Den dårligste bog jeg har læst

For mange år siden skrev jeg bøger. Jeg var 13-14 år og fik aldrig skrevet nogle af dem færdig. Den længste fylder ca. 45 computerskrevne sider og jeg læste den i torsdags. Det er nok den dårligste bog jeg nogensinde har læst. Alligevel gemmer jeg den, fordi jeg er nostalgisk og fordi jeg hørte et enormt spændende foredrag med forfatteren Mette Finderup onsdag aften. Hun havde skrevet sin første bog som 17-årig på en skrivemaskine – og smidt den ud, fordi hun syntes den var elendig. Sådan noget er tragisk når man ser tilbage 15-20 år efter. Jeg siger tit, at jeg gerne vil i gang med at skrive igen. Altså sådan rigtig. Skønlitteratur. Men det er faktisk først efter jeg for nylig er blevet underviser på et forfatterskoleforløb for 12-15-årige, at min begejstring virkelig er blevet vækket til live igen.  

I løbet af de sidste par år har jeg af og til kastet mig ud i et par patetiske forsøg på at forfatte et eller andet. Jeg startede på en enormt kedelig historie om en ung fyr ved navn Ruben, som sad i sit studerekammer på Guldsmedgade og lod som om, at han var Hemingway. Jeg skrev på en anden kedelig historie om en ung kvinde, Panamona, der rendte rundt i Paris i tylskørt og palietter og drak dyre drinks på fancy diskoteker, hørte grammofonplader og var veninde med Coco Chanels spøgelse. Ja det lød da ellers meget sjovt ikke? Problemet er bare, at disse historier ikke har nogen konflikt! Der er slet ikke noget galt. Intet plot, ingen personlig udvikling hos karakteren. Der er ikke noget opsigtsvækkende at fortælle, ingen interessante brudflader og spændingsfelter. Jeg kunne ganske tydeligt forestille mig personerne og deres miljø, men jeg anede ikke, hvad de skulle foretage sig der og hvor historien ville hen. Om den overhovedet ville nogen steder hen. Det tror jeg ikke.

Det jeg prøver at sige er, at min fantasi er temmelig rusten. Mere end jeg frygtede faktisk. Når jeg hører, hvad eleverne på forfatterkurset sidder og arbejder med, så går det op for mig, hvor svært jeg egentlig har ved, at finde på et handlingsforløb – og endnu værre: Ét der er spændende. Det er det der dybest set afholder mig fra at skrive skønlitterært. Så da jeg sad torsdag eftermiddag og læste i mine ”værker” fra 13-14-års alderen, gik det langsomt op for mig, at jeg ikke blot sad med nogle virkeligt dårligt skrevne tekster. Jeg sad også med nogle virkeligt fantasifulde plots, fostret af et barns hjerne. Det er som om, at jeg har fået en gave af mig selv for 10 år siden.