Ingen dage er ens

Nogle gange er virkeligheden magisk. Andre gange er den bare virkelig underlig. Det var min første tanke, da jeg igår fandt dette:

… i min postkasse. På sedlen står der: ”Måske er kedsomhed og meningsløshed bare en del af kærlighed... Eller er det lige omvendt? Læs mig. Jeg er kort og lige til, men jeg lover ikke at du kan lide mig, men jeg lover, at fortælle om virkeligheden” og jeg ved simpelthen ikke, hvem den kan være fra! Er det en af mine veninder, der foruroliget tror, at jeg med hastige skridt nærmer mig en pileflettende og speltbagende tilværelse? (for det gør jeg), er det mon en uskyldig vandrebog, som er givet videre af en person, jeg slet ikke kender? (det kan ikke forklare, hvorfor mit navn står på sedlen (under det foldede hjørne)), er det et raffineret gækkebrev? (for så kunne jeg godt have brugt lidt flere ledetråde), eller et det en hemmelig beundrer? (for så kunne vedkommende da godt have skrevet noget lidt pænere), er det chikane? (for så er det for udspekuleret til at jeg kan forstå det – altså medmindre at det er en virkeligt dårlig bog og det ser sådan ud), eller er det én der har fået den fejlagtige idé, at mit liv skulle være kedeligt og ensformigt (for slet ikke at tale om meningsløst?), for så kan jeg da sporenstregs (og en anelse fornærmet) forsikre vedkommende om, at mit liv ikke er kedeligt, ellers mange tak. 

Ud fra valget af værk, er jeg næsten lige ved at udelukke, at det kan være en fra Litteraturhistorie, men man ved alligevel aldrig, hvilke stunts med litteratur, vi litterater kan finde på, at kaste os ud i. På håndskriften skulle man umiddelbart tro, at det var en fyr der havde skrevet det – men jeg har faktisk to veninder (tro det eller lad være) der skriver næsten sådan der (men ikke helt ligesådan), intet kan udelukkes. ALLE er under mistanke. Èn ting er sikkert: Jeg har gjort så meget indtryk på nogen, at de har villet ulejlige sig med at putte en bog i min postkasse. Det er vel ikke helt dårligt?