Alverdens rigdomme (Rom dag 3)

Vi tog på Vatikan-museet. Mest fordi jeg havde fået den tanke, at det var for dårligt, at jeg aldrig havde set Det Sixtinske Kapel. Jeg troede faktisk, at det mest var dét Vatikan-museet gik og gemte på. Men jeg tog fejl. Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at der skulle være bunket så mange egyptiske mumier, gamle græske statuer, gamle romerske statuer og malerier fra praktisk talt alle tidspunkter undtagen hulemalerierne sammen. Uvurderlige kunstværker og arkæologiske fund væltede frem overalt i rum efter rum efter rum efter rum. Og rummene (!) var jo ikke bare rum, de var skatkamre af menneskelig håndværkskunst og pragt i sig selv, deres udformning, deres udsmykning. Dét var overvældende. Også fordi jeg ikke havde forventet, at der ville være så meget. Og hvorfor egentlig ikke? Spørger jeg mig selv. Det er jo Vatikanet! I starten gik vi fascinerede og interesserede mellem herlighederne og kiggede nysgerrigt på nærmest hver eneste spydspids og bronzekat, senere blev vi svimle over al overdådigheden – man går med en følelse af, at al verdens skatte og rigdomme gemmer sig her. I det allermindste land. Skrabet dertil af grådighed og vanvid. Det var næsten (men også kun næsten) ligeså vildt som Louvre.

Til sidst var vi så mættede af indtryk. Vi kunne ikke glæde os over de gamle landkort fra middelalderen, kunne ikke skelne det ene vægmaleri fra det andet, gik lige forbi en ægte Matisse, en ægte Dalí i afdelingen for moderne kunst – uden at opdage det før i sidste øjeblik. Man kan bare ikke rumme mere, men der bliver ved med at være mere og der bliver ved med at være så mange små finesser, billeder, buster, atriumgårde, gange og kroge og gamle marmorting og til sidst står man der: I Det Sixtinske Kapel med ondt i øjnene og ondt i hovedet, udmattet og tørstig, mellem et hav af turister fra alle dele af kloden og stirrer op på det her:

De to hænder der mødes. Gud og menneske der rækker ud efter hinanden. Man spekulerer i sit udmattede sind over, om Michelangelo måske havde fat i meningen med det hele, om der var noget der, hvorfor vi alle sammen står her; asiatere, amerikanere, europæere, afrikanere og stirrer op på den specifikke håndsrækning. Blandt alle motiverne, alle de uvurderlige kunstværker, alle de imponerende statuer, alle de smukke arkæologiske fund, alle hieroglyfferne. Vi står bare her og kigger op på de to fingre, der aldrig kommer til at røre hinanden. Frosset i Michelangelos uendelige sekund. A poem in a rock.

Så er det overstået og vi slæber os ud derfra igen. Ud af kapellet. Ud af Vatikanet. Ud i solskinnet. Vil ikke se mere, om de så havde samtlige Picassos værker gemt et sted. Om vi så havde overset rosetta stenen i en af montrerne. Det er flot derinde, men det er for meget.

Vi fik frokost på et af plastikpizzeriaerne og menuen stod endnu engang på pastaret, men denne gang i en lidt lousy udgave. De dyre turistkvarterer gik os efterhånden lidt på nerverne, så senere på dagen begav vi os endnu engang gennem byen og tilbage til romantiske Trastevere – bydelen hvor det hele startede, og hvor vi følte os bedre tilpas. Vi tog en tur mere rundt i de smalle sidegader, farede vild et par gange og ledte efter et lækkert sted at spise den sidste middag i Rom – i denne omgang i hvert fald. Mange af restauranterne så hyggelige og lækre ud, men problemet var bare, at der var alt for få gæster. Der var ikke gang i den og klokken var altså otte om aftenen. Så der var ingen undskyldning. Den restaurant vi skal spise på, skal være så populær, at der er fyldt med liv klokken otte om aftenen, sagde vi til hinanden. Til sidst fandt vi den. Da vi gik forbi var vi overhovedet ikke i tvivl om, at det var der vi skulle spise. Der var fyldt med mennesker, et spændende menukort og en rigtig hyggelig og autentisk indretning, stemning og betjening. Desuden var mange af gæsterne italienere, der så ud til at kende tjenerne og være stamkunder. Vi bestilte en kande vin.

Til forret fik vi bruchetta med lufttørret skinke, til hovedret en lækker (virkelig lækker) bøf med salat og til dessert fik jeg pannacotta, min yndlings italienske dessert, som jeg havde fablet om lige siden vi ankom. Jeg havde endda bedyret, at jeg ikke ville forlade Rom, før jeg havde fået pannacotta. Så et af kriterierne var også, at de havde dét på menukortet. Det var en vildt lækker pannacotta – meget mere cremet end den jeg selv laver. Min søde kæreste fik en tiramisu, som eftersigende også var god. Restauranten hedder ’Ristorante Carlo Mento in Trastevere’ og da vi sad der lovede jeg mig selv, at jeg ville anbefale den til alle.

Det er hermed gjort.

Ciao Bella! (Rom dag 2)

Efter en nat med dårlig søvn grundet babygråd fra værelset ved siden af (hvornår hører dét nogensinde hjemme på en romantisk storbyferie?), begav vi os endnu engang ud i smukke Rom. Vi tog metroen til den flotte, gamle katedral San Giovanni in Laterano, der troner ude ved den gamle bymur og er utrolig smuk både udvendig og indvendig. Min søde kæreste mente slet ikke, at man kunne besøge Rom uden at besøge den. Og jeg forstår ham godt, for den er bare noget helt andet end Peterskirken. Man bliver godt nok stadig overvældet, men det er af ro. Den er lys og luftig. Fyldt med rum, stilhed og fordybelse – det er som at træde ind i en bog, der endnu ikke er skrevet noget i, men som har en utrolig smuk indbinding. Man føler sig lille og hel på samme tid, mellem de hvide søjler. Og så er den enkel (af en katolsk katedral at være) i sin udsmykning. Se den.

Tilbage i gadelarmen tog vi metroen til Piazza del Popollo – et rigtig smukt sted til en lille pause på en bænk, hvor jeg kunne påføre min fod et vabelplaster. Så ville vi finde et sted at spise frokost. Det viste sig at være en sværere opgave end vi sådan lige havde troet, mest fordi at der var så frygtelig dyrt inde i det historiske centrum i forhold til Trastevere. På grund af turisterne naturligvis. Efter endeløs traven gennem sidegaderne, fandt vi endelig et lille trattoria – et meget italiensk spisested, med udelukkende italienske gæster, tjenere (ældre herrer, muligvis fra Goethes tid) der ikke kunne andet end italiensk og et menukort der kun var på italiensk. Fantastisk. Sådan noget skræmmer de fleste turister væk, så vi fik herlighederne helt for os selv, sammen med de italienske frokostgæster. Heldigvis ved jeg, hvad de fleste italienske pastaretter indeholder uden at behøve en oversættelse. Jeg fik tortellini a la panna – min livret. Ikke tosset nej. Vi fik også en kande vin.

Så gik (spadsere)turen til Den Spanske Trappe, som jo er smuk og som fremkalder gode minder fra min første interrailtur tilbage i 2007 med tre af mine allerbedste veninder. Denne gang fik jeg ikke så meget tid og hygge på den spanske trappe, fordi vi måtte halvvejs flygte fra en gadesælger som havde snydt os lidt. Jeg plejer ellers ikke at være bange for at sige min ligefremme mening til sådan nogen. Mange der har rejst med mig vil sikkert kunne genkalde sig, hvor dirrende arrig jeg bliver, hvis jeg bliver snydt. Men vi valgte altså at gå op i området bag Den Spanske Trappe, hvor der var lidt mere stille. Og hvor vi var så heldige at møde dette syn:

Vi tog en omvej til Trevi-fontænen, som vi selvfølgelig blev nødt til at se, fordi vi skulle stå og fjolle med at smide en mønt over skulderen sammen med en masse japanere. Der var mindst syv forskellige, der spurgte om jeg vil være så venlig at tage et billede af dem foran den i øvrigt smukke fontæne (altså med deres eget kamera vel at mærke). Jeg ser åbenbart reel og tilforladelig ud – det er en rar tanke. Alligevel var stedet lidt for fyldt med duer, måger og entusiastiske sight-seere efter min smag (følg (blindt) lederen med flaget/paraplyen/den kæmpe blomst/whatever).

Således opløftede spadserede vi til Pantheon. Imponerende sted! Der emmer af historie! To tusind år har den stået der og tronet (har jeg hørt). Efter en tur inde i templet (altså Pantheon), gik vi rundt om bygningsværket og gennem hyggelige sidegader til Piazza Navona – en vidunderlig plads, fyldt med liv og glade dage.

Der er mange der sælger malerier der. Og der var et springvand med en temmelig overrasket blæksprutte:

Vi fortsatte ud til floden og det smukke Palazzo di Giustizia ved Ponte Umberto. På gåturen mellem Ponte Umberto og Ponte Sant’ Angelo forsvandt alle turister og al larm på magisk vis. Det var en smuk, smuk tur. Til sidst gik vi over Ponte Sant’ Angelo til Castel San’ Angelo – med meget, meget ømme fødder.

Om aftenen travede vi rundt i over en time i vores ’eget’ kvarter i forsøget på at finde et hyggeligt sted at spise. Desværre var der bare fyldt med tarvelige, overoplyste, plastikprægede pizzeriaer og vrede unge mænd i grupper. Til sidst blev vi enige om, at området måske var lidt skummelt og begav os til Piazza Navona, til en hyggelig restaurant vi havde set tidligere på dagen. Det var godt vi gjorde det, for der var masser af mennesker, veloplagt og energisk betjening og lækre ægte italienske pizzaer. Vi kom først til at spise ved halv ti tiden, fordi vi havde travet rundt så længe – det er meget italiensk at spise så sent. Vi sad i øvrigt udenfor og spiste – fik jeg nævnt det? På en lille overdækket terrasse, hvor der var stillet sådan-nogle-varme-nogen op.

Behøver jeg at sige, at vi havde lidt trætte ben, da vi kom tilbage til hotellet?

Spadseretur langs floden (Rom dag 1)

Jeg har to ting på hjernen for tiden. Den ene er hvor dejligt det var at være i Rom med min søde kæreste og den anden er, hvor kafkask, ugennemskueligt og fuldstændig-umuligt-at-finde-ud-af universitetet er. Så nu vælger jeg at blogge lidt om turen til Rom og glemme universitetsfrustrationerne for en stund. Så kan I sidde i vinterkulden og hygge jer med en lille beretning fra syden. Når jeg fortæller til folk, at vi har været i Rom, er der mange der spørger: Hvordan var vejret? Og færre der spørger: Hvad så I? Jeg er bare sådan én, som har det fint så længe det ikke regner. Men det var dejlig lunt dernede kan jeg afsløre. Forårsagtigt.

Rom. Hvor skal man starte? Mange af jer har sikker selv været der, og måske er det bare mig, men jeg synes altså, at der er en helt speciel magisk stemning dernede. Når man går der side om side med historien, mellem ruinerne, så man kan række ud og alligevel aldrig helt nå den.

Efter ankomsten spadserede vi ud og spiste frokost på et lille trattoria som vi helt tilfældigt fandt og som var vildt hyggeligt og lokalt. Fyldt med glade italienere – og vi ved jo alle, at man skal gå ind på de steder, hvor der sidder mange mennesker i forvejen. Det er nemlig et tegn på at det er et populært sted. Maden var lækker og stedet autentisk og uturistet, så det var perfekt til min smag. Jeg fik en pastaret med røget laks – mums!

Pludselig stod vi midt på Peterspladsen foran et kæmpe juletræ og et kæmpe krybbespil og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om ikke det var på tide at de lige tog julepynten ned… Det virkede malplaceret (og latterligt) med et juletræ og et krybbespil på Berninis fine plads, men ellers var den jo smuk som altid og Peterskirken var åben, men køen var væk – så der valsede vi også lige ind. Der er jo på en gang utrolig smukt og fuldstændigt overvældende derinde. Uanset hvor man kigger hen er der udsmykninger. Jeg var virkelig ør i hovedet, da vi kom ud. Der er for meget rigdom, højtidelighed, storhed og tingeltangel på en gang og jeg kan aldrig finde ud af, om jeg skal være forarget over, hvordan den katolske kirke behandlede/behandler folk for at blive så rige og magtfulde eller imponeret over, hvad vi mennesker kan opføre af utrolige bygningsværker med virkelig få hjælpemidler. Jeg bliver splittet og tænksom.

Vi havde fået anbefalet en restaurant i bydelen Trastevere, så der begav vi os hen langs floden. Det var blevet mørkt, men der var smukke lygter, der lyste overalt. Trastevere viste sig at være et helt vidunderligt sted. Det er et kunstnerkvarter, der minder lidt om Montmartre i Paris. Der er fyldt med lækre caféer, restauranter og forretninger. Stemningen er afslappet og hyggelig og stort set turistløs. Gaderne er smalle og der hænger tøj til tørre mellem murerne. Der er fyldt med liv og smukke små pladser og charmerende sidegader – det er faktisk nærmest en labyrint af charmerende sidegader.

Vi stødte på en lille English Bookshop, hvor vi brugte noget tid inde. Der var fylde med alle mulige – og umulige – klassikere, både nye og gamle. Så jeg var ikke sådan lige til at få med ud derfra igen. Jeg forelskede mig fuldstændig i denne her:

Og jeg ved, at hvis det havde været en veninde, jeg havde haft med, var der blevet messet køb-den-køb-den-køb-den-køb-den, for man kunne se i mine øjne (ved jeg), at dén måtte jeg bare eje. Den ville jeg ikke sådan lige kunne glemme igen. Men nu var det jo min søde kæreste, jeg havde med og (fornuftig som han er), fik han mig overbevist om, at man kan finde den billigere på nettet. Så nej, jeg har den stadig ikke og nu kan jeg ikke få mig selv til at købe den, for nu ved jeg (hvilken gru), hvor mange penge jeg skal bruge på kompendier og bøger til det kommende semester… ØV! Men så er der jo en bog mere til ønskelisten.

Vi havde bestilt bord på restauranten ’alle Fratte di Trastevere’ til kl. 20, men kl. 19 var vi så sultne og trætte i benene og mættede af indtryk, at vi besluttede os for bare at gå derhen for tidligt. Italienerne spiser jo sent, så der var masser af plads – hvilket jo gjorde os betænkelige, for det er sjovere at sidde på restaurant, når der er mange mennesker. Vi satte os ind og der var enormt hyggeligt indrettet med en masse farvestrålende billeder på væggene. Hurtigt væltede det ind med gæster, mens vi sad og fik en lækker forret. En kande vin. En enormt. Lækker. Bøf. til hovedret. Wauv. Vi besluttede at vente med at få dessert til dagen efter, for vi var næsten helt forspiste efter alt det dejlige mad. Hvis du nogensinde kommer til Rom: Gå derhen! Det er ikke engang særlig dyrt.

Hånd i hånd tilbage langs floden badet i lygternes bløde lys.

Bedre mad og flere penge...

.... Nu lover jeg måske lidt meget, men det er ikke desto mindre det, man potentielt kan få ud af at følge min søde kærestes nye madblog. Ja. Jeg bor sammen med en madblogger - hvor heldig kan man være? Ideen opstod fordi vi nærmest dagligt lige vender, hvor synd det er for de studerende, som må leve af pasta med ketchup, fordi de ikke er så dygtige til det der med den der hyggelige smålandske sparsommelighed, som jeg holder så meget af. Og som jo grundlæggende handler om, at få mest muligt ud af alting - og ofte ud af meget lidt. Altså: Brug hvad du har - bedst. Sådan noget er min kæreste temmelig god til, faktisk. Så jeg sagde til ham at han skulle lave en madblog, bum, halvt i sjov (selvom jeg mente det), bare for at plante ideen. Så lod jeg den ligge (så godt jeg nu kunne) i nogle dage og vupti, så gjorde han det!

I kan læse hans lækre madblog HER - jeg glæder mig i hvert fald! 

Gourmet-John, hvis nogen studser over det, er et udtryk jeg tror stammer fra min bedste venindes eminente samling af selvopfundne udtryk. "Gourmet-John har vidst været på besøg" eller "det er jo gourmet-John", kan man sige, hvis man synes den mad man sidder og spiser er lækker. Helst på drævende Vejle-dialekt. Så det er et udtryk, mere end det er en person. Og det har spredt sig i vennekredsen, så vi forstår alle sammen den fede blog-titel. Nu gør I det også.

Enjoy!

Mirakelkage

Jeg havde en veninde på besøg i dag til eftermiddagste og kage. Eller. Det der med at bage kage blev lidt til et eksperiment. Fordi! For noget tid siden faldt jeg nemlig over et link på facebook (jeg har for længst glemt hvor og sårn), hvor der var en studerende (Julie hed hun), som bagte en mikroovnskage. Det må jeg prøve, tænkte jeg, og glemte alt om det, fordi vi ikke lige havde æg. Det lød ellers så nemt, at det var noget jeg havde lyst til at prøve med det samme. I ved. Sådan lidt for nemt. I dag bagte jeg så mikroovnskage og opskriften er:

Ingredienser: - 4 spsk. mel - 4 spsk. sukker - 2 spsk. kakao - 1/2 tsk. bagepulver - 1/2 tsk. vaniljesukker - 1 æg - 3 spsk. olie - 3 spsk. mælk Ingredienserne røres sammen og bages 1-2 minutter i mikroovnen.

Så da min veninde kom ind af døren stod jeg klar ved mikroovnen med de sammenrørte ingredienser i to skåle og afslørede spændt mit eksperiment. Som hun selvfølgelig straks var med på. Få minutter efter havde vi begge to en temmelig stor chokoladekage i en skål.

Her ville jeg gerne have bragt et billede, men jeg nåede ikke at få taget et, før vi fortærede det meste af vores respektive kager.

Det var virkelig så fascinerende, at min veninde betegnede det som lidt af et mirakel. Altså. Fagre nye verden.

Jeg har dog tænkt mig at optimere på den på et tidspunkt – måske fordele de sammenrørte ingredienser i nogle mindre skåle, måske iblande nogle chokoladestykker, måske lade være med at bage den i 4 minutter næste gang, fordi jeg ikke tror på opskriften. Så var den måske blevet endnu mindre tør.

Når det er gjort, så bringer jeg et billede! (og så kan det være, at jeg til den tid også har lært, hvordan man transporterer billedet fra den fine iphone og over på computeren – hver ting til sin tid)

Der sker ting og sager

Jeg kan ikke lade være med at levere en lille top 5 over fede ting der sker i mit liv for tiden:

1. Jeg har fået udgivet min første anmeldelse i Magasinet rØST efter over en måneds berigende dans med Franz Kafka. Med sommerfugle i maven har jeg gået og glædet mig til den dag hvor anmeldelsen endelig var ’trykt’ og jeg kunne dele den med jer alle sammen! Læs den!   

2. Jeg har (næsten) indhentet alle jer andre på vejen ind i fremtiden, for jeg har anskaffet mig en iphone! Godt nok en rigtig gammel model, men alligevel! Og så købte jeg den også brugt, hvilket fungerede fantastisk. Der gik ca. et døgn fra jeg besluttede, at jeg havde råd til at købe den og til jeg mødtes med en fremmed fyr på Silkeborg Station og langede ham pengene, mens han langede mig telefonen. Ja. Altså helt så gangsteragtigt var det nok ikke. Det var bare Den Blå Avis, der slog til igen.

3. Jeg skal til Rom på miniferie snart! Sammen med min søde kæreste! Vi skal spise en masse god mad (især ost!) og drikke en masse lækker rødvin og se en masse lækre ting! (kom gerne med forslag, tak). Jeg har været i Rom før, så det bliver rart, tror jeg, ikke at skulle stresse rundt og se alle ”turist-tingene”, for som I ved er jeg ikke rigtig turisttypen.

4. Min søde kæreste har fri i januar og går herhjemme og hygger. Det er vildt dejligt, efter at han i et halvt år har været af sted (i praktik) fra før-jeg-stod-op til sent på eftermiddagen. Nu går han og sorterer ting og ordner ting og ser en masse selvforsyningsprogrammer. ”Nak og æd” og ”Frilandshaven” er favoritterne fornemmer jeg. En dag kiggede han på mig og spurgte: ”Skal vi ikke bare være sådan nogle øko-nogen?” – det var toppen! Og det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg ikke har set med. Jeg har da set så meget med, at jeg har overvejet muligheden for et indlæg om, hvor godt fjernsyn Jørgen Skouboe er. Altså mega godt fjernsyn. For slet ikke at tale om Nikolai Kirk… Eller Bonderøven…

5. Der er ikke nogen nr. fem, men det lyder bare så dumt at sige ”top 4”. Jo, jeg har for resten ferie indtil februar! Det tangerer da til en top fem?

Nu tror I nok, at jeg har skrevet det hele bare for at blære mig, men jeg ville lave et indlæg om, hvad der sker i mit liv og fandt ud af, at det stort set (!), kun er dejlige ting der sker for tiden. Nå. Men punkt et er en opfordring til at læse min anmeldelse, punkt to er en opfordring til at købe ting brugt, punkt tre er blær, punkt fire er en opfordring til at se selvforsyningsprogrammer, punkt fem er blær. Så en smule kan man vidst godt få ud af det alligevel…

Breaking news!?

