I dag er det 11. september og ti år siden, at det var ’11. september’ i formuleringens anden og mest brugte betydning. Netop i dag er det for første gang gået op for mig, hvor stort et angreb det egentlig var på den vestlige civilisation, at man fløj to fly ind i tvillingetårnene i New York. Jeg har hele tiden været bevidst om, hvor tragisk hændelsen var for de tusinder af mennesker, der mistede deres kære eller var involverede i ulykken. Men hvad det ellers betød; at det var et angreb på ’os alle sammen’, at det var en ’øjenåbner’, at det var noget der ændrede den måde verden ellers hænger sammen på, føler jeg, at jeg først helt har forstået i dag. Det er nemlig først i dag, at jeg har kunnet stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor førte 9/11 ikke til tredje verdenskrig?
For tiden sidder jeg og researcher på første verdenskrig og jeg synes det er påfaldende, at når ét enkelt mord i Sarajevo kunne udløse hele første verdenskrig som en kædereaktion, der fik hele korthuset til at brase sammen og førte til udslettelsen af stort set en hel generation af unge, raske mænd. Hvordan kan et så voldsomt og pludseligt angreb på én af verdenskrigenes helt store aktører, hvor tusinder af mennesker blev dræbt med et enkelt slag, så ikke føre til endnu en frygtelig verdenskrig? Jeg er pacifist og ønsker ikke endnu en verdenskrig eller nogen krig overhovedet, men når jeg ser begivenhederne i dette perspektiv, kan det undre mig, at det (tillad mig) ikke gik ’værre’. Jeg synes, at det siger noget om, at måden vi mennesker bekriger hinanden på, må have ændret sig fundamentalt siden afslutningen på verdenskrigene og tredje verdenskrigs udebleven må derfor skyldes, at det ikke var et land der angreb USA.
’Find og dræb Osama bin Laden’ kan USA’s reaktion på 9/11 kortes ned til i mine øjne og det siger noget vigtigt om, at krige ikke længere føres mellem nationer, men mod enkeltpersoner. Hvis det havde været et land, der havde angrebet USA og dermed erklæret krig, kunne USA og alle os allierede straks have begyndt at bekrige dette land – en reaktion der ikke ville være usandsynlig. Vores ’fjendes’ allierede ville i kølvandet på vores modangreb straks gå til modangreb på os. Nye tværkontinentale alliancer ville blive brudt og skabt alt efter interesseområder og -fællesskaber og tredje verdenskrig ville være en realitet. Men i dag erklærer vi ikke lande krig, vi afsætter diktatorer som Saddam Hussein og Gaddafi, vi forfølger terrorgrupper og vi ved at truslen ikke kommer fra et andet land, så meget som den kommer fra enkeltpersoner der ’bare hader’ os.
På den måde er fjendebilledet blevet mere nuanceret, hvis det så ikke bare var sådan, at vi åbenbart kun er i stand til at have kikkerten rettet mod en ’fjende’ ad gangen, hvilket 22. juli angrebet i Norge er et vigtigt eksempel på. Jeg tror, at ekstremisme indenfor alle religioner og alle politiske orienteringer kan være dødsensfarlig.
Et angreb på en supermagt (Østrig-Ungarn) i 1914 og et angreb på en supermagt (USA) i 2001 ledte altså ikke til de samme konsekvenser. Verden ændrer sig.
Her i Vesten har vi altid opfattet os selv som verdens centrum og derfor har det også altid været naturligt for os, at det var os der satte dagsordenen for resten af verden. Vi har ad mange omgange bekriget hinanden og ofte med hjælp ’udefra’ fra kolonier og allierede rundt om på kloden, men det har for det meste været et eller andet europæisk land (Tyskland), der har bestemt hvornår vi skulle i krig. Angrebet 11. september for ti år siden, kom derfor som et større chok for USA end jeg var i stand til et forstå da jeg var tolv. USA var vant til at styre begivenhederne, ikke være underlagt dem. Angrebet var derfor også det tidspunkt, hvor verden udenfor trængte ’ind’ til os vesterlændinge og rev os ud af den falske tryghed, vi var blevet lullet ind i, da vi skabte NATO, FN og EU for at sikre, at der aldrig ville bliver krig igen – i hvert fald ikke indbyrdes.
