… Har du nogensinde tænkt over, hvor meget de to ord minder
om hinanden? Nej? Det havde jeg heller ikke. Men det er jeg kommet til, efter
jeg var inde og se The Artist i Øst for Paradis i fredags. For det var en helt
fantastisk oplevelse. Før The Artist vandt en masse Oscars, var jeg sikker på,
at stumfilmen var en forældet og uddød genre. Jeg troede, at det var kedelige,
overkarikerede, simple film uden megen handling. Men jeg kunne ikke tage mere
fejl. Nogle ting forædles med tiden og sådan er det også gået stumfilmen, ved
jeg nu. Stumfilmgenren er ikke forældet, men forædlet.
For sjældent har jeg da oplevet noget der var så sprudlende, så raffineret, så veludført og elegant, som den film! På ægte 1920’er vis gispede, lo og græd jeg de rigtige steder – og det på trods af, at hele filmen var absolut uden lyd. De mennesker, der har lavet den film, har virkelig gjort sig umage – og jeg elsker når folk har gjort sig umage. Jeg elsker, når man kan mærke, at det hele er tænkt igennem, tilrettelagt og tilpasset, så man nærmer sig perfektion. Ja faktisk så man nærmest nærmer sig det geniale.
Den oplevelse kastede ekstra meget glans over min søde kæreste og jegs romantiske date. Da jeg så gik til frisøren dagen efter og sagde, at jeg ville have kort, krøllet 1920’er inspireret hår, blev jeg endnu engang mindet om, hvordan dannelsen langsomt forlader det her samfund (en frisør der ikke kender de forskellige årtiers skiftende hårmode!?), men det er en helt anden historie.
Se. Den. Film!
For sjældent har jeg da oplevet noget der var så sprudlende, så raffineret, så veludført og elegant, som den film! På ægte 1920’er vis gispede, lo og græd jeg de rigtige steder – og det på trods af, at hele filmen var absolut uden lyd. De mennesker, der har lavet den film, har virkelig gjort sig umage – og jeg elsker når folk har gjort sig umage. Jeg elsker, når man kan mærke, at det hele er tænkt igennem, tilrettelagt og tilpasset, så man nærmer sig perfektion. Ja faktisk så man nærmest nærmer sig det geniale.
Den oplevelse kastede ekstra meget glans over min søde kæreste og jegs romantiske date. Da jeg så gik til frisøren dagen efter og sagde, at jeg ville have kort, krøllet 1920’er inspireret hår, blev jeg endnu engang mindet om, hvordan dannelsen langsomt forlader det her samfund (en frisør der ikke kender de forskellige årtiers skiftende hårmode!?), men det er en helt anden historie.
Se. Den. Film!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar