Det ender godt

Selvom jeg elsker litteratur, studerer Litteraturhistorie og generelt bare læser utrolig mange romaner og har gjort det siden jeg var 11 år (præcis), så er jeg alligevel en frygtelig bangebuks når jeg læser de mange spændende fortællinger, jeg nærmest dagligt præsenteres for. Jeg har nemlig en mani der forarger mange: Jeg vil helst kende slutningen, når jeg læser fortællingen og der er ingen anden forklaring end at jeg er enormt utålmodig og bange for at blive skuffet. Ofte når jeg til det punkt i værket, hvor tingene spidser til og det ser rigtig sort ud for hvad-for-en-helt-man-nu-følger og kan simpelthen ikke læse videre uden at have læst lidt frem og også læst den sidste side, så jeg kan bedømme, om det nu ender, som jeg synes, det skal ende eller ikke. Jeg behøves ikke kende de nærmere detaljer for, hvordan vore helte når frem til den ene slutning eller den anden, jeg MÅ bare kende den, for at turde læse videre. 

Denne pudsighed har stort set hele mit læsende liv fået mig til at tænke, at jeg ville være en elendig anmelder – og det gør jeg stadig – for jeg bliver alt for grebet af handlingsforløbet, til at kunne være kritisk og distanceret overfor et værk. Det kræver virkelig meget koncentration og er ofte først noget der sker efterfølgende når begejstringen har lagt sig og jeg begynder at reflektere over hvordan det jeg har læst rent faktisk var skrevet. Med andre ord så falder indlevelsen mig mere naturligt end kritikken. 

Som jeg allerede har sagt, så har jeg mange gange oplevet at folk er blevet virkelig forargede når jeg sådan sidder og læser frem. Mange studser også over, at jeg virkelig tit nægter at give mig til at se en film, jeg ikke har set før, medmindre jeg ved om den ender godt eller ’dårligt’. Indlevelse er vigtigt, synes jeg, men jeg kan bare ikke styre det og jeg har prøvet at sidde med en pude foran ansigtet så mange gange – også til tøsefilm som ’The Devil wears Prada’ (hvilket Faisa nok kan huske). 

Men tilbage til litteraturen. Jeg er kommet frem til, at jeg, om ikke andet, bedre kan koncentrere mig om selve handlingsforløbet, når jeg kender slutningen. Desuden tror jeg ikke, at jeg ville få læst så meget som halvdelen af den mængde romaner, jeg nu engang læser, hvis man forbød mig at læse uddrag andre steder i handlingen end der hvor jeg er nået til. Jeg ville blive nødt til at stoppe, når det blev for spændende og gå og grue for at læse videre – tro mig, jeg har prøvet det. 

For nylig købte min veninde og jeg begge det sidst udkomne bind i en serie vi har fulgt med i (meget) længe. Så hvis du læser det her Sidse, så kan jeg da sige: Status er at jeg er nået halvvejs, men jeg kender slutningen.

Men... Målet helliger midlet?