Afskaf penge! - Et essay om de symptomatiske tilstande på AU

Det handler ikke kun om Aarhus Universitet. Selvfølgelig gør det ikke det. Men universitetet er det ”mikrokosmos” (ikke så lille endda), som vi kan bruge til at forstå det makrokosmos, som vi kalder samfundet. Det rum vi lever med hinanden i. Det handler om, at penge i løbet af de sidste par årtier mønt for mønt (stort set) er blevet den eneste værdi man måler i – og dét man, som udgangspunkt, bedømmer et menneskes samfundsværdi på. Tankegangen går ud på, at hvis noget (eller nogen) ikke kan generere guld, så er det nok ikke værd at beskæftige sig med. Moderne guldfeber kan man kalde det. Viden er irrelevant, hvis ikke det kan sælges. Hvis ikke det kan vise os vejen til den næste store gevinst. Jeg har sagt det før (i et essay om finanskrisen): Dannelsestanken er på vej ud af demokratitanken. Nu vil jeg tilføje, at også dannelsesfunktionen har forladt både stat og samfund. Dannelse interesserer os ikke længere. Nu drejer det sig kun om uddannelse med henblik på at arbejde og skabe værdi. Man skal tjene penge, det er det, der implicit gøres til borgerens højeste mål i Vesten. Føler du virkelig, at den højeste bestemmelse med dit liv, skal være, at tjene så mange penge som muligt? Jeg gør ikke. Ikke desto mindre er det den vej det går. Abstrakte begreber som ”hele mennesker” og ”kulturel værdi” er udslidte og uden nærværende betydning.

Sådan er det også på universitetet. Her handler det ikke længere om, at skabe et solidt, fagligt fundament der gør os i stand til at producere og bevare viden indenfor alle aspekter af samfundslivet – og menneskelivet. Uafhængigt af, hvad der i statens øjne lige er ”brug for”. Det handler ikke længere om mennesker, om dannelse, om at nå et højere niveau af erkendelse om kunsten, litteraturen, musikken, sproget, tanken, spiritualiteten og vores interaktion med hinanden. Vores enorme trang til at udtrykke os. Vores fascinerende og lærerige Historie. Det er ligegyldigt med det. Det handler om penge.

Kan de arbejde eller kan de ikke arbejde? Det er spørgsmålet.

Selvfølgelig kan vi arbejde. De fleste mennesker kan arbejde. Mennesker har knoklet røven ud af bukserne i årtusinder for at nå frem til den grad af udvikling vores samfund befinder sig på nu. Jeg synes, det er et hån mod dem og mod menneskets udvikling at gøre arbejdet til nutidens menneskes højeste (funktions)mål. Arbejdet er nødvendigt for livets almindelige opretholdelse, men sideløbende arbejder hver og én af os, på hver vores måde, på at opnå en større grad af indsigt i den verden der omgiver os. Hvad består den af? Hvorfor denne smerte? Hvorfor denne kærlighed? Hvorfor dette ubegribelige univers? Lige fra skraldemanden til sygeplejersken, fra cirkusklovnen til revisoren. Det er de spørgsmålstegn vi alle sammen sætter med vores blotte eksistens. Dem der benægter det er hyklere.

Alligevel er det pengene, det handler om. Det blev tydeligt i går, da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen og uddannelsesminister Morten Østergaard gik ud og bekendtgjorde, at det essentielle ved en akademisk uddannelse var, at man var i stand til at komme i arbejde når man var dimitteret. Det er jeg selvfølgelig ikke uenig i, for alle er jo nødt til at tjene penge til livets almindelige opretholdelse. Jeg tror bare ikke, at jobmulighederne bliver større af, at vi akademikere bruger tiden på at målrette alt hvad vi foretager os mod forholdende i erhvervslivet. Jeg synes derimod, at man bør satse på, at give os en endnu mere solid faglighed. Endelig mener jeg heller ikke, at man kan give de unge akademikere skylden for den omfattende arbejdsløshed vores samfund oplever lige nu. Vi er kreative, vi tænker analytisk og problemorienteret, vi kan se jobmuligheder overalt - men der skal være råd til at ansætte os. Den politiske udmelding sender, synes jeg, et implicit signal om, at det kun er den viden, der er brugbar i erhvervs- og profitsammenhænge, der er velkommen og anerkendt i statens øjne. Viden der har værdi for samfundet på andre og mere raffinerede måder, tilsidesættes. Hvis folk tænker sig om, vil de sikkert ikke mene, at kulturlivet er ligegyldigt. Men det er alligevel den overfladiske eller generelle samfundsholdning. Hvis der ikke er penge i lortet, hvad skal vi så bruge det til? Hvad skal vi bruge bøgerne til? Hvad skal vi bruge kunsten til? Musikken? Hvorfor skal vi læse noget der er smukt eller tankevækkende – noget der kan lede os til en større erkendelse af os selv som mennesker? Eller give os et mere nuanceret syn på vores omverden? Hvorfor skal vores børn lære at spille klaver? Hvad skal vi bruge alt det til, når blot vi har pengene?

Pengene. Denne flere tusind år gamle ”menneskelige” konstruktion er blevet til en dæmonisk, kollektiv afgud i det moderne Vesten. Hvad jeg ikke forstår, er, hvorfor vi har taget en ressource (guld), der absolut ingen funktion har for vores overlevelse og har ladet den betinge hele vores overlevelse. Vi ligger fuldstændig under for, og er fuldstændig afhængige af, vores egen (hvis man tænker over det) langt ude konstruktion! Vi har bygget hele vores samfund op omkring noget der knap nok eksisterer. Nogle tal på en computerskærm nede i banken! Er det virkelig dét der skal binde os sammen? Er det virkelig det der skal skille os ad? Er det virkelig det, der skal definere, hvad et menneske kan gøre med sit liv? Ja. Åbenbart. Storhed og fald, vores verdensdels fremtid. Alt afhænger af det, der engang var guldmønter med motiv af Cæsar i profil. Det er så absurd, at man i afmagt, får lyst til at foreslå løsningen: AFSKAF PENGE! Men det er alt sammen for sent. Det vestlige samfund er, i mine øjne, inde i en dekadent deroute. Det er den deroute tilstandene på Aarhus Universitet afspejler. De er symptomatiske.