Forkølelsesforbandelsen

Der er mange, der er forkølede for tiden, konstaterede jeg i torsdags, men jeg gider ikke være forkølet, sagde jeg til mig selv. ”Jeg vil aldrig nogensinde blive syg igen” sagde jeg til min søde kæreste. Måske vidste jeg allerede der, hvor det bar hen. I hvert fald besluttede naturen sig for lige at slå fast, at ”sådan noget” kan man ikke selv bestemme. Man kan spise sundt, dyrke motion, sove nok og klæde sig varmt på og alligevel bliver man ikke skånet for vinterens obligatoriske forkølelse. Sådan er det bare. Det startede i går og i dag ligger jeg under dynen med snottet næse, ondt i halsen, varm pande og føler mig temmelig tung i hovedet. Og situationen bliver ikke ligefrem bedre af, at jeg var i byen i går. Min søde kæreste er selvfølgelig ramt af samme forkølelse, men alligevel insisterede han på at forkæle mig med morgenmad på sengen, da jeg tittede frem fra dynen engang op af formiddagen. Ligesom han bagte lækker pizza til os her til aften. Jamen altså. Når man får kombineret forkølelse med forkælelse, så er det jo ikke så slemt at ligge syg - altså bare når nu det ikke kunne være anderledes.

En tur på café

Ovenpå det meget læste indlæg om kronprinsen (!?) trænger vi da vidst lige til at komme lidt ned på jorden igen. Så hvad med en tur på café? For laaaang tid siden var der én der opfordrede mig til at skrive om mine yndlingscaféer i Aarhus. Jeg kan ikke huske hvem det var. Dengang kunne jeg ikke rigtig se, hvorfor jeg skulle have noget at skulle have sagt på det område. Og sådan er det måske stadig.

Men jeg har fundet ud af, at bare fordi mine veninder og jeg kender en lækker café, så betyder det ikke, at alle andre også gør det. Det tager tid at opbygge et godt café-repertoire. Mit er stadig ikke så omfattende, som det kunne være. Men jeg ELSKER at gå på café, som den humaniorastuderende jeg er. Sådan er dét. Her kommer en top fem. Hvis man kommer i de samme kredse som mig, vil man ikke synes den er nogen nyskabelse. Hvis man intet ved om cafélivet i Aarhus vil den derimod være begyndelsen til en åbenbaring. Here it goes.

Kvindemuseets Café 

Hvis man har lyst til et lille trip tilbage til noget der minder om fin de siècle tidens Wien, med duften af kaffe og nybagt chokoladekage hængende lifligt i luften, fine antikke møbler og ægte (som i helt autentisk) caféstemning og atmosfære – så er det her man skal gå hen. Her går tiden i stå og man kan få lov til at spise fransk chokoladekage med flødeskum og drikke adskillige kopper lækker te, mens man svælger i forestillingen om det forrige i århundrede.

Café Stardust

Her er et sted, hvor man føler sig hjemme fra det sekund man kommer ind af døren. Hvor man selv må vælge af hvilken fin, guldkantet kop man vil drikke sin te og hvor der desuden sælges plader, fransk nougat og bøger om mumi-troldende, for bare at nævne nogle eksempler. Atmosfæren er afslappet og stueagtig og møblerne og musikken er i høj grad med til at skabe hyggen.

Fairbar

KFUMogKs nonprofit café er et sted, hvor man ikke blot kan få lækker te, varm kakao og specialøl (man kan også få kaffe, men jeg drikker ikke kaffe), udover “bare” at være en almindelig café er der nemlig også masser af spændende foredrag, koncerter og kunst. Så kan man vidst ikke rigtig forlange mere, vel? Men der er mere: Alt overskuddet går nemlig til et støtteprojekt i Indien og alle bartenderne arbejder frivilligt. Se dét er da et rart sted!

La Cabra

Jeg kan godt lide det her sted, fordi det bare emmer af god stil. Ikke bare god stil på den der overgearede præfinanskrise måde, men virkelig dybfølt god stil. Eftersigende kan man få rigtig god kaffe. De har i hvert fald helt fantastisk te. Det er et sted der har sin helt egen personlighed og sine helt egne særpræg. Og så kan man virkelig mærke, at den gode kvalitet kommer i første række. Bonusinfo: Her har jeg fået den bedste hindbærsnitte nogensinde.

Løves bog - og vincafé

Denne café er vidunderlig, fordi der også er bøger. Bøger giver stemning og atmosfære til et sted og jeg føler mig hjemme iblandt dem. Derfor var jeg også på pletten da Løves åbnede her i byen. Det er nemlig et sted lige efter mit hjerte. Og de har god te. Desværre er der nogle gange propfyldt, det viser jo bare at stedet er populært, men det er så ærgerligt at troppe op og slukøret måtte gå igen.

Så var der nogle caféer der fik lidt gratis publicity og hvis du er ny i byen, så fik du forhåbentlig et sted eller to at gå hen, når cafétrangen melder sig. Jeg kunne have nævnt mange flere og nogle undrer sig måske over, hvorfor jeg ikke også har nævnt oplagte steder som RisRas, LYNfabrikken og Sigfreds Kaffebar nu jeg var i gang. Det er også fabelagtige steder. Gå derhen også.

Det har været meget svært at vælge og der er stadig rigtig mange steder jeg mangler at besøge, men som jeg synes ser hyggelige ud. Og der er steder, jeg kun har været en enkelt gang og mangler at danne mig et indtryk af. Ergo: Der er mange caféture at glæde sig til.

Dovenprins?

En del af overskrifterne i dag har handlet om, at DR har ”afsløret” at kronprinsen ikke ”arbejder” ligeså meget som en gennemsnitlig dansker. Det har de gjort ved at kigge i hans kalender. Jeg orker ikke at skulle til at forklare lige nu, hvorfor jeg går ind for kongehuset. Jeg er bare en verdensfjern, historieelskende, nostalgiker der ser det som et fuldstændig harmløst, men dejlig hyggeligt og spektakulært, levn fra fortiden. Jeg ser dem ikke som overbetalte kontanthjælpsmodtagere. Jeg synes nærmere, at det er lidt synd for dem.

Tilbage til kronprinsen: Folk bør tænke på, at kronprinsen ikke har ”prins” som profession, men som identitet. Det er en identitet, vi (samfundet) har pålagt ham ved hans fødsel, og han har aldrig haft mulighed for, at sætte sig selv udenfor den rolle, som han ikke selv har valgt. Han repræsenterer det her land 24/7 uanset om det så står i hans kalender eller ej.

Jeg synes også, at folk skal tænke på, at kongehusets medlemmer er de eneste borgere i det her land som er sat fuldstændig udenfor demokratiet og derfor heller ikke har nogen demokratiske rettigheder. De har ingen indflydelse på deres egen position og er blevet pålagt at bruge hele deres liv på at repræsentere et land, som de ikke engang har stemmeret i. De udfører en serviceposition for os og er i konstant samfundstjeneste. Og de må ikke engang brokke sig, for de må ikke udtale sig politisk.

Ja, siger folk, men de har slotte og dyre biler og flotte kjoler og mange penge. Okay, siger jeg, men det kan du ikke købe mine demokratiske rettigheder for. For slet ikke at tale om min ret til selv at bestemme, hvad jeg vil bruge mit liv til.

Der er vidst vigtigere debatter at sætte på dagsordenen, end kongehuset (igen).

Ligner du din kat?

En af de målrettede annoncer, der pryder min facebook-forside i øjeblikket, har overskriften ”Ligner du din kat?”(det burde nærmere være ”ligner du din babushka dukke?”). Jeg har ikke klikket på den (næh nej), men jeg har alligevel spekuleret lidt over det. Her er de katte, jeg kunne finde i lejligheden:

Bedøm selv.

Hej Sibirien

Alle snakker om sibirisk kulde og spørger mig, hvor koldt det egentlig var, dengang jeg var i Sibirien (hold op hvor jeg elsker, at kunne skrive sætningen ”dengang jeg var i Sibirien”). Det var ikke særlig koldt, da jeg var i Sibirien, for jeg var der om foråret. Men nu er det vinter og vores brok over den mørke, våde, milde tøsevinter vi indtil for nylig måtte tage til takke med, er åbenbart nået helt til de fjerneste egne af Rusland – Sibiriens permafrosne stepper. Så de har sendt os lidt af deres rigtige vinter. Det er i hvert fald dér kulden kommer fra. Da jeg var i Rom for nylig, fortalte min iphone mig, at der var minus 37 grader i Irkutsk (en by i det sydøstlige Sibirien, som jeg besøgte i sin tid).

Én af overskrifterne på Politiken i dag, er, at her er ligeså koldt som i en kummefryser. Det er sjovt, for det er nøjagtig det samme, som jeg tænkte, da jeg cyklede på arbejde tidligt i morges. Eller snarere at det var som at træde ind i det fryserum, de havde i en dagligvareforretning, hvor jeg engang arbejdede – bare værre. Mine fingre har ikke gjort så krampagtigt ondt af kulde, siden engang jeg var på skiferie.

I Danmark bliver vi alle sammen ligeså overraskede som DSB når Roskilde Festival starter, når vinteren lige pludselig kommer (vinter er naturligvis en af de mange ting som også kommer bag på DSB). På trods af, at det sker hvert år. Det synes jeg er fedt, for vinteren er ikke noget, der skal tages for givet. Det er noget der skal gennemdiskuteres dagligt så længe det står på – derfor også dette blogindlæg.

Europa er efterhånden ligeså tilfrossen som sin økonomi og blomsterne på træet foran mit vindue er blevet til is. Hvad med noget europæisk forår?

Jeg danner (igen) mode

Ligesom da min nye frisure pludselig var moderne, har jeg netop opdaget, at mindst én person fuldstændig har kopieret mit vinterlook. Pludselig ser jeg en pige i grøn parkacoat og med samme slags brune støvler som jeg har. Hun har oven i købet en skoletaske magen til min. Hov, det er da mig, siger jeg til mig selv. Men det kan jo ikke passe! Jeg kigger igen: Nej. Det er en total efterligning af mig. Okay.  Godt nok har jeg set mange med parkacoats efter jeg selv anskaffede mig én. Der er faktisk en helt særlig hilsen mellem os med parkacoat. Men alligevel. Nu går det for vidt. Hvis ikke hun havde været lyshåret, havde jeg kaldt det en dobbeltgænger. Én ting er helt sikkert: Det er mit look hun har stjålet. Hmf.

Bloggertrend og dagligdag

Jeg kan se på statistikken, at I hurtigt fik nok af al romantikken og snakken om Rom. Altså, det var jo heller ikke jer, der var der dernede, vel? Men så er det jo godt at dagligdagen har kastet sig frådende over os herhjemme. For min søde kæreste er startet i skole igen. Og jeg insisterer på, at forsøge at stå op kl. 7 om morgenen og spise morgenmad med ham. Det er lykkes én gange på tre dage, så statistikken er foreløbig okay. I morgen skal jeg under alle omstændigheder selv møde klokken otte – så der er alle undskyldninger ligesom væk. Jeg ville bare ønske, at jeg vidste, hvor det lokale jeg skal være i ligger!

Et eller andet smart hoved må gerne udarbejde et meget, meget detaljeret kort over uni, for efter snart tre år som studerende kan jeg stadig ikke finde rundt. Kortet må gerne kunne fås som app. Og spar på kræfterne: Jeg har allerede AU FIND app’en, men den kan kun fortælle mig, hvor bygningerne ligger henne. Hvilket også er en god start, det skal da ikke være nogen hemmelighed.

Pointen er altså, at jeg også skal tilbage i ’dagligdagen’, hvis det nogensinde bliver det, når man er studerende med så meget selvstudie og fleksibilitet. Jeg må indrømme, at jeg er taknemmelig for selv at kunne tilrettelægge størstedelen af min tid – undtagen hvornår undervisningen ligger selvfølgelig. Således kan jeg jo f.eks. spise brunch med nogle veninder på fredag.

Jeg skriver delvist det her indlæg, fordi jeg i går aftes befandt mig i den temmelig underlige og omvendte situation, at jeg sad og puslede med mit wordfeud (som min søde kæreste tit passer) og min søde kæreste sad og tastede løs på tastaturet, fordi han var i gang med at skrive et nyt indlæg på sin lækre blog. Ja. Jeg går ud fra, at de fleste kan gætte, hvem det er, der plejer at sidde og skrive? Men det der med at blogge er altså blevet lidt en trend her i lejligheden (ligesom ude i verden). Det skulle ikke undre mig, om der snart går konkurrence i det – eller dagligdag. Hvem ved?