Den vilde natur på den anden side af vinduet

Jeg har tænkt på mange ting, jeg kunne skrive om i dag, men ingen af dem har substans nok til et helt indlæg synes jeg. Skulle jeg fortælle, at træet foran mit vindue, som valgte at blomstre i november, tog chancen og blomstrede engang mere i sidste uge. Her gik jeg og troede, at der var gået kuk i systemet for det stakkels træ og at det ikke ville kunne rette op på sin fejlvurdering. Men sådan er det ikke i naturen. Ikke så mange dikkedarer. Vi prøver bare igen. 

Skal jeg fortælle om, hvor meget det undrer mig, at der konstant går to ænder rundt i vores gård? Hvorfor er de ikke nede ved Brabrandstien sammen med de andre ænder? Det minder mig om det afsnit i TV-serien Lykke, hvor der er en and der har mistet sine ællinger – men de har ikke fået ællinger i år endnu, har de? Den anden dag, da jeg kom hjem fra uni mødte jeg en kat ude i gården. Den hed Freja og efter hvad jeg kunne forstå på den(s navneskilt) havde den krydset mindst én trafikeret og livsfarlig vej, for at komme hen og snuse rundt i vores gård…Uf.

Og således kom indlægget til at handle om naturen udenfor mit vindue, som jeg måske tillægger lige lovlig mange menneskelige egenskaber og som jo egentlig bare er en lille firkant af græs og planter i byens store greb. Men jeg kunne ikke undvære den for alt i verden. Jeg vil faktisk gerne se noget mere til den. 

Nu er der gudhjælpemig også en due!

Der tegner sig spor

I øjeblikket benytter jeg enhver ledig stund til at læse i ”The New York Trilogy” af Paul Auster, men det er ikke den jeg vil skrive om i dag. Jeg nævner den blot for at fortælle, at romanen er fyldt med detektiver og at hvis en af Paul Austers detektiver gik på opdagelse i vores lejlighed (hvad jeg ikke håber), så ville han hurtigt kunne finde spor der indikerede, at der snart skal til at ske noget stort.

Det flyder med spændende rejselitteratur (her er et uddrag):

Der er indkøbt amerikansk litteratur:

Der er indkøbt flot og robust læderindbundet logbog:

Der hænger et stort kort over USA i vores soveværelse:

Men de vigtigste spor findes snok på min søde kærestes computer: For der ligger flybilletterne nemlig. Til de (få) der ikke allerede ved det, vil jeg bare fortælle, at vi tilbringer halvanden måned med at rejse tværs gennem De Forenede Stater til sommer, at planlægningen er i fuld gang og at vi glæder os vanvittigt meget!

Min søndag i bagklogskabens lys

Det er søndag, solen skinner og foråret har efterhånden godt fat i vores lille underlige land. Alligevel har jeg valgt at bruge søndagen på, at læse om mikrosociologi og en detaljefanatisk sociolog ved navn Erving Goffman. Min søde kæreste har derimod valgt, at tage med to af vores venner ud til et økologisk landbrug og se, at køerne bliver sluppet på græs. Jeg er vokset op på en gård, jeg har set køer komme på græs hundredvis af gange, jeg ved, at det nogle gange kan være mere dramatisk end at de ”danser”, men at økologerne sikkert har ret i, at det er sprudlende glæde, der får køerne til at springe rundt i mødet med det længe savnede græs.

De skulle cykle 30 km for at komme ud at se det. Så jeg tænkte, at jeg havde truffet den ansvarlige beslutning, ved at blive herhjemme og forberede mig til næste uges undervisning. Uvisheden om, om jeg overhovedet kunne cykle så langt var selvfølgelig også en væsentlig faktor. Men da min søde kæreste sendte mig dette billede:

  

Gik det op for mig, at jeg havde taget fejl. Jeg skulle have taget mig sammen, pakket en picnickurv med sandwich og kolde øl, cyklet de 30 km og set de køer komme på græs, uanset hvor meget jeg så er vokset op midt i et landbrug. For ligesom køerne angiveligt savner de grønne græsgange hele vinteren, så savner jeg vel, at se, hvor meget køerne har savnet det græs. Eller også trænger jeg selv til at komme på græs, frem for at sidde her i bogstavland. Godt det snart er sommerferie - og at der stadig er to afsnit af Bonderøven jeg ikke har set endnu. Næste år tager jeg med.

Junglelignende tilstande i lejligheden

Ingen af os har specielt grønne fingre og ingen af os er, mod alle odds, særligt praktiske. Min søde kæreste praler med sine ti tommelfingre (han er dog temmelig godt kørende i et køkken) og jeg er, ved første indtryk, en verdensfjern bogorm. Alligevel er vi typerne, der går og drømmer om en dag at få en køkkenhave. Vi er også typerne, der kan finde på at snakke om, hvad der skal være i sådan en køkkenhave. Vi har set de fleste afsnit af ”Nak og æd”, ”Frilandshaven” og ”Bonderøven”… Jeg ved ikke hvilket segment, det placerer os under, men det kommer nok ikke som nogen overraskelse for jer, at et bed med krydderurter også er i høj kurs hos os.

Og det er lige præcis sådan et krydderurtebed, vi tog forskud på i dag, da vi greb alle urtepotteskjulere vi (jeg) ejede og fyldte køkkenet med jord i et ubehjælpeligt forsøg på, at plante krydderurter ud i potter, så vi kan have dem som potteplanter. Det lykkedes! I hvert fald delvist, for urtepotteskjulerne var for små, så nu må vi se hvor længe de overlever, men min søde kæreste siger, at jeg ikke skal være så pessimistisk. Jeg synes bare, det var overraskende svært at få proppet de planter ned i det pottemuld - men jeg er jo selvfølgelig heller ikke spor rutineret.

Her er det grønne resultat:

(Bemærk at kamelen Hassan har sneget sig med på billedet 

- det ER jungle)

PS: Så verdensfjern er jeg heller ikke. Her ser I mine fødder iført hjemmestrikkede sokker. Den til højre er jeg lige blevet færdig med i dag. HURRA!

Afrikanske færdigheder

Man kan sige meget om Bonderøvens besøg i Afrika. I hvert fald, hvis man har set det og det håber jeg, at I har. Hvis man var lidt klogere på sådan noget med at analysere medier end jeg er, så kunne man sikkert sige en masse om, at det virker opstillet, at det sikkert giver landsbyen en masse besvær, at han kommer der med et helt TV-hold, og at det er lidt underligt, at man ikke må få at vide hvor længe han er der (= ikke særlig længe). Men det er ikke det, jeg vil med det her indlæg. Jeg vil tværtimod rose programmerne, fordi jeg godt kan lide ideen bag dem. Nemlig ideen om, at der er en vesterlænding, der tager til en landsby i Afrika med en intention om at lære noget af dem; at blive klogere. En vesterlænding som hverken bevidst eller ubevidst ser landsbyboerne i Afrika som tilbagestående, men derimod anerkender, at de ligeledes besidder nogle færdigheder, som er værd at kende, værd at tilegne sig og værd at sætte fokus på. For jeg synes ofte, når man hører om folk fra vores himmelstrøg – enten i fjernsynet eller i ”virkeligheden” – der tager til Afrika, så er det for, at de skal lære dem noget dernede. Det er også en rigtig fin intention, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at der er brug for mere uddannelse på det afrikanske kontinent. Alligevel efterlever det et mønster, der vel nærmest har stået på siden kolonitiden: Vi tror, at det er dem der skal lære noget af os, fordi det er os, der har den mest teknologisk udviklede kultur og derfor antager vi, at landsbyboerne ikke har noget at lære os og at de ikke kan noget, som vi ikke kan. Primitivitetstankegangen lurer vidst hos de fleste af os – og derfor er det enormt opløftende, at se at der er nogen, der tør vende relationen om og udfordre det mønster. Det er mega godt fjernsyn, for man kan jo nærmest se, hvordan de afrikanske landsbytømrere bliver bekræftet i stoltheden over deres faktisk (ifølge bonderøven) udmærkede håndværk.

