjerner på et samlebånd, der fører os lige i kløerne på erhvervslivet. Universitet bør ikke være ensrettende, men mangfoldiggørende.
Når jeg siger, at universitetet på mange måder er en fortsættelse af gymnasiet og at der er mange på universitetet, der opfører sig som om de stadig går på gymnasiet og skal holdes i hånden gennem hele processen – så frygter jeg, og jeg er ikke den eneste, at det går ud over niveauet. Når selv den mest dovne og pjækkende fra din gymnasieklasse kan tage en universitetsuddannelse? Hvem kan så ikke tage en universitetsuddannelse? Universitetets niveau har ikke været halvt så svært, som jeg havde forventet. Det må jeg ærligt indrømme. Jeg ved godt at du ser mig flyve i en snor oppe under skyerne nu, men det er sådan det er. Jeg havde troet, at vi havde at gøre med en højere læreanstalt, en lang videregående uddannelse som udmærkede sig ved, at niveauet skulle sættes efter højeste fællesnævner og ikke den laveste. Jeg havde forventet et sted, som turde dumpe dem der ikke levede op til kravene og som ikke lod studerende blive hængende år efter år og gav dem chance efter chance, bare fordi, at man får penge pr. studerende. Det er hvad jeg ved. Jeg er ikke inde i love og regler og paragraffer. Jeg ved bare, at jeg ikke er imponeret. Hverken over niveauet eller over retningen. Hvis universitetet skal være fortsættelsen af gymnasiet, så lad det være det. Men som et rigt samfund i den frie verden, har vi brug for et sted, der hverken er en ”skole” eller en ”arbejdsplads” (der ser Lindas intelligente kritik som almindelig illoyalitet), men som er en VIDENSBASTION der producerer og bevarer viden indenfor alle felter, et sted hvor al viden er velkommen. Et sted for akademikere fra alle samfundslag. Et sted som er en stræben. Det ville klæde os.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar