Her har jeg gået – siden en historisk valgkamp i klassen
tilbage i 7.ende – og ventet. Hele min politiske bevidsthed, har, siden jeg var
tretten, været koncentreret omkring, at der skulle ske et magtskifte, at vi
skulle have en rød regering igen. Så jeg sad da og græd de to gange Venstre kom
til magten igen. Jeg sad og blev lidt rørt, da Helle Thorning gik på
talerstolen efter at have vundet valget sidste år. Jeg troede, at de ville tage
en anden retning. Så nu sidder jeg her på min weekendmorgen – og bekender min
desillusion. Den har været undervejs længe. Jeg har studset over mange ting: Senest
Mette Frederiksens attitude overfor akademikere (det er jo ikke for at genere
nogen, at vi tager en uddannelse, kære minister) og forslaget om, at skære i
sådan noget som folkepension, SU og børnecheck. Som min veninde skrev på
sin Twitter: ”Har vi ikke en rød regering eller har jeg misforstået noget?”. Enig.
Her skal det ikke handle om, hvad jeg mener om de konkrete
udmeldinger de er kommet med, for mine holdninger er (stort set) uændrede, om
end mere nuancerede end før. For jeg tror egentlig, at min desillusion mest
bunder i, at jeg er skuffet over dansk politik generelt. Jeg synes, at hele
showet mangler en (dannelses)dimension. Jeg synes, at der mangler ambitioner. Jeg
synes, det virker til, at de folkevalgte er sunket dybt ned i en sort sump af
finanskrise og regnestykker. Det hele stinker af pessimisme. Var det lige lidt
mere komplekst at regere et land end de havde regnet med? (for det kunne jeg
godt have fortalt dem), eller er det fordi medierne konstruerer et (så godt
som) ensidigt negativt billede af regeringen? Jeg tror, at det er en
kombination. Men jeg er bare skuffet. Der er nu mindre end nogensinde før nogen
partier i det her land, jeg har lyst til at stemme på. Jeg tror faktisk ikke,
at der er nogen partier i Europa, jeg har lyst til at stemme på. Eller nogen i
hele verden. Jeg ser en mentalitet blandt politikerne, der arbejder med
problemstillinger, der kunne lyde sådan her: ”Hvordan sikrer vi os, at vores
borgere bliver så kloge, at de kan generere nogle flere penge?”. Den mentalitet
får mig til at føle mig som om, jeg ikke er andet end et led i et kæmpe
regnestykke. Og der ramte jeg lige på kornet. For det er jeg da heller ikke. Europas
stater er holdt op med at se deres borgere som mennesker. Det handler nemlig
kun om effektivisering af dem.
Det de gør, for at hjælpe deres borgere, er at
reducere dem til tal. De kan bare flytte et andet sted hen, de kan bare arbejde
i netto, de kan bare få robotstøvsugere, de kan bare få lidt længere til
sygehuset – så skal der nok komme nogle flere penge i statskassen, så vi kan
forbedre deres velfærd!? Er jeg den eneste der kan se, hvordan følelsen har
forladt fornuften? Hvordan trygheden har forladt velfærdssamfundet? Nu er vi
bare bange for, at komme til at havne i dets kløer. Oppe på den kolde top
tænker de ikke over, at nogle af os har grænser for, hvor langt vi vil flytte
væk fra vores familie, at når man har knoklet det meste af sit liv for at få en
lang uddannelse, så er det ikke tilfredsstillende anerkendelse, at få besked på
at søge job i Netto, at når 87-årige Erna stiller sig frem på TV og erklærer
sig utilfreds med sin robotstøvsuger, så er det dybest set ikke støvsugeren hun
er utilfreds med, men de manglende besøg fra et andet menneske (man kunne se
det i hendes øjne), at det næppe hjælper ”udkantsdanmark” at centralisere
sygehuse og skoler.
Som I kan se, er jeg stadig mest vant til at være i opposition.
Det er ligesom den eneste erfaring jeg har med politik. Jeg er ikke sådan en
der forsvarer ting, jeg ikke kan stå inde for. Jeg er ikke længere tryg ved det
sikkerhedsnet, der angiveligt skulle være spændt ud under os. Det virker mere
som et fluenet, hvor dem der er så uheldige at havne i kløerne på
velfærdssamfundet klistres ind i beskyldninger om ”krævementalitet”. Kynismen strømmer
(åbenbart stadig) fra den kolde top i dansk politik. Brrrr.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar