Spadseretur langs floden (Rom dag 1)

Jeg har to ting på hjernen for tiden. Den ene er hvor dejligt det var at være i Rom med min søde kæreste og den anden er, hvor kafkask, ugennemskueligt og fuldstændig-umuligt-at-finde-ud-af universitetet er. Så nu vælger jeg at blogge lidt om turen til Rom og glemme universitetsfrustrationerne for en stund. Så kan I sidde i vinterkulden og hygge jer med en lille beretning fra syden. Når jeg fortæller til folk, at vi har været i Rom, er der mange der spørger: Hvordan var vejret? Og færre der spørger: Hvad så I? Jeg er bare sådan én, som har det fint så længe det ikke regner. Men det var dejlig lunt dernede kan jeg afsløre. Forårsagtigt.

Rom. Hvor skal man starte? Mange af jer har sikker selv været der, og måske er det bare mig, men jeg synes altså, at der er en helt speciel magisk stemning dernede. Når man går der side om side med historien, mellem ruinerne, så man kan række ud og alligevel aldrig helt nå den.

Efter ankomsten spadserede vi ud og spiste frokost på et lille trattoria som vi helt tilfældigt fandt og som var vildt hyggeligt og lokalt. Fyldt med glade italienere – og vi ved jo alle, at man skal gå ind på de steder, hvor der sidder mange mennesker i forvejen. Det er nemlig et tegn på at det er et populært sted. Maden var lækker og stedet autentisk og uturistet, så det var perfekt til min smag. Jeg fik en pastaret med røget laks – mums!

Pludselig stod vi midt på Peterspladsen foran et kæmpe juletræ og et kæmpe krybbespil og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om ikke det var på tide at de lige tog julepynten ned… Det virkede malplaceret (og latterligt) med et juletræ og et krybbespil på Berninis fine plads, men ellers var den jo smuk som altid og Peterskirken var åben, men køen var væk – så der valsede vi også lige ind. Der er jo på en gang utrolig smukt og fuldstændigt overvældende derinde. Uanset hvor man kigger hen er der udsmykninger. Jeg var virkelig ør i hovedet, da vi kom ud. Der er for meget rigdom, højtidelighed, storhed og tingeltangel på en gang og jeg kan aldrig finde ud af, om jeg skal være forarget over, hvordan den katolske kirke behandlede/behandler folk for at blive så rige og magtfulde eller imponeret over, hvad vi mennesker kan opføre af utrolige bygningsværker med virkelig få hjælpemidler. Jeg bliver splittet og tænksom.

Vi havde fået anbefalet en restaurant i bydelen Trastevere, så der begav vi os hen langs floden. Det var blevet mørkt, men der var smukke lygter, der lyste overalt. Trastevere viste sig at være et helt vidunderligt sted. Det er et kunstnerkvarter, der minder lidt om Montmartre i Paris. Der er fyldt med lækre caféer, restauranter og forretninger. Stemningen er afslappet og hyggelig og stort set turistløs. Gaderne er smalle og der hænger tøj til tørre mellem murerne. Der er fyldt med liv og smukke små pladser og charmerende sidegader – det er faktisk nærmest en labyrint af charmerende sidegader.

Vi stødte på en lille English Bookshop, hvor vi brugte noget tid inde. Der var fylde med alle mulige – og umulige – klassikere, både nye og gamle. Så jeg var ikke sådan lige til at få med ud derfra igen. Jeg forelskede mig fuldstændig i denne her:

Og jeg ved, at hvis det havde været en veninde, jeg havde haft med, var der blevet messet køb-den-køb-den-køb-den-køb-den, for man kunne se i mine øjne (ved jeg), at dén måtte jeg bare eje. Den ville jeg ikke sådan lige kunne glemme igen. Men nu var det jo min søde kæreste, jeg havde med og (fornuftig som han er), fik han mig overbevist om, at man kan finde den billigere på nettet. Så nej, jeg har den stadig ikke og nu kan jeg ikke få mig selv til at købe den, for nu ved jeg (hvilken gru), hvor mange penge jeg skal bruge på kompendier og bøger til det kommende semester… ØV! Men så er der jo en bog mere til ønskelisten.

Vi havde bestilt bord på restauranten ’alle Fratte di Trastevere’ til kl. 20, men kl. 19 var vi så sultne og trætte i benene og mættede af indtryk, at vi besluttede os for bare at gå derhen for tidligt. Italienerne spiser jo sent, så der var masser af plads – hvilket jo gjorde os betænkelige, for det er sjovere at sidde på restaurant, når der er mange mennesker. Vi satte os ind og der var enormt hyggeligt indrettet med en masse farvestrålende billeder på væggene. Hurtigt væltede det ind med gæster, mens vi sad og fik en lækker forret. En kande vin. En enormt. Lækker. Bøf. til hovedret. Wauv. Vi besluttede at vente med at få dessert til dagen efter, for vi var næsten helt forspiste efter alt det dejlige mad. Hvis du nogensinde kommer til Rom: Gå derhen! Det er ikke engang særlig dyrt.

Hånd i hånd tilbage langs floden badet i lygternes bløde lys.