Tilgiv mig, men jeg blogger lige om mit hår. I går eftermiddags lavede jeg en omfattende research på, hvad der findes af frisører i Aarhus – og det selvom jeg blot skulle have klippet spidserne og have mit pandehår tilbage, tak. Jeg har endnu engang erkendt, at pandehår er det rigtige valg. For denne gang. Lige meget. Grunden til min research skyldtes, at jeg rigtig gerne ville klippes af en rar frisør – og måske et sted med et sjovt koncept eller en miljøvenlig frisør. Jeg bemærkede at priserne lå mellem 250 og 1000 for en almindelig dameklipning. Det synes jeg var et meget stort prisspektrum – også selvom kvaliteten sagtens kan variere indenfor klipninger, også.
Trods adskillelige timers research endte det alligevel, som det altid gør, med at jeg brasede ind hos den første og bedste nogenlunde almindelige frisørsalon, jeg kom forbi på min vej ind til byen.
Mig: Jeg ville bare spørge, hvad det koster at blive klippet her?
Frisør: 250!
Mig: Okay, det lyder fint. Du har vel ikke tid, sådan, nu?
Frisør: Jo, tag plads.
Spontanitet har været hovedkraften bag stort set alle mine frisørbesøg, så her er der ikke noget nyt. Mens jeg så blev klippet af en temmelig mut og lidt hårdhændet kvinde med tyk østeuropæisk accent slog det mig, at nogle af de mange penge man betaler hos en dyr frisør må gå til hovedbundsmassage, varm kakao, hyggesnak og fornemmelsen af at frisøren er oprigtigt interesseret i ens hår og nogle gange også ens liv.
Jeg gik derfra med denne afrotangerende frisure:
Efter at hun havde kommet det femte produkt i mit hår i en ivrig kamp for at få det til at krølle hele vejen rundt, og de mange kemikalier begyndte at kilde oppe i mine næsebor og klø i mine øjne, svor jeg, at, næste gang går jeg altså til en miljøvenlig frisør.
Jeg fortsatte ind til byen med fornemmelsen af, at det sted tættest på, hvor min nye frisure måske er på mode, må være Ukraine eller Polen. Men studiestart er i overmorgen og i den anledning skulle jeg ikke bare klippes, jeg skulle også have nyt tøj, så jeg kunne ikke bare sådan cykle hjem. I den første tøjforretning jeg træder ind i, bliver jeg mødt med synet af denne mannequin:
Jeg var flad af grin indeni. Håber at jeg ikke er den eneste der kan se ligheden – og, ja, mit hår er på mode.