Andre menneskers venlighed

I går gik jeg glad, opløftet og temmelig lettet (det var kaos derinde) fra hovedbiblioteket med et nyt Auster-fix. Med mig havde jeg en af mine gode veninder og vi var ikke nået længere end til Brugsen ved Vesterbro Torv, før det gik galt: Snoren fra min venindes jakke satte sig fast i kranken på cyklen, som jeg trak ved siden af mig. Efter et par ubehjælpelige forsøg på, at vikle den rundt og ud igen (ved at køre cyklen lidt frem og tilbage), sad snoren (og dermed min veninde) bare endnu mere fast. Vi var med andre ord fanget. Helt fastlåste i situationen, kunne ingen af os røre os ud af stedet. Jeg kunne ikke flytte cyklen, ikke slippe cyklen og min veninde sad jo fast i den, så hun kunne heller ikke flytte sig. Vi fumlede med vores fingre inde mellem egerne og forsøgte at løsne snoren, men lige lidt hjalp det. Vi havde dog ikke stået der i mere end et minut, før en venlig mand henvendte sig til os med tilbud om assistance.

På det tidspunkt stod det klart, at der ikke var anden vej til frihed end at klippe snoren over og vi spurgte ham straks om han havde en saks. Manden hæv sit nøglebundt frem, og gjorde et ubehjælpeligt forsøg på at skære snoren over med den mest takkede nøgle, han havde. Sådan noget tager lang tid og det ved vi alle sammen godt. Derfor havde jeg heller ikke set på det særlig længe, før jeg bad ham gå ind i Brugsen og låne en saks. Efter min veninde og jeg endnu et kort stykke tid havde bakset med snor og cykel, kom manden tilbage og klippede resolut snoren over. Derpå blev jeg meget optaget af, at få fjernet den del af snoren, der stadig sad viklet ind i kranken, så jeg fik ikke takket manden, og det ville jeg ellers gerne have gjort. Men min veninde forsikrer mig dog om, at hun fik takket ham (pyh!).

Det jeg egentlig ville sige med denne her lange og sikkert også lidt kedelige historie om vores mindre cykeluheld, er, at jeg elsker, når man bliver bekræftet i sin tro på andre menneskers venlighed og hjælpsomhed. Ellers havde vi stået der endnu. Og derfor er det også meget vigtigt, at få sagt tak, så folk vil gøre det igen en anden gang.

Så klappede Auster-fælden

I løbet af en uge blev jeg af tre forskellige mennesker pludselig opfordret til, at læse Paul Auster. Uden nogensinde at have beskæftiget mig med ham, var tanken også selv begyndt, at strejfe mig. Det måtte sandelig være på tide, tænkte jeg, at læse noget Paul Auster. Ikke mindst fordi jeg skal tilbringe hele sommeren i USA. Uden at kende noget til Auster i forvejen, blev jeg derfor oprigtigt glad, da jeg blev tilbudt at låne ”Orakelnat” af en veninde i onsdags. Og jeg er efterfølgende kommet til at huske, at jeg engang i gymnasiet fik en ubevidst aversion mod Auster, da jeg fik genfortalt handlingen i ”Brooklyn Dårskab”, som jeg overvejede at læse på det tidspunkt. Gymnasieveninden som stod for genfortællingen erklærede, at bogen var sær og kedelig. Sådan havde Auster været stemplet hos mig lige siden. Men i takt med, at jeg blev mere og mere opmærksom på mine omgivelsers ubetingede begejstring, nåede jeg frem til, at det var tid til en revurdering. Start med ”Orakelnat”, sagde min veninde i onsdags – og det skal jeg da ellers lige love for, at jeg fik gjort. Det er tungt for mig, som litterat, at indrømme det, men: Det er rigtig længe siden, at jeg har læst en bog på fire dage. Det er længe siden, at jeg har været så tryllebundet og længe siden, at jeg har fundet en bog så medrivende og gribende. Af hensyn til kommende Auster-entusiasters ubevidste aversioner vil jeg afholde mig fra, at genfortælle handlingen. Men det var det helt rigtige ordvalg at sige start med ”Orakelnat”, for mit Auster-eventyr er først lige begyndt.

Og jeg tager på biblioteket i morgen.

Den dårligste bog jeg har læst

For mange år siden skrev jeg bøger. Jeg var 13-14 år og fik aldrig skrevet nogle af dem færdig. Den længste fylder ca. 45 computerskrevne sider og jeg læste den i torsdags. Det er nok den dårligste bog jeg nogensinde har læst. Alligevel gemmer jeg den, fordi jeg er nostalgisk og fordi jeg hørte et enormt spændende foredrag med forfatteren Mette Finderup onsdag aften. Hun havde skrevet sin første bog som 17-årig på en skrivemaskine – og smidt den ud, fordi hun syntes den var elendig. Sådan noget er tragisk når man ser tilbage 15-20 år efter. Jeg siger tit, at jeg gerne vil i gang med at skrive igen. Altså sådan rigtig. Skønlitteratur. Men det er faktisk først efter jeg for nylig er blevet underviser på et forfatterskoleforløb for 12-15-årige, at min begejstring virkelig er blevet vækket til live igen.  

I løbet af de sidste par år har jeg af og til kastet mig ud i et par patetiske forsøg på at forfatte et eller andet. Jeg startede på en enormt kedelig historie om en ung fyr ved navn Ruben, som sad i sit studerekammer på Guldsmedgade og lod som om, at han var Hemingway. Jeg skrev på en anden kedelig historie om en ung kvinde, Panamona, der rendte rundt i Paris i tylskørt og palietter og drak dyre drinks på fancy diskoteker, hørte grammofonplader og var veninde med Coco Chanels spøgelse. Ja det lød da ellers meget sjovt ikke? Problemet er bare, at disse historier ikke har nogen konflikt! Der er slet ikke noget galt. Intet plot, ingen personlig udvikling hos karakteren. Der er ikke noget opsigtsvækkende at fortælle, ingen interessante brudflader og spændingsfelter. Jeg kunne ganske tydeligt forestille mig personerne og deres miljø, men jeg anede ikke, hvad de skulle foretage sig der og hvor historien ville hen. Om den overhovedet ville nogen steder hen. Det tror jeg ikke.

Det jeg prøver at sige er, at min fantasi er temmelig rusten. Mere end jeg frygtede faktisk. Når jeg hører, hvad eleverne på forfatterkurset sidder og arbejder med, så går det op for mig, hvor svært jeg egentlig har ved, at finde på et handlingsforløb – og endnu værre: Ét der er spændende. Det er det der dybest set afholder mig fra at skrive skønlitterært. Så da jeg sad torsdag eftermiddag og læste i mine ”værker” fra 13-14-års alderen, gik det langsomt op for mig, at jeg ikke blot sad med nogle virkeligt dårligt skrevne tekster. Jeg sad også med nogle virkeligt fantasifulde plots, fostret af et barns hjerne. Det er som om, at jeg har fået en gave af mig selv for 10 år siden.

Hvis Ben&Jerry kan, så...

Det skal lige handle om mad igen. Jeg følger nemlig en rigtig lækker madblog der hedder Plat du Jour. Det er to danske teenagepiger, der har den og det ser virkelig bare fantastisk lækkert ud, det de laver. Og så kan jeg jo godt lide det franske islæt. På den blog havde de for nylig et flot indlæg om, hvordan man kan lave sin egen Cookie Dough is - der jo som bekendt er en vældig populær og super lækker Ben&Jerry is. Selvom det normalt er min søde kæreste der står for madbloggeriet her i "huset" (I kan læse hans seje madblog HER), så betyder det ikke, at jeg ikke må læse andre madblogs eller blogge om mad. Så det gør jeg nu. For min is blev simpelthen så lækker og vellykket, at jeg bliver nødt til, at dele det med jer. Sådan her så min version af den ud:

Og I kan læse opskriften HER - den er overraskende nem og billig at lave, så der er ingen undskyldninger.
Rigtig god påske!

"Man må ikke sige "ad" til maden!!"

… har jeg fået af vide utallige gange i løbet af min barndom og ungdom. Lad mig afsløre, for dem der ikke kender mig, at jeg er umanerligt kræsen. Eller. Egentlig er der ikke særlig mange madvare, jeg ikke bryder mig om, men dem jeg ikke bryder mig om, er så basale, at jeg uvægerligt må stemples som kræsen. Og sikkert også svær at lave mad til, selvom jeg kan lide alt fisk, alle slags kød, en masse forskellige oste, pasta, ris, grøntsager, frugt osv. Mange fine og grundlæggende ingredienser i megen madlavning. Jeg har ikke villet blogge om mit problem, fordi jeg føler, at jeg ved selv at sætte fokus på det, gør det okay for andre også at fokusere på det. Og det synes jeg egentlig ikke, at det er. Alle mennesker har forskellige præferencer – og dem synes jeg at man skal respektere, så vidt muligt, ligesom man naturligvis gør overfor vegetarer og allergikere.

Men hvad er det så, der er så skrækkeligt, ved mine madvaner? Jo, nu skal du høre: Jeg kan for det første ikke spise kartofler. For et par år siden begyndte jeg bevidst at sige at jeg ”ikke kan spise” kartofler, frem for ”ikke kan lide”, for det er egentlig mere sandt. Prøver jeg, at spise en kartoffel – næsten uanset hvordan den er tilberedt – får jeg opkastningsreaktioner. Nej det er ikke særlig lækkert. Det kan være noget psykisk, det kan være noget genetisk, men jeg fik bekræftet på P1 i dag, at der bare ER nogle mennesker, som ikke kan lære at spise bestemte ting, uanset hvor meget de prøver. Det er en forskningsmæssig blindgyde. Et uforklarligt fænomen. Folk kan vende sig til meget, men der findes ekstreme undtagelser – og sådan en er jeg. Og hvorfor chips så lige er en undtagelse i undtagelsen for mit vedkommende er der (heller) ingen forklaring på.

Jeg kunne genkende min egen situation så tydeligt i det radioindslag, at jeg føler mig parat til selv at sætte fokus kræsenheden. Især fordi forskeren lagde vægt på, at det kan fremkalde en ubevidst aversion, hvis man tvinger nogen til, at smage på noget og der kan jeg kun erklære mig enig!

Jeg har følt mig gastronomisk handicappet og indtil jeg mødte min kæreste, havde jeg meget svært ved, at tale om mad. Det har aldrig været noget jeg har tænkt så meget over, det der med ikke at ville tale om mad, men jeg tror, at det skyldtes det (også) pinlige aspekt, at der var så meget mad, jeg ikke brød mig om.

Til gengæld kunne jeg – og kan stadig – blive panisk, hvis jeg opdager, at folk er i gang med at lave noget mad til mig, som jeg ikke vil kunne være i stand til at spise. Ikke så meget for min egen skyld, men fordi jeg ikke har lyst til, at de skal blive skuffede og tro, at der er noget i vejen med deres madlavning. Jeg bryder mig f.eks. ikke om tomat, men er langsomt ved at bløde op for det og kan spise det i retter, hvor det optræder i små mængder. Det samme med løg. Jeg er heller ikke længere særlig skeptisk overfor porrer og er begyndt helt at kunne lide forårsløg, men synes stadig generelt, at løg og afarter deraf smager af, ja, sved. Og så er min aversion mod det vel til at forstå?

Jeg har også siddet til samtlige børnefødselsdage, jeg har deltaget i uden at drikke så meget som en dråbe sodavand. Sådan noget stads får I ikke i mig. Og i dag er jeg glad for det, for jeg synes ærlig talt, at det er en regulær uvane, at drikke sodavand. Jeg har det på samme måde med remoulade og ketchup: Hvor er jeg egentlig bare glad for, at jeg aldrig fik lært at spise det ulækre stads.

Når ALT det er sagt, så må jeg glæde jer med, at der KAN gøres rigtig meget for, at gøre de kræsne mindre kræsne og jeg er selv mindst halvt så kræsen, som jeg f.eks. var, da jeg startede på efterskole. Så nu vil jeg dele lidt erfaringer ud til andre som sidder i samme kræsne situation: Meget mad, kan man lære at spise, ved at se andre spise det og konstatere, at de ser ud til at nyde det. Man skal sørge for at få følelsen af, at man går glip af noget ved ikke at spise det. Den teknik har virket for mig ved bl.a. aubergine, feta og oliven. Jeg har lært at spise mange krydderier ved at se dem blive brugt i madprogrammer. Jeg lærte, at spise hvidløg, da jeg mødte min kæreste, fordi jeg var for forlegen til at sige, at han ikke skulle putte det i maden. Man kan sagtens reelt formindske sin kræsenhed gennem hvide løgne, fordi man ikke vil sætte sig selv og andre i forlegenhed, så kan man f.eks. sige: ”Ja, selvfølgelig kan jeg lide artiskokpesto” og indeni sig selv tænke: Nu spiser jeg bare, hvad der bliver serveret uanset, hvordan det smager. Det var sådan jeg lærte, at spise bl.a. porrer, granatæblekerner, hummus og rødbeder.

Endelig har den gode Claus Meyer lavet nogle forsøg der viser, at kræsne børn bedst lærer at spise nye ting, når deres forældre IKKE er der til at sige ”hov nu kan du pludselig godt lide det!” og hvis de i øvrigt selv får lov til, at tilberede den madvare, som det kniber med, at få ned. Endelig, endelig er det også vigtigt, at gøre sig bevidst, hvordan man tænker om maden og holde op med, at tænke, at den mad man ikke bryder sig om, er uspiseligt. Med andre ord: Men skal aktivt tvinge sig selv til, at tænke på det som mad igen, for det har man måske ikke gjort i rigtig mange år. Med andre ord (igen): Man må virkelig ikke sige ad til maden.

Så jeg vil opfordre alle, der er kræsne til også løbende at arbejde med kræsenheden og gradvist åbne op overfor madvarer, der før har været helt utænkelige at spise. Det giver rigtig meget livskvalitet, synes jeg, at have et mere udvidet mad-repertoire og man føler sig mindre ”underlig”, for hver ny madvare. Men jeg vil tilføje, at det skal foregå i ens eget tempo og ikke i ens forældres, kærestes eller venners tempo. Det er en proces og det er, som sagt, ikke alt man kan lære at spise.

Gratis (storskralds)guld

I lørdags havde vi en (skøn) gruppe venner på besøg til påskefrokost. Min søde kæreste (især) og jeg havde fremtryllet en let øvet udgave af det kolde bord. Efter det overdrevne mad-indtag og det moderate vodka/øl indtag, trængte vi alle sammen til, at trække luft ude i gården. Så det gjorde vi. Jeg tror, det er første gang, vi har været sammen, hvor forslaget om at gå en tur rent faktisk (næsten) er blevet til noget – hvilket (igen) vidner om en snigende voksenhed i blandt os.

Os kvinder satte os på en bænk og gav os til at høre den spændende historie om, hvordan min veninde havde mødt sin nye kæreste, mens drengene luntede om på parkeringspladsen for at sparke dæk (bare rolig, en af dem havde rent faktisk en bil med). Mere voksent bliver det næsten ikke i vores alder, vel?

Men PLUDSELIG kommer min søde kæreste tilbage i gården med den smukkeste røde stol. Jeg går ham overrasket i møde og han forærer mig stolen lige på stedet. Magisk hverdag indtræffer. Det var meget romantisk. Det indrømmer jeg blankt. Og her er stolen (er den ikke flot?):

 

Ja, den er gammel og har en del patina, men min søde kæreste kunne straks se, at den stod der i storskrald og bare ventede på, at vi fandt den. Det er utroligt, hvor heldig man kan være nogle gange. Ikke mindst når det gælder smukke, gratis ting. Nu skal vi bare have fundet et godt sted til den. Og fremover går vi forbi storskrald mindst en gang om ugen!