Når jeg tilmelder mig den service at få beskeder fra Politiken med breaking news, ja, så forventer jeg faktisk at få breaking news. I stedet modtager jeg for det meste tilfældige kulturnyheder. Generelt har jeg ikke noget imod kulturnyheder og jeg synes da at det kunne være fedt at blive opdateret om fede bogudgivelser og teaterstykker og sårn. Problemet er bare, at folkene på Politiken er vildt selektive med hensyn til hvilke kulturnyheder, de mener, er breaking news. Skal jeg breake den? De mener, tilsyneladende, at det kun er kulturnyheder, der handler om sport, som er værd at sende ud til læserne som breaking news. Hvad er der breaking news ved at Caroline Wozniaki har vundet en eller anden random tenniskamp? Vi ved at når to mennesker spiller tennis mod hinanden er der som regel en af dem som vinder. Fifty-fifty. Altså, man bliver jo ikke ligefrem overrasket? Og hvorfor skal jeg have besked når der bliver fyret en eller anden random fodboldtræner? De bliver jo fyret hele tiden. Igen. Det er fint at bringe kulturnyheder, for jeg er rigtig, rigtig glad for kultur, men jeg synes faktisk, at det er diskriminerende at være så selektiv i dækningen af kulturspektret. Jeg kan ikke se, hvorfor sporten skulle være vigtigere end alle mulige andre kulturelle tiltag her i landet? Jeg ved godt, at jeg sikkert roder mig ud i den samme diskussion nu, som dengang jeg sagde, at fodbold i virkeligheden bare er en leg.  Så lad mig bare vende tilbage til sagens kerne: Politiken bør overveje at holde sig til kun at sende breaking news, som lovet. Og acceptere at i et land som vores er det ikke sikkert, at man kan opstøve sådan nogen hver dag.

Jeg er ikke fattig

Nu er der en pige fra Sjælland, der har skrevet i et debatindlæg på Politiken, at hun er super træt af, at være fattig studerende. Folk snakkede så meget om det, at jeg blev nødt til at læse det. Det var ikke særlig rar læsning. Men det beviser blot endnu engang, at folk udelukkende måler rigdom og fattigdom i penge.  Lad mig springe bomben og sige, at jeg ikke mener, at man kan kalde sig fattig, fordi man er studerende. Jeg synes tværtimod at vi skal være taknemmelige over, at vi får penge for at studere, når de fleste andre studerende i verden må betale penge for at gøre det. Som studerende i Danmark er man i gang med at modtage en prægtig gave og en af verdens dyreste uddannelser.  Med det in mente, synes jeg ikke rigtig, at vi kan forlange mere.

Nu er der sikkert nogen, der sidder og tænker på alle de gange, de har hørt mig klynke over min økonomi. Det er ganske rigtigt, at jeg har haft det akkurat ligesom pigen på Politiken på et tidspunkt. Jeg syntes, at det var dybt uretfærdigt, at jeg skulle have så lidt penge. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle kunne klare mig. Jeg skrev endda til ministeren og alt muligt. Nu er jeg imidlertid blevet ældre og klogere og har indset, at man sagtens kan klare det, hvis man bare får det hele arrangeret ordentligt. Smålandsk sparsommelighed skal der til. Og opfindsomhed. Og når det bliver rigtig slemt, skal man sætte sig ned og sende en tanke til alle de studerende, der gennem historien har siddet på uopvarmede kvistværelser og studeret alene i petroleumslampens skær. Nej. Jeg mangler ikke noget. Jeg har tag over hovedet, en seng at sove i og varm mad på bordet hver aften. Min økonomiske ”taktik” går for det meste ud på at købe så lidt som muligt, så billigt så muligt.

Men jeg føler mig rig. Jeg har mine bøger og mine billeder og et blødt sted at sidde. Jeg har min søde kæreste og en skøn familie. Jeg har i det hele taget meget at være taknemmelig for, som slet ikke kan gøres op i penge. Så kan det godt være, at du for nylig har hørt mig brokke mig over, at jeg ikke har råd til at gå i fitnesscenter. Men det er jo ikke fordi, at jeg er studerende, at jeg ikke har råd til at gå i fitnesscenter. Det er fordi jeg har prioriteret anderledes. Jeg har prioriteret at spare sammen, frem for at gå i fitnesscenter. Til gengæld har jeg fået lækkert løbetøj i julegave og det er heldigvis stadig gratis at løbe rundt som en tosse nede på Brabrandstien. Hvorfor brokkede jeg mig så? Jo. Det gjorde jeg fordi jeg ville ønske at jeg havde råd til begge dele. Sådan tror jeg, at alle kan have det en gang imellem – uanset om man så er studerende eller ej. Medmindre man har vundet i lotto eller sådan noget.

Jeg tror også det er sundt at prøve ikke at have så meget at gøre med, for så kan det være, at man tænker sig om en ekstra gang, når man så får det. Desuden hører det da med til at være studerende, det der med at det kniber lidt med pengene? I stedet for at snakke om, hvorvidt studerende er fattige (for det er vi ikke), burde vi snakke om, hvad der kan blive gjort for at skaffe flere gode studiejobs, så der er flere, der kan komme til at supplere SU’en. Og så skal vi huske, at vi engang vil huske vores studietid som en af de fedeste, sjoveste og frieste perioder i vores liv. Jeg mener det.

Der vil altid komme et tidspunkt, hvor vi længes tilbage til nu.

En hilsen...

...til min veninde som flytter til London i dag:

De breve jeg håber på at modtage fra dig, har jeg tænkt mig at opbevare i denne fine dåse som jeg forelskede mig i sidst jeg var på genbrug (og som jeg ikke kan lade være med at blære mig med på bloggen)...

Nyd vidunderlige LONDON og lad være med at spilde al tiden derovre på at skrive breve hjem. Altså. Kun lidt af den. Ha' det fantastisk!

Er det forår nu? Nej.

Træet foran mit vindue har misforstået situationen fuldstændig og er begyndt at blomstre rigtig fint. Jeg har lidt ondt af det....

Måske har træet også en lille smule ondt af mig, når det står derude med sine blomster og ser mig sidde bag vinduet og være snotforkølet og knokle med eksamensopgaven. Jeg synes også at det gerne måtte blive forår.

DIY nytårsmenu

Som I nok allerede ved kan min kæreste og jeg være en lille smule nørdede. Så jeg kan da godt ærligt indrømme, at vi gik så super meget op i årets nytårsmenu, at jeg simpelthen bliver nødt til at lave et indlæg om det. Om ikke andet så for at I kan blive inspirerede til næste nytår. Men også fordi jeg har lovet mig selv at blogge noget mere om mad. Her bringer jeg således nytårsmenuen:

Vi var meget i tvivl om hvad vi skulle lave til forret. Nytåret før havde vi lavet noget med nogle grønne asparges og noget serranoskinke og noget olivenolie, så det skulle i hvert fald være noget med fisk denne gang. Valget faldt på blinis (små russiske madpandekager). En blini med laks og en med rejer. Jeg faldt naturligvis for den her ret, fordi den har et russisk præg. Det sværeste ved den var at skaffe boghvedemel. Jeg ville gerne have toppet den med nogle rødløg (for det gør russerne) og noget avokado, men det glemte jeg i farten (dronningens skyld faktisk). Den blev heldigvis lækker alligevel:

Opskrift på blinis:

200 g boghvedemel

200 g hvedemel

1 stor tsk. bagepulver

1 tsk. salt

Lidt honning

1,2 dl vand

3 dl. tykmælk

4 æg, delt i blommer og hvider

1 stor spsk. smeltet smør + klaret smør til bagning

Bland de to slags mel med bagepulver og salt.
Rør vand, tykmælk, æggeblommer og honning grundigt ind i dejen.
Sæt den et lunt sted i en times tid. Pisk æggehviderne stive og vend dem i dejen sammen med det smeltede smør. Bag små tykke pandekager på en blini-pande. Hvis man ikke ejer sådan én, kan de også bages på en stor tefalpande, blot må man sørge for at de ikke kommer til at røre hinanden, og at de ikke bliver større en 10-12 cm i diameter.

Fast besluttede på, at vi skulle have lammekølle til hovedret – uanset om det var udsolgt i samtlige dagligvareforretninger – måtte vi gå til slagteren på Vesterbro Torv (i øvrigt fremragende). Som solgte os et lækkert stykke kød. Min søde kæreste marinerede lammet på ”kokkemåden” som han selv siger, det som jeg kalder ’the Nikolaj Kirk way’ – altså sådan lidt på slump med noget rødvin og nogle krydderier og noget hvidløg mens man står og brummer ”arww det bliver godt det her” og laver store armbevægelser. Derfor ingen opskrifter i denne afdeling. 

Til lammekødet fik vi ovnstegte kartofler – the greek way (altså med feta) og en lækker grøn salat. Vi fik selvfølgelig også det fantastiske langtidshævede brød (en opskrift jeg har fra min mor – altid et kvalitetsstempel). Opskriften lyder således: (så jeg håber ikke det er en familiehemmelighed)

25 g gær
1 liter koldt vand
1 1/2 spsk salt
1 spsk sukker
1 kg hvedemel

Gæren smuldres ned i vandet. De øvrige ingredienser tilsættes og blandingen røres sammen til en grødlignende dej.
Dejen skal hæve i 8-10 timer.
Når dejen er hævet hældes den ud i en bradepande og fordeles så den er jævn.
Olivenolie, rosmarin og salt stænkes ovenpå.
Brødet skal bage i 30 min ved 200 grader.   

La grande finale. Desserten. Min yndlings italienske dessert. Fløde, fløde, fløde… Pannacotta! Som jeg nu med stort held selv har tilberedt to gange. Denne dessert kræver grundighed, tålmodighed og stor respekt for husblas. Følg opskriften til det tangerer autisme – så er den lige i skabet.  

Opskrift (til seks personer fra Karolines Køkken):

½ liter Arla Karolines Køkken® Piskefløde 38%

korn af 1 stang vanilje

6 spsk sukker

4 blade husblas

Varm langsomt fløden op i en tykbundet gryde med vaniljekorn og -stang samt sukker. Lad det koge ved svag varme og uden låg i ca. 15 min. Læg husblassen i blød i koldt vand i ca. 10 min. Flyt gryden fra varmen, fisk vaniljestangen op og tilsæt den udblødte husblas. Rør i cremen til husblassen er helt opløst. Hæld derefter cremen i 4 større eller 6 lidt mindre skåle eller forme - skyllet med koldt vand. Stil dem tildækket i køleskabet i mindst 4 timer eller til de er faste og kan vendes ud.

Som forme brugte vi de der lave plastikkaffekopper, de er bøjelige og det gør pannacottaen nemmere at vende ud – i teorien. For netop det med at vende dem ud er sådan set den største udfordring ved denne ret. Det kræver teknisk snilde. Det lykkes altid til sidst. 

Gourmetjohn og hans væbner kokkererede til pannacottaen en chokoladesovs der tog udgangspunkt i Brødrene Prices opskift, men blev en let federe specialudgave. Den blev helt ekstraordinær. Men jeg aner ikke hvad de gjorde, så her er brødrenes opskrift:

150 g. bitter chokolade

2 spsk kakao

2 dl piskefløde

Ca. ½ dl vand

Sukker efter smag

Bring fløden i kog og tilsæt finthakket chokolade. Rør kakao i og fortynd med vand. Smag til med sukker. 

Mange bestiller nytårsmenuen udefra. Det er jeg (trods røg og rod i køkkenet) glad for at vi ikke gjorde!

Hej 2012

Så er alle jule- og nytårsstrabadserne overstået og jeg sidder her med ømme fødder efter en gave-bytte-dag i centrum. Av. Har halvhjertet lovet mig selv – og min søde kæreste – at jeg aldrig mere skal ind til byen igen. I hvert fald ikke lige foreløbig. Og det passer jo meget fint, for mine eksamener starter i morgen. Ja, jeg havde heller ikke lige set det komme. Men reglen er, at eksamener altid dukker op på et tidspunkt, hvor man virkelig, virkelig føler at man har glemt alt hvad man har lært – eller hvor man er lidt i tvivl om hvad det egentlig er man har lært. Så det er altså nu. Efter en lang velfortjent juleferie, hvor jeg har haft stikket trukket helt ud. Altså så meget som det kunne komme. Mange vil nok mene at det ikke er trukket ud, når man tjekker facebook hver dag. Og mail. Og så også lige skal se om nogen har læst ens blog. Alt med måde. Også/på nær julemad. Jeg købte desuden et rigtigt par bukser i dag! Nej. Det var ikke fordi de andre var blevet for små grundet overdrevent indtag af julemad. De andre består nemlig kun af ét par højtaljede bukser. Og ikke mere. Jeg svor for en del år siden efterhånden (det må have været engang i gymnasiet), at jeg aldrig mere ville købe bukser. For besværligt. For dyrt. Kan alligevel bedre lide at gå i kjoler. Så købte jeg alligevel de højtaljede fordi de var flotte, moderne og størrelserne var angivet i et sprog der var muligt at dechifrere, sådan at jeg kunne snuppe det par der stod small/medium på. Nemt. I dag begik jeg så løftebrud efter i årevis gerne at have villet købe bluser (og sådan nogen kan man ikke bruge til meget uden et ordentligt par bukser at bære dem til). Det er vel en ærlig sag.