Dobbeltbooket

Det jeg frygter allermest når jeg skal på ferie er, at det hotelværelse jeg har booket er blevet lejet ud til nogen andre. Det er der gode grunde til. Min søde kæreste og jeg har været på ferie sammen fire gange og halvdelen af gangene har vi fået den umiddelbart nedslående dobbeltbookingbesked ved receptionsskranken. Først skete det i Paris efter at vi møgtrætte havde kæmpe os hen til det billige hotel og fik at vide, at vores værelse var blevet dobbeltbooket. Shit. Det var jeg bare alt for træt til at få at vide. Vi måtte overnatte på et lousy hotelværelse, der slet ikke lå i Montmartre. Heldigvis var det kun en enkelt nat. 

Så skete det igen på Malta og her var det hele ugen vores værelse var dobbeltbooket. Så vi blev opgraderet! Til et hotel med en stjerne mere end det vi havde bestilt og med en meget mere omfattende morgen- og aftenbuffet, swimmingpool på taget og værelse med havudsigt – til samme studievenlige pris selvfølgelig. Der var ikke noget at klage over. Men da vi storsvedende stod i receptionen og der ikke var noget værelse til os (og vi ikke vidste hvilken luksus vi havde i vente), var jeg VIRKELIG på randen til at blive hysterisk. 

Jeg følte mig forfulgt af dobbeltbooking-situationen. Jeg glemmer aldrig en ferie vi havde da jeg var barn, hvor vi havde booket en hytte på en campingplads og da vi nåede frem var den lejet ud til nogen andre. Åh-åh. Jeg var så bange for, at vi bare blev nødt til at køre hjem igen, men det ordnede sig heldigvis og hold op hvor var det bare en god ferie. Det er lidt som om, at de ferier der starter med en total dobbeltbookingkrise altid ender med at blive uforglemmelige! 

Alligevel håber jeg, at vores hostel står klar med åbne arme, når vi når til Washington i morgen aften efter at have været undervejs i over et døgn. Siger det bare. 

Afsløring: Blognavnet er kun midlertidigt

Ja. Så er det sagt. Da jeg oprettede bloggen vidste jeg ikke, hvad jeg skulle kalde den. Så jeg kaldte den En fin de compte, fordi jeg var faldet over vendingen i en teoritekst og syntes det så pænt ud. Så kunne jeg jo altid ændre navnet, når jeg fandt på det perfekte blognavn. Problemet er bare at, det gjorde jeg aldrig. Nu er der gået over halvandet år og – uanset hvor godt du kan lide det – så er jeg bare dødtræt af navnet på min blog. Sådan virkelig. Er I klar over hvor dumt og upraktisk det er, at have valgt et navn til sin blog, som man ikke selv kan udtale og som ingen ved hvad betyder? Det er helt hul i hovedet og uanset hvor skabs-frankofil jeg så måtte være, så er målet simpelthen at få et blognavn på dansk nu.

Om to måneder skifter jeg navnet på bloggen og gør den mere personlig. Jeg ved ikke præcist, hvad den skal hedde endnu, men jeg har en idé om det og kriteriet er bare, at det skal være noget der er nemt at sige og nemt at huske. Det er ikke navnet der gør det i blogverdenen, har jeg bemærket, det er indholdet. Så jeg skal bare have fundet på noget catchy og alle er velkomne til at smide forslag efter mig. Det er faktisk derfor jeg fortæller det nu.  

En fin de compte betyder desuden ”til syvende og sidst” eller ”når alt kommer til alt” og når alt kommer til alt så tror jeg, at det her er den bedste løsning. Jeg er nemlig en dør til at snakke fransk, i modsætning til min kløgtige søster (tillykke med det flotte resultat!).

Vil du vide mere om mig og bøger?

Mig og bøger, ikke? Vi går bare way back. Vi kom lidt forkert ind på hinanden i starten, men så snart vi begyndte at forstå hinanden, skulle der ikke mere til end et par tilfældige møder på skolebiblioteket før sød musik opstod. Amor må have stået på lur mellem reolerne. I starten var vores forhold meget uforpligtende og løst, men med tiden er det blevet mere og mere seriøst mellem os. Litteratur indtager en temmelig vigtig plads i mit liv nu. Fylder meget. Er min største interesse og passion. Det er en af de få ting, jeg altid har noget at sige om og altid følger med i, uanset hvor træt jeg ellers bliver af verden og alt det der sker i den. Mig og bøger – det er en kærlighed der rækker ret dybt efterhånden.

Det lyder jo som den skønneste love-story, men er det mon altid sådan? Det kan du snart finde ud af. Den anden dag fik jeg nemlig en mail fra Arnold Busck (boghandlerkæden I ved), hvor de inviterede mig til at blogge om bøger på deres nye website (det er ikke noget vildt, du kan også gå derind og gøre det hvis du vil, men det var sødt de spurgte). Det har jeg besluttet mig for at prøve af. Jeg vil skrive om mig og bøger. Tanker om - og møder med - bøger og litteratur i min dagligdag. Så må vi se hvordan det går. Jeg går først rigtigt i gang til august, når vi er kommet hjem fra staterne. 

Men I kan se det HER og En fin de compte beholder jeg jo selvfølgelig. Selvom det nok ikke bliver i helt uforandret form. Vent og se.  

Jeg sælger ud

Engang var jeg lille. Og hver gang vi skulle have gæster derhjemme skulle der gøres rent og ryddes op. Sådan er det i de fleste almindelige hjem og som jeg langsomt nærmede mig teenageårene kom jeg mere og mere på det rene med, at jeg egentlig syntes, det var noget pjat.

Jeg svor, at når jeg flyttede hjemmefra og fik mit eget hjem, så skulle det i hvert fald være helt anderledes, ja det skulle. Mine venner kunne nemlig godt tåle at se lidt rod og lidt støv. Man skal jo også kunne se at der bor nogen osv.

Men ak.

Hvem farer rundt med støvsuger og oprydningstornado når vi venter gæster? Det gør jeg. Tanken om at lukke folk ind i en ikke-opryddet lejlighed bliver mere og mere uudholdelig. Selv med et varsel på 10 minutter og et løfte om, at det er lige meget, at der er rodet, kan jeg ikke lade være med lige at jævne så meget jeg overhovedet kan nå det værste.

En anden ting jeg syntes var temmelig latterligt som barn var, at hele huset skulle skinne før man kunne køre sydpå på bilferie. Hvorfor skulle der være ryddet op, når man alligevel ikke var hjemme? Det forstod jeg ikke. Jeg ville bare af sted.

Derfor har jeg det også lidt ambivalent med den liste jeg har lavet over alt det der skal gøres, for at lejligheden kan være fuldstændig pletfri, når vi rejser…

Mig og fodbold

Sent i går aftes sad min søde kæreste og så EM fodbold.

Mig: Hvem hepper du på?
Ham: Italien
Mig: Hvorfor det!?
Ham: De spiller flottest fodbold...

Jeg er en kvinde, så jeg kan ikke rigtig se forskel på, om man spiller elegant fodbold eller klodset fodbold eller destruktiv fodbold eller hvad man nu gør. Hvis jeg en sjælden gang kaster mit blik på en fodboldkamp, så hepper jeg på det land der ligger tættest på Danmark (ikke kun geografisk også mentalt, forstås). Hvis England spiller mod Italien så hepper jeg på England. Hvis England spiller mod Tyskland så hepper jeg på Tyskland, men hvis Tyskland spiller mod Sverige så hepper jeg på Sverige og hvis Sverige spiller mod Norge så hepper jeg selvfølgelig på vores broderland osv. (okay, you get it).

Sådan troede jeg at alle gjorde.

Det er lidt ligesom i Melodi Grand Prix hvor alle stemmer på sit naboland. Uanset hvor elendig deres sang er. 

Men nej. Der findes åbenbart mere raffinerede måder at beslutte, hvem man sidder og hepper på.  For man kan i hvert fald slet ikke se en fodboldkamp uden at heppe på nogen...

Røvgod (litteratur)festival

Da jeg så reklamen for dette års Vild med Ord (litteraturfestivalen i Aarhus), syntes jeg at den var sjov. Men nu har jeg fundet ud af, at jeg som seriøs litteraturstuderende nok egentlig burde tage mig til hagen på akademikermåden og mene at den var useriøs (og måske endda stødende). Se selv:

Men jeg er træt af, at folk gaber demonstrativt når jeg fortæller, hvad jeg studerer og jeg synes at den her plakat netop fremhæver, at litteratur ikke nødvendigvis behøver at være kedeligt – det kan også være sjov og glamour. Plakaten er måske corny. Jo-jo. Men den er sørensjaskme også forfriskende. Og tror ærlig talt ikke at Jørgen Leth kunne komme i tanke om et bedre sted at få sit navn placeret. Just sayin’. Og så giver det også omtale. Lidt på Simon Spies-måden måske (”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”), men alligevel. 

I øvrigt ret spændende program i år. Jeg glæder mig allerede - og også til Børnenes Bogdag, hvor jeg har en workshop sammen med en kollega (og god veninde).  

Rejseklar?

Okay. Nu gider I ikke høre mere om eksamensperioden. Det gør heller ikke noget for den er slut nu og eksamen gik godt. Mere siger jeg ikke om det. Der er grænser for hvor mange indlæg jeg gider skrive om eksamen og kedsomhed (ja hvem skulle have troet det?). Istedet vender vi da blikket mod en lille bunke uundværlige genstande på mit skrivebord. Pas, logbog, valuta, transformer, styling gel og retro MP3'er. Hvad behøver man egentlig mere? USA-turen nærmer sig og jeg skal se at blive rejseklar.

Velkommen til regnvejrslandet

Med rigelige mængder kold hvidvin, honningmelon og venindehygge forsøger jeg indædt at holde livet og sommeren kørende på trods af nedbør i efterårsmængder og de lange mørke eksamensskygger der klatrer rundt på væggene. Jeg har genlæst så mange tekster, som kun burde have været læst en gang: Nemlig af den person der kom til at skrive den og som burde have smidt den ud med det samme. Ja.

Eksamensvreden går vel hånd i hånd med frustrationen og jeg ville egentlig godt skrive om noget andet end eksamen, men det fylder bare alt for meget i mine stakkels tanker og da jeg kørte hjem fra universitetet i bussen i dag og så på tremmerne af regndråber gennem de støvede vinduer, følte jeg mig fanget i den her triste eksamensverden, mens flere og flere blærer sig med deres sommerferie på facebook. Gid det var mig. Det er det heldigvis på torsdag.

Jeg spekulerer tit over det der med at gøre ting man ikke har lyst til. Det gør vi alle sammen hele tiden. Jeg har aldrig rigtig forstået det, men sådan hænger verden altså sammen. På torsdag lader jeg mig frivilligt pine ved det grønne bord, selvom jeg ikke har lyst, fordi jeg ved, at det er for mit eget bedste. Det er fornuften der er indgroet i vores samfund. Ingen har lyst til at gå til eksamen, men de færreste kunne drømme om at lade være, bare fordi man ”ikke har lyst”.

Sådan er det i regnvejrslandet. De kolde dråber kølner det længselsfulde sind. Fornuften pisker os ud i regnen, uden at vi tænker over hvorfor. Og hvorfor vi ikke bare bliver under dynen. Så pligtopfyldende er vi. Men som jeg sad der i bussen, trygt i ly for den silende regn, brød mit smil frem til ”sweet home Alabama” på ipod’en. Der er under to uger til jeg stikker af fra regnvejrslandet for en stund. Ud på eventyr. 

Verdens kedeligste pakke

Eksamensperioden har været igang så længe, at jeg næsten ikke kan huske, hvordan det er at have et normalt liv uden (intensiveret) dårlig samvittighed. Jeg læser til mine eksamener på tilvalget i religionsvidenskab og (al respekt til min veninde der læser det på hovedfag) det hænger mig langt ud af halsen! Derfor var det måske heller ikke lige tidspunktet at sende mig Religionsvidenskabeligt Tidsskrift nr. 58 i en fin brun pakke! Som om jeg har lyst til at læse flere kedelige tekster om hvor svært det er at definere og afgrænse religion osv. Jeg havde måske håbet på noget lidt mere opløftende. En roman f.eks. Eller en gratis tur i Legoland. Når nu dagen er gået med tekster om oldkirkelig kristendom. Ak! Men jeg har jo selv købt abonnementet i tidernes morgen da jeg stadig syntes det hele var nyt og spændende. The joke's on me. Religionsvidenskabeligt Tidskrift nr. 58 bortgives til første interesserede! Den ene artikel er endda på svensk kan jeg se.

Når Auster ringer på

Igår aftes fik jeg "The Brooklyn Follies" af Paul Auster bragt til min dør. Ja jeg har åbenbart tænkt mig at slæbe rundt på et mindre bibliotek ovre i Staterne. Mindre kan ikke gøre det. Nu ejer jeg så min egen Auster-roman. Intet udestående med biblioteket. Og den skal læses i New York. Indimellem besøg på fancy gallerier og shopping. Ja-ja.

Nyt fra sygelejet

Jeg har en virus. Måske er det influenza. Det er uhørt kedeligt. Det er utroligt, som man kan glemme, hvor kedeligt det er at være syg. I dag har jeg blandt andet:

- Tænkt på at lufte ud.
- Overvejet at støvsuge soveværelset.
- Overvejet at skifte sengetøj.
- Taget min temperatur 5 gange.
- Googlet "feber".
- Set den eneste film der ligger på min computer for mindst 20. gang eller deromkring (nej der er ikke noget disc-drev)
- Savnet det der med hele tiden at blive spurgt "Ka' du dreje hovedet" og "gør det ondt når du trækker vejret?" af min mor.
- Selv hentet vand. Mange gange.
- Spist peach melba yoghurt. Det gør jeg kun når jeg er syg.
- Været ualmindeligt begejstret for konceptet næsespray. 
 
Og hvor er min søde kæreste så henne i alt det her? Jo, han har såmænd fået hjernerystelse den stakkel. To mand nede. Jeg må vidst hellere se at blive rask i en fart.

Livet som hjemmegående

Småsyg og eksamenstræt sidder jeg her i min boble og taber Wordfeud-spil og havde glemt at det var Grundlovsdag. Måske var jeg den sidste i landet til at opdage, at butikkerne har lukket og at vi ikke havde fået købt ind. Facebook-besøgene er stødt stigende i takt med, at endnu en eksamensopgave nærmer sig sin afslutning og det er lige før, at jeg allerede kan smage morgendagens kolde Asti på tungen. Det er lige før, at jeg ikke kan huske, hvor varmt det var for kort tid siden og det er sjovt med os danskere. Enten er det for varmt eller også er det for koldt. Men en ting er sikkert. Sommeren er både slut og lige begyndt på samme tid. Livet som hjemmegående eksamens-forvirret studerende er så uinspirerende, at jeg slet ikke burde skrive det her indlæg. Alligevel følte jeg trang til at fortælle, at bloggen stadig lever. Drømmen om afslutningen på den sidste eksamen lever også endnu.