Hjerter bag beton - mit Østeuropa

For snart fire år siden besøgte jeg for første gang Serbien og Slovenien på en uforglemmelig interrailtur, og det var her, jeg for alvor fik øjnene op for områderne Østeuropa og Balkan og begyndte at blive på en gang forelsket og fascineret. Siden har jeg besøgt Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien og jeg har rejst med den transsibiriske jernbane gennem fantastiske Sibirien. Jeg har haft mange af mine vildeste, sjoveste, smukkeste og mest tankevækkende oplevelser der! Men her i Danmark møder jeg enormt mange mennesker, som aldrig er kommet Østeuropa nærmere end Prag og jeg har forgæves forsøgt at beskrive og forklare, hvad det er, der er så specielt ved Østeuropa og hvordan der er derovre. Nu prøver jeg igen, men jeg kan allerede nu sige, at det bliver en mangelfuld og individuel beskrivelse af et sted og en mentalitet, der skal mærkes på egen krop. Østeuropa er ikke et sted, man kan tænke sig til og man kan ikke forstå situationen her med logik alene. Derfor bliver det her nærmere en sammensætning af indtryk og refleksioner end det bliver en konkret beskrivelse af et konkret sted og det afspejler sådan set Østeuropa meget godt. Det fragmentariske er dominerende og et karakteristisk clash mellem snart sagt alt. 

Først og fremmest har jeg tænkt mange gange, at et nymalet hus er et privilegium i den her verden, når jeg har skuet udover uendelige oceaner af grå (og ens) boligblokke. Stærkest var oplevelsen i Bratislava; et syn der næsten ikke kan beskrives med ord. Det er storhed, elendighed og grimhed samlet i ét. Der er noget stort over det her ufattelige forfald; noget romantisk, skæbnesvangert og mystisk. Man ved, at bag hvert eneste vindue lever der mennesker. Hjerter bag beton. Funktionalismens store fiasko. Kommunismens udnyttelse af en ellers (i teorien) fremragende arkitektonisk ideologi. 

Vinden griber dig i hjertet mellem betonblokkene. Her serveres der varm chokolade og ikke varm kakao. Det er tyktflydende og fås i et utal af variationer – også med mint! Man tages halvvejs tilbage til det Østrig-Ungarske imperium mellem resterne af monumenterne. Ungdommen danser som om de levede i slutningen af 90’erne, de reproducerer vores egen fin de sieclé og der er en sær sandhed over det. En sær nostalgi over maveblusen og den korte cowboynederdel i det blinkende blå lys og alt det glimmer i ansigtet, mens de enorme skorstene skyder tung røg op i luften på den anden side af floden. 

I Sibirien serveres vodkaen i vandglas og når de unge mennesker afslutter folkeskolen, klæder de sig ud i en imitation af de gamle sovjetiske skoleuniformer og drikker øl af store plastikflasker ude i skoven. Lyden af hælene lyder højere i gaderne i Østeuropa, spændingsfeltet ligger mellem moral og amoral, mellem kosmos og kaos og man kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er hvad længere. Fordi alting begynder og ender her på samme tid – hele tiden. Håbløsheden og friheden hersker begge her og cigaretterne lyser som ulveøjne i nætterne, der er fulde af liv af enhver art. Der er fester, der blusser op og dør ud, der er lyssky business i gyderne, der er hjemløse hunde, der løber stinkende rundt i en evig jagt efter resten af den burger, som du alligevel ikke kunne spise. 

Husenes afskallede grå er et symbol på byens ærlighed. Den prøver ikke at være andre end sit eget bureaukratiske kaos, hvor bilerne holder på fortovet, så man ikke kan gå der og der hænger reklameskilte overalt på husmurene, mens vi skuer ud over et landskab af kiosker og tandløse smil og damer fra landet, der sælger kniplinger på gadehjørnerne. 

Jeg kan skrive meget, meget mere, men stadig uden at kunne få det hele med. Det der gør de her lande så særlige er nok mest, at det ikke er vores egen vestlige verden vi møder, at det ikke bare er os selv vi ser igen og igen. Men at ønsket om vesten skaber en abnorm og parodisk efterligning af os, der altid vil være forskudt og ofte iført de gennemsigtige nylonstrømper, som blev et symbol på vestlighed efter sovjetunionens fald, men som nu er blevet disse kvinders varemærke. De her steder er intense og indeholder det smukkeste forfald, mens de bevæger sig på grænsen mellem historien og fremtiden. 

Spasiba.