Der blev taget godt imod os i Veliko Tarnovo af Nick og Cathy, som har det fantastiske hostel; Phoenix Hostel. Nick hentede os på stationen og gav en lille guidet tur i centrum på vej tilbage til hostellet, som også er det flippede pars eget hjem: Et stort hus midt i den smukke lille by, der skråner ned mod en stor, brun flod. De bød os ind i deres køkken og fortalte os om byen og om hvad der er værd at se. Vi var de eneste på hele ’hostellet’ og de tog sig rigtig godt af os. Det er svært at skelne dagene fra hinanden, når jeg tænker tilbage på Veliko Tarnovo, men vi lærte meget om Bulgarien og om det at leve et liv, fra de to gæstfri englændere. Først og fremmest lærte jeg, at gæstfrihed er noget af det smukkeste i verden – den åbenhed vi blev mødt med hos Nick og Cathy, ville jeg ønske blev praktiseret meget mere her på jorden.
Før de flyttede til Bulgarien, havde de haft en farm i Skotland, men en dag var de kørt på roadtrip i en gammel van ned gennem Europa på vej til Mellemøsten. Da de nåede til Veliko Tarnovo, havde de forelsket sig i stedet og – ikke mindst – kulturen. De var blevet boende og havde startet deres lille hostel. Nick havde tilmed lært en del bulgarsk. Det var også dem, der fortalte os om romaerne, for det er svært at finde nogen lokale i hele Østeuropa, der vil tale om dem. I det nabolag hvor Nick og Cathy bor, holdt der en gammel sigøjnerkvinde til der hed Anna. Hun hutlede sig igennem ved at tigge fra turister og sove i en ruin. Nick og Cathy var de eneste der hjalp hende og gav hende mad om vinteren, når hun sultede.
Men i sådan nogle historier her bliver der jo altid begået fejl fra begge sider og som jeg forstod det, så begår samfundet den fejl, at de fortier og ignorerer romaernes tilstedeværelse og kriminaliserer noget, der i ligeså høj grad er nogle socialt udsatte mennesker, der er blevet opdraget til at leve et liv på kanten af samfundet – og loven. Den fejl romaerne har begået er nemlig at isolere sig selv fra det omgivende samfund og være en autonom enhed – et samfund i samfundet, som har egne normer, (uskrevne) love og regler. Samtidig er romaerne en del af en ældgammel kultur og de er inddelt i familier, hvor hver familie er tilknyttet et håndværk – deres børn går altså ikke i skole, men lær i stedet et håndværk indenfor det lukkede roma-samfund. Et af disse håndværk er tyveri. Romaerne kommer heller ikke fra Rumænien som mange tror – hvilket står helt klart når man har været i Rumænien – de er derimod vandret hertil fra Indien for flere århundreder siden, i massevis selvfølgelig. Jeg ved faktisk ikke, om det her er en kæmpe røverhistorie, men det var, hvad jeg fik fortalt af Nick henover køkkenbordet i Veliko Tarnovo.
Sigøjnerkvinden Anna, som Nick og Cathy havde hjulpet, havde en aften siddet foran pejsen i deres entré og spist en skål varm suppe, mens Nick havde siddet og snakket med hende med sin mobiltelefon liggende på bordet. På et tidspunkt rejste Nick sig og hentede noget i køkkenet og da han kom tilbage var hans telefon på mystisk vis forvundet, han spørger efter den, men kvinden har ikke set den – alligevel lander den pludselig på bordet igen, da han kigger væk. Når man kan komme så langt ud, at man vil prøve at stjæle fra de eneste mennesker, der hjælper en, så tegner det et billede af et folkeslag, som har brug for hjælp – de er måske nok udspekulerede og på alle måder samvittighedsløse, men så længe vi kaster dem fra land til land, eller lader som om de slet ikke er der, så bliver tingenes tilstand ikke ændret. I mine ører lyder det til, at vi står med århundreders social arv, der skal brydes. Jeg har set unge sigøjnerpiger komme vandrende ud af buskadserne omkring byen i de tidlige morgentimer med adskillelige børn på slæb, og jeg kan ikke holde ud at tænke på, at disse børn på forhånd er dømt til en fremtid i fattigdom og kriminalitet, fordi ingen vil gøre noget for at bryde mønsteret.
Vi fik dog ikke kun fortalt historier i Veliko Tarnovo, vi havde også nogle rigtig smukke oplevelser, som jeg vil fortælle om snart.
