Jeg har heldigvis flere vigtige minder fra Varna, hvis man ser bort fra den ekstremt varme strandtur, med sand der nærmest stegte vores fødder og en café der ikke solgte drinks. Jeg tog et brusebad på det reneste af hostellets tre badeværelser; der var direkte adgang fra brusebadet og ud på altanen, hvilket jeg ikke benyttede mig af, men man kunne alligevel stå og se udover hele den let faldefærdige, men solbeskinnede by. Gaderne var smalle, stejle og forvirrende og der var beskidt overalt. Det vrimlede med elektricitetskabler og katte, sådan som jeg husker det i hvert fald. Jeg havde fornemmelsen af at befinde mig på selve kanten af Bulgarien, et sted hvor folk kun kommer hen for havets skyld – ikke for byens. Det var heller ikke det ideelle sted at spise på tyrkisk restaurant fandt vi ud af, men vi var sultne og gad ikke lede mere. Noget karakteristisk, når man rejser, er de endeløse vandringer efter det helt ’rigtige’ sted at indtage sin aftensmad – tænk hvis man satte sig et sted og så fik øje på et bedre sted, når man allerede havde spist? Nej det ville være frygteligt, men denne aften indtog vi altså vores aftensmad på en miserabel tyrkisk restaurant og var egentlig på vej hjem, iført løstsiddende tøj og absolut ikke iført make-up, da vi pludselig står overfor en meget fancy bar. Efter et hurtigt blik på deres drinkskort står det klart at de nærmest forærer varerne væk og vi sætter os ned og giver os til at bestille.
Det er her den pudsige situation opstår, hvor ekspeditricen finder os mistænkeligt fattigt udseende og derfor giver os en noget distanceret betjening til at begynde med, men efterhånden griner mere og mere af overraskelse for hver gang vi bestiller en ny drink. Sagen er den, at de drinks der for os skandinaver er absurd billige, for de lokale er absurd dyre. Vi befinder os på et lokalt in-sted hvor kun eliten af den bulgarske ungdom i byen har råd til at hænge ud og vi er intet mindre end fascinerede (og flade af grin) over deres indretning af stedet med plastikmøbler i forskellige lilla og syregrønne farver, borde med laserlys i og hele selve baren der også lyste i neonfarver, for slet ikke at tale om gulvet… Men det allersjoveste var da de tændte tulipanerne, ja! ’Så er der lige lys i de falske tulipaner’, som min rejsekammeratinde sagde. Det her var, for mig, simpelthen toppen af den 90’er-agtige dyrkelse af det kunstige, som man møder mange steder østpå. Heldigvis tog jeg et billede:
Er det ikke fantastisk?
Efter en nat i en smal køjeseng, drog vi endnu engang gennem Varna med vores tunge rygsække i den bagende hede. Vi ventede et stykke tid på stationen, kun afbrudt af en noget forstyrret og tydeligvis sindsforvirret bulgarsk kvinde, der blev ved med at tale til os, men som tilsyneladende ikke ville have penge, ikke at vi prøvede at give hende nogen, men hun virkede, som om hun var vred på os i stedet – og det hjalp ikke da vi begyndte at tale dansk til hende, for at få hende til at forstå at vi ikke forstod hvad hun sagde, hvilket egentlig burde være åbenlyst. Måske havde vi taget hendes bænk? Det sker af og til at man møder den slags skæve eksistenser, jeg skal ikke kunne sige om koncentrationen er lige høj overalt i verden, men det kan ske om man så befinder sig ved et busstoppested udenfor Trøjborg Centret eller i det østligste Bulgarien. Det værste var under alle omstændigheder stanken og at det i virkeligheden var synd for hende, fordi der ikke er noget socialt sikkerhedsnet til at gribe hende.
Senere den selv samme formiddag stod vi af toget i Bulgariens tidligere hovedstad; Veliko Tarnovo og blev budt hjerteligt velkommen af en høj skaldet mand med meget langt skæg og britisk accent. Hvis du vil vide hvorfor, så følg med!
To be continued…
