Hak en hæl og klip en tå (bogstavelig talt?)

Jeg har siden Muhammed-krisen gået og troet, at højrefløjens linje var, at vi under alle omstændigheder ikke skulle gå på kompromis med vores (naturligvis klart definerede) ”danske værdier” i kampen mod terror. Sådan var det i hvert fald med ytringsfriheden. Men åbenbart ikke med holdningen til tortur (læser jeg blandt andet HER). Og grunden til, at du skal sidde og kæmpe dig igennem endnu et vredt indlæg fra min hånd er, at jeg simpelthen er rystet. Jeg er rystet over, at et menneske der burde være civiliseret, dannet og oplyst, kan få sig selv til, nogensinde, på nogen måde, at tro, at tortur kan være en løsning. Endsige en god idé.

For tiden sidder jeg og læser artikelsamlingen ”Den nøgne sandhed” af Anna Politkovskaja - den systemkritiske, russiske journalist der blev myrdet i 2006. Og som i øvrigt selv var udsat for tortur i løbet af sin karriere som korrespondent i Tjetjenien. Vel at mærke af folk der skulle forestille at repræsentere de russiske myndigheder. Når Politkovskaja fortæller, hvad de mennesker der har været udsat for tortur har været igennem og når jeg læser om, hvordan tortur kan undergrave et helt retssystem. Og i øvrigt kan tvinge folk til at sige hvad som helst, man vil have dem til.

Så er det fuldstændig umuligt for mig at forstå, hvordan man kan få sig selv til at komme med en udtalelse, der er så menneskefjendsk og sadistisk. Og så endda når man kommer fra et land, der traditionelt er fortaler for menneskerettigheder.

Er vores holdning til tortur virkelig noget vi vil gå på kompromis med i Danmark? Og hvor skal grænsen så gå? Skal vi ikke bare holde os til, at her i landet er vi altså lodret imod tortur og dødsstraf.Uanset hvad.