Jeg husker turen til Bulgarien fra Rumænien som en endeløs nat, der startede med total forvirring og en meget hjælpsom, midaldrende russisk konduktør, der hjalp os på perronen i Bukarest. Jeg har stadig hans håndskrevne rejsevejledning i min notesbog, hvor der står at vi skal tage med toget fra Bukarest og skifte i Gorna Orjahovica, hvor vi skulle vente i timevis, for derefter endelig at tage et tog til Varna – vores destination. Turen til Gorna Orjahovica foregik i en skarpt oplyst togvogn, fyldt med insekter (myg) og en (meget) stram lugt af urin. Jeg glemmer heller ikke den provokerende rødhårede fyr, som ikke kunne forstå at fredelig revolution og politik uden ekstrem korruption kunne forekomme. Han kunne ikke forestille sig et land, hvor alle mennesker i princippet kunne blive valgt til folketinget. Til gengæld gjorde han os opmærksom på, at vi bare kunne sove på første klasse, når der nu ikke var nogen derinde – så vi tog ham på ordet og flyttede ind i de lækrere kupéer. Det var bælgmørkt da vi ankom til Gorna Orjahovica og navnet stod med kyrilliske bogstaver – jeg bliver altid i tvivl, om jeg er stået af det rigtige sted, indtil jeg får dem tydet! Min rejsekammeratinde tilbragte ventetiden med at file negle og våge over mig eller rygsækkene, mens jeg sov, læste ’Oliver Twist’ og spiste pistacienødder, hvis jeg havde nogen. Jeg brugte sikkert også noget tid på – endnu engang – at undre mig over hvorfor så mange voksne, midaldrende og dystert udseende mænd i læderjakker tilbringer deres nat med at skumle rundt på en banegård i det nordlige Bulgarien (eller andre mere eller mindre tilfældige banegårde i Østeuropa). Togturen mellem Gorna Orjahovica og Varna husker jeg kun via dette (uvurderlige) logbogsnotat:
’Lige nu sidder jeg i et nattog mellem Gorna Orjahovica og Varna. Klokken er kvart over fire om natten og jeg sidder overfor en lille tyk mand der stinker af sur røg, pis og jordslået tøj. Lædersædet som jeg hviler mit hoved på når jeg prøver at sove stinker af sved. Jeg glæder mig til at være fremme’ (d. 13. juli 2010)
Og så spørger du nok dig selv, hvorfor i alverden jeg evigt og altid snakker om, hvor fantastisk det er at køre i tog. Nuvel, nogle gange er det først bagefter at turen bliver sjov og uforglemmelig og ikke i det øjeblik man oplever den, men jeg står fast ved hvad jeg mener. Du vil sandsynligvis også blive præsenteret for flere andre pudsige togture i løbet af min lille Bulgarien-føljeton.
Men vi ankom til Varna i god behold og brugte lang tid på at følge instrukserne, der skulle lede os til vores hostel – og det i en hede så du tror det er løgn – men vi fandt det, et uundseeligt sted, som dog lå i centrum. Hellere end jeg vil nævne hvor klamt badeværelset var, vil jeg nævne hvor rar vores vært var og hvor glad jeg er for, at han gav os den parasol med til stranden. For vi havde nemlig et eneste mål med vores lange og besværlig togrejse til Varna – en strandtur:
Hvad gør man ikke for at flyde en dag på Golden Sands?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar