lørdag den 31. marts 2012

Ligegyldige opdateringer

Denne uge har ikke budt på mange blogindlæg. Det skyldes at det har været verdens-travleste-uge med masser af tvungen – og tiltvungen – voksenhed med fornemt seminar i Silkeborg, første redaktionsmøde med littuna.dk, og en anmeldelse der skulle skrives inden jeg fik alt for dårlig samvittighed. 

Anmeldelsen kan forhåbentlig snart læses på Magasinet rØST (jeg skal nok råbe op) og jeg nød virkelig at skrive den og bruge nogle timer på at reflektere over noget litteratur. Det bliver til for lidt nogle gange, fordi jeg er på tilvalgsfag. 

Så ja, der har måske været lidt for meget voksenhed og lidt for lidt bloggeri. Torsdag aften kom jeg hjem og jamrede til min søde kæreste, at jeg var blevet voksen og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre: Alene det, vidner vel om, at den måske ikke helt er der endnu alligevel. Og gudskelov for det. 

Til gengæld strømmer der i øjeblikket ligegyldige opdateringer om min hverdag fra mig via Twitter. Det er (igen) noget helt nyt jeg er gået i gang med. Jeg elsker ting der kan opdateres og som kan opdatere mig. Sådan noget synes jeg er sejt. Hvis du ikke har Twitter, kan mine tweets i skrivende stund læses i højre side af bloggen. 
Så kom ikke og sig, at der ikke er service. Men du må godt sige, at jeg er bagefter fordi jeg først har fået Twitter nu…

PS. (en interessant problemstilling der blev nævnt på seminar): Hvad gør det egentlig ved sproget, at man er tvunget til, at formulere sig i punchlines? Spændende, siger jeg bare.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar