Efter at have læst litteraturhistorie på Aarhus Universitet i to år står det klart for mig, at vi, det meste af tiden, frejdigt har stået og peget på toppen af isbjerget med kun få afstikkere ned i dybden. Ikke så sært at AU ikke længere skilter så meget med deres motto ’solidum petit in profundis’ (”søger i dybet den fast grund”). Jeg står tilbage med en fornemmelse af, at jeg først lige er begyndt at ane hvor stort et område litteraturen er, hvilken uoverskuelig og utrolig mængde stof jeg skal være i stand til at forholde mig til og navigere i, og jeg føler først og fremmest at det hele først lige er begyndt. Desværre bliver der (næsten) ikke mere litteratur til mig i denne omgang, for det sidste år af min bachelor skal jeg tilbringe på et tilvalgsfag. Jeg kan ikke sige, at jeg synes, at tværfaglighed er en ubetinget dårlig idé, for jeg synes, at det er vigtigt, at flere forskellige fagområder inddrages og kan spille sammen, når en problemstilling skal belyses og udforskes. Tværfagligheden skal bare ikke være på bekostning af fordybelse og et solidt fagligt fundament, for så er vi jo lige vidt. Jeg synes, at det vidner et en fuldstændig desperat indstilling fra universitetsledelsens side, hvis man går på kompromis med fagligheden – og ikke mindst mængden af faglighed på de enkelte uddannelser.
I mine to år på humaniora har jeg mange gange haft følelsen af, at man ikke har haft råd til at give os den mængde undervisning, som jeg synes, at jeg har krav på – og som man havde lyst til at give os på faget. Uanset hvordan man vender og drejer det, så vil dette resultere i et lavere fagligt niveau, og så kan det ikke være uddannelse i verdensklasse. Den ene fantastiske underviser efter den anden har undskyldt og undskyldt for, at der ikke var mere tid til at dykke ned i de mange interessante emner, vi har beskæftiget os med, for vi har kun haft undervisning 9 timer om ugen.
Ja, den lader vi lige bundfælde sig: 9 timer om ugen.
De resterende 31 timer af de 40 timer om ugen studiet er normeret til – er selvstudie. Hvad skal jeg sige? Mit studie kræver en stor grad af selvdisciplin og det er så åbenlyst nedprioriteret fra systemets side, at det er lige før man krummer tæer. Selvfølgelig skal der være en højere grad af selvstændighed på universitetet sammenlignet med gymnasiet, men jeg synes, at de her forhold er groteske. Det er ikke det eldorado af flotte auditorier og spændende foredrag og forelæsninger, som jeg havde forventet at møde, da jeg startede på universitetet. Jeg har endnu ikke fundet den højspændte videnskabelige intensitet, som jeg havde forventet at blive en del af. Så nu er vi tilbage ved forholdet mellem overflade og dybde: Hvordan kan en faglighed, vi bliver udstyret med gennem så lidt kontakt med de fagpersoner, der repræsenterer vores fag, blive andet end overfladisk? Hvordan kan kontakten med det stof, vi beskæftiger os med blive andet end overfladisk, når vi har så få undervisningstimer? Det gavner hverken os eller samfundet, at vi er tvunget til at skøjte hen over det hele! Og det er en ubehagelig situation for både undervisere og studerende. Jeg mener simpelthen ikke, at jeg har fået den mængde af uddannelse, som jeg burde have krav på. Jeg føler mig faktisk bare godt og grundigt snydt, hvis jeg skal sige det lige ud. Skal så få undervisningstimer forestille at være lige ret til lige uddannelse?
Endelig har jeg oplevet bekymring blandt mine medstuderende over en større og større grad af facit-jagt i faget. En facit-jagt som jeg mener aldrig har hørt hjemme i litterære sammenhænge. Det er en helt forkert indstilling, at man, indenfor et fag som litteratur, søger og kræver et facit. Det mener jeg slet ikke hænger sammen med litteraturen og litteraturforskningens mål eller natur. Der findes mange fag, hvor man ikke kommer særlig langt uden et facit, men på de æstetiske fag bliver facit-jagten en indskrænkende faktor, der mindsker de studerendes evne til at tænke kreativt og ’ud af boksen’, som det så populært hedder. Pointen er jo netop, at man indenfor vores felt bør være i stand til at udvikle tankerækker i nye retninger og se sammenhænge, der ikke er givet på forhånd. Ellers sker der en fastfrysning, der ikke afspejler, at det felt vi arbejder med hele tiden er i udvikling og genfødes i nye former og nye udtryk, der samtidig rummer kontaktpunkter med det allerede kendte og gør os i stand til løbende at udforske litteratur, kunst, kultur og historie på nye måder, i nye kontekster og fra andre vinkler. Sproget er altid i korrespondance med sig selv. Derfor virker det meget middelalderligt kun at søge én sandhed og det er trist at erfare, at der sker en bevægelse i den retning på humaniora. Denne facit-jagt vidner ikke desto mindre om en begyndende tendens til at tro at uddannelser kan bygges op, styres, måles og reguleres ens, trods deres vidt forskellige indhold.
Mange mener, at Danmark er et rigt land, men det kommer an på, hvad man måler rigdom på. Et land, der ikke har råd til at prioritere et selvbevidst og varieret kulturliv, der er i udvikling og i dialog med sig selv og samtidig har et solidt, fagligt fundament, er, efter min mening, ikke et rigt land. Mange svæver tilsyneladende i den vildfarelse, at penge er det mest værdifulde, man kan opnå her i livet. Derfor skal alle universitetsuddannelser målrettes mod erhvervslivet og det eneste man vejer os på er, om vi er pengene værd. Som om dét er det væsentligste ved et menneske… Men hvordan får man et system til at skamme sig? Vi får aldrig nogensinde viden og uddannelse i verdensklasse i det her samfund, hvis man fra systemets side prøver at binde den og ensrette den. Når der udelukkende fokuseres på kompetencer frem for solid viden og på uddannelse frem for dannelse, bliver vi hverken dygtige tænkere eller hele mennesker. Desværre tillægges uddannelsens varighed og pris tilsyneladende mere betydning end dens reelle indhold. Kompatibiliteten med erhvervslivet er det altafgørende, men hvor meget substans er der i et samfund, hvor det højeste man kan stræbe efter, er penge? Den vigtigste egenskab hos en politiker i øjeblikket er at kunne føre os sikkert gennem krisen, men andre samfund er før kommet rigtig langt med færre midler end vores. Jeg synes, at man bør overveje, om ikke det snarere er mængden af viden end mængden af guld, den er gal med.
Jeg kan ikke forstå, hvorfor mennesker der skal forestille at studere, i stedet skal ensrettes i en zombiegang mod erhvervslivet? Størstedelen af den kreativitet og det idépotentiale, der ligger aflejret i ethvert menneske bliver kvalt af velfærdssamfundets monstrøse favntag. Vi har ytringsfrihed – men har vi udfoldelsesfrihed?
Aarhus Universitet er ikke længere en vidensbastion – det er en producent blandt mange andre, hvilket også afspejles i det nye logo, der får universitetet til at minde mere om en større virksomhed end noget som helst andet. Er Aarhus Universitet overhovedet et universitet, fristes man til at spørge – eller er det blot en underleverandør, der ikke uddanner for menneskers skyld, men for penges skyld? Og en producent hvor æstetiske og humanistiske fag underprioriteres - sandsynligvis pga. deres ringe profit? Gennem årtusinder har litteraturen, kunsten, retorikken, musikken, teatret eksisteret hos alle samfund på kloden i forskellige former. Kunst og kultur i alle afskygninger er opstået hos selv de mest isolerede folkeslag og har udviklet sig gennem menneskelig interaktion. Hvis ikke dét beviser de æstetiske discipliners overlevelsesevne og enorme betydning, så ved jeg ikke, hvad der gør. Har vi glemt hvilken betydning oplysning kan have for et samfund? Har vi glemt, hvilke konsekvenser mangel på oplysning kan have? Har vi glemt, hvor fatal massemanipulation kan være? Systemet anerkender tilsyneladende ikke, hvor stor betydning sprog og kultur fortsat har for vores civilisation. Ikke engang nu hvor kommunikation spiller sådan en enorm rolle i vores samfund – og i hele verden faktisk. Kan det være rigtigt, at Danmark ikke har brug for dygtige formidlere og professionelle tekstlæsere i fremtiden? Og hvad skal samfundet bruge al den viden om, hvordan man bygger bygninger til, hvis vi ikke har noget liv at fylde i dem længere?
Hvad er det for et land, der kun vil bygge broer af beton og stål og ikke af ord og tanker?
Havde det ikke været for sprog og kultur ville vi slet ikke bygge huse eller motorveje eller kurere sygdomme eller noget som helst – for så ville vi nemlig slet ikke være mennesker.
Tilværelsen handler ikke kun om at tjene så mange penge som muligt i et handels-, erhvervs- og businessbaseret samfund, hvor alt skal kunne måles og vejes og gøres op i kroner og øre – også selvom det er mennesker; eksempelvis indvandrere, ældre eller studerende. Mening, dannelse og fordybelse er ord der spiller så lille en rolle i vores samfund, at jeg ligeså godt kunne have sagt ’peace, love and harmony’. Der er ingen der tror på det længere.
’Den, der ikke kan føre sit regnskab over 3000 år, lever blot fra hånden til munden’ Goethe.
