Ligegyldige opdateringer

Denne uge har ikke budt på mange blogindlæg. Det skyldes at det har været verdens-travleste-uge med masser af tvungen – og tiltvungen – voksenhed med fornemt seminar i Silkeborg, første redaktionsmøde med littuna.dk, og en anmeldelse der skulle skrives inden jeg fik alt for dårlig samvittighed. 

Anmeldelsen kan forhåbentlig snart læses på Magasinet rØST (jeg skal nok råbe op) og jeg nød virkelig at skrive den og bruge nogle timer på at reflektere over noget litteratur. Det bliver til for lidt nogle gange, fordi jeg er på tilvalgsfag. 

Så ja, der har måske været lidt for meget voksenhed og lidt for lidt bloggeri. Torsdag aften kom jeg hjem og jamrede til min søde kæreste, at jeg var blevet voksen og at jeg ikke vidste hvad jeg skulle gøre: Alene det, vidner vel om, at den måske ikke helt er der endnu alligevel. Og gudskelov for det. 

Til gengæld strømmer der i øjeblikket ligegyldige opdateringer om min hverdag fra mig via Twitter. Det er (igen) noget helt nyt jeg er gået i gang med. Jeg elsker ting der kan opdateres og som kan opdatere mig. Sådan noget synes jeg er sejt. Hvis du ikke har Twitter, kan mine tweets i skrivende stund læses i højre side af bloggen. 

Så kom ikke og sig, at der ikke er service. Men du må godt sige, at jeg er bagefter fordi jeg først har fået Twitter nu…

PS. (en interessant problemstilling der blev nævnt på seminar): Hvad gør det egentlig ved sproget, at man er tvunget til, at formulere sig i punchlines? Spændende, siger jeg bare.

Sommerglimt fra London

Hvis du er en af dem, der går og spekulerer på, hvor jeg har været hele weekenden, siden der ingen blogindlæg har været, så kan jeg glæde dig med, at jeg løfter sløret for det nu! Jeg har da været i LONDON (ja det vidste I nok allerede) og besøge min London-veninde, sammen med tre andre (skønne) veninder.

Det var mit tredje besøg i London og jeg kan fortælle, at London ikke kun er Big Ben, Tower Bridge og Hyde Park. London er heller ikke kun shopping på Oxford Street.

London er også eftermiddagshygge i Soho:

Vintage-shopping i Islington

  

Solbadning i Hampstead Heath

 

Litteraturshopping i Bloomsbury

 
(Mine køb:)

Lækker asiatisk mad i Soho

 

Udendørs morgenmad i solskin! (Her er det (trendy) porridge (havregrød) med honning og banan og en dejlig kop English Breakfast Tea)

 

Øko- og delikatessemarked ved London Eye

 

Udstilling med David Shrigley på Hayward Gallery. (Her ser du de fine kunstpostkort jeg købte med derfra:)

Og så fik jeg naturligvis også lidt London-mode med hjem i kufferten:

 

Så, som I sikkert kan regne ud, havde vi en virkelig skøn tur og så gjorde det jo heller ikke noget, at vejret var mere sommer end det var forår.

Min søde kæreste havde i mellemtiden været i Krakow med drengene og han havde taget fornemt chokolade med hjem til mig derfra. Det er så sødt af ham, at det også fortjener hyldest på bloggen:

 

Jeg håber at I også havde en lækker weekend! 

I skal ikke snydes...

… for at følge DIY projektet helt til dørs. Mange af jer gider sikkert ikke høre mere om den sok og vil hellere læse mine holdninger til betændte politiske emner og skøre historier fra min interessante dagligdag. Men det må blive i næste uge, for her er det som sagt mig der lægger linjen og stolt af projektet som jeg er, skal læsere der går og tænker: ”Blev hun nogensinde færdig med den sok?” da ikke efterlades i deres spekulationers vold. Selvfølgelig blev jeg færdig med den:

 Ha' en dejlig dag !

Nostalgiske olietøndeslag

Da jeg var ung (okay, det er jeg stadig, men endnu yngre) var jeg meget begejstret for et fedt (fedt, fedt, fedt) norsk band som mange af jer sikkert kender, det hedder KAIZERS ORCHESTRA. Jeg har været til adskillelige koncerter med dem – også da de gav en fænomenal koncert fra Orange Scene på Roskilde Festival. De tre cd’er jeg har med dem: ”Ompa til du dør”, ”Evig pint” og ”Maskineri” var på mange måder med til at lægge soundtrack til den epoke af min ungdom. Det havde slet ikke været det samme, hvis ikke min roomie på efterskolen havde været så klog, at introducere mig til det. 

Gammel kærlighed ruster heller aldrig – og slet ikke når det gælder musik! Så jeg hører da selvfølgelig stadig Kaizers (jeg hører det faktisk lige nu, for at det ikke skal være løgn), men ikke så tit, som i min vilde ungdom. Min søde kæreste har ikke været så let at gøre begejstret for skørt, norsk rockmusik som mig.

I mandags havde vi så lokket hinanden med på Svalegangen for at se en teaterkoncerten ”Maestro” med Kaizers Orchestras musik. Jeg havde i forvejen tit tænkt (deres live-optrædener taget i betragtning), at den her musik, ville gøre sig ret godt på et teater, så jeg var mildest talt BEGEJSTRET for ideen. Min søde kæreste var skeptisk, men indstillet på omvendelse. 

Kaizers musik er for det første begavet med nogle enormt poetiske og velskrevne tekster. De tekster skaber deres eget univers af stemninger, konflikter, billeder og figurer. Det er det univers teaterkoncertens teaterdel tager udgangspunkt i, sådan at handlingen passer til teksterne. Og så bragede de ellers bare af sted med den på engang hektiske og dybfølte folkemusikinspirerede rock. Det er musik, der har så meget nerve, brutalitet og romantik i sig på samme tid. Musik der er næsten ligeså godt og spændende som Østeuropa. Musik der næsten ER Østeuropa. Med mystikken, vanviddet, forvrængningen, forfaldet, modet, fællessangen, vodkaen, dansen, korruptionen, broderkærligheden, torturen, luderne, dekadencen…

Det var disse stemninger, dette univers, som teaterkoncerten formåede at indfange til opfyldelse af ALLE mine (store) forventninger. Med overlegenhed både i musikken, vokalen og skuespillet. De bragte noget frem hos mig, som jeg OGSÅ elsker ved Kaizers Orchestras musik: Nostalgien. Der er en nostalgisk undertone i alle deres numre og det elsker jeg. Og så var der selvfølgelig heller ikke sparet på gamle gasmasker og olietønder. Det hører sig til. 

De ”forførte mig som en årgangsvin”.

… Og de fik overbevist min søde kæreste...

Så tag ind og se "Maestro"på Svalegangen inden den 31. marts - det koster 95 kr for studerende. 

Jeg er blevet sporty...

... på internettet i hvert fald! For jeg har fået den fikse app Endomondo der tracker hvor langt du løber (cykler, går, dykker, you get it) og hvor hurtigt du gør det (og hvor meget du forbrænder og et helt hav af andre ting jeg slet ikke forstår). Dét er smart, indrømmer jeg nu! Først ville jeg ikke have den, fordi jeg troede, at den highjacker ens statusopdatering på facebook og fortæller alle hvor langt (kort) man har løbet. Ikke om jeg gad det. Men åh, man kan så meget i dag, så det kan man da selvfølgelig slå fra. Nu er det kun mine Endomondo-venner der kan se hvor langt (kort) jeg lunter i mit splinternye toplækre løbetøj og mine ældgamle (møre?) løbesko.

Og hvorfor er det lige, at jeg bræger det ud til jer i bloguniverset? Fordi jeg har opdaget, at det er sindssygt motiverende, at der er nogen der potentielt kan overvåge hvor langt og hvor hurtigt jeg har løbet. Når jeg er lige ved at gå i stå, så tænker jeg: Åh nej, hvad nu hvis min søde kæreste kigger med (eller hans mor, eller min lillebror), INGEN skal tro, at jeg ikke kan løbe hele den her rute, hmf. Pust, pust. 

Så jeg har opdaget, at man slet ikke har Endomondo for at blære sig (ikke at jeg er i stand til det), men for at have en konkurrence med sig selv – med tilskuere der kan se hvor tit, hvor langt og hvor hurtigt og sådan noget du løber. Det lyder måske umiddelbart intimiderende, men i virkeligheden er det bare motiverende. Hvis du er løber og du har en smartphone – så er der næsten ingen undskyldning! 

Det eneste der generer mig ved den er, at den fortæller mig, at jeg ikke har forbrændt nogle burgere endnu. Der kan man altså godt blive lidt skuffet...

Selvlært på Youtube

Den trofaste læser vil sikkert kunne huske det DIY projekt , som jeg gik i gang med for noget tid siden. I har nok gået og troet, at hele strikkeprojektet var kuldsejlet og at jeg aldrig ville nævne det med et ord igen. Men dér tog i sørme fejl, for jeg kæmper stadig videre. For en uge siden var jeg færdig med sokkeskaftet, som blev flottere og flottere jo mere rutineret jeg blev. Men det ærgrede mig lidt, at være færdig med det – for så skulle jeg til at strikke hæl… 

Så det gjorde jeg i går! Helt alene uden strikkekyndige ældre damer i umiddelbar nærhed. Bare mig og nogle videoer på Youtube med titler som ”Working the heel flap” og ”Turning the heel”. På den måde fik en strikkekyndig amerikansk pige guidet mig igennem den svære kunst at strikke en hæl. Her er resultatet: 

Altså hurra for internettet! Og jeg synes faktisk, at det er blevet så flot, at ikke engang mine sokkestrikkende veninder – og ikke mindst fastre, kan tillade sig at ryste på hovedet af det arbejde. Da dagen var omme, havde jeg strikket så meget, at jeg var helt øm i fingrene – så har man prøvet det med. Det næste Youtube skal lære mig er, hvordan jeg så får afsluttet sokken, når jeg kommer så langt.

Hak en hæl og klip en tå (bogstavelig talt?)

Jeg har siden Muhammed-krisen gået og troet, at højrefløjens linje var, at vi under alle omstændigheder ikke skulle gå på kompromis med vores (naturligvis klart definerede) ”danske værdier” i kampen mod terror. Sådan var det i hvert fald med ytringsfriheden. Men åbenbart ikke med holdningen til tortur (læser jeg blandt andet HER). Og grunden til, at du skal sidde og kæmpe dig igennem endnu et vredt indlæg fra min hånd er, at jeg simpelthen er rystet. Jeg er rystet over, at et menneske der burde være civiliseret, dannet og oplyst, kan få sig selv til, nogensinde, på nogen måde, at tro, at tortur kan være en løsning. Endsige en god idé.

For tiden sidder jeg og læser artikelsamlingen ”Den nøgne sandhed” af Anna Politkovskaja - den systemkritiske, russiske journalist der blev myrdet i 2006. Og som i øvrigt selv var udsat for tortur i løbet af sin karriere som korrespondent i Tjetjenien. Vel at mærke af folk der skulle forestille at repræsentere de russiske myndigheder. Når Politkovskaja fortæller, hvad de mennesker der har været udsat for tortur har været igennem og når jeg læser om, hvordan tortur kan undergrave et helt retssystem. Og i øvrigt kan tvinge folk til at sige hvad som helst, man vil have dem til.

Så er det fuldstændig umuligt for mig at forstå, hvordan man kan få sig selv til at komme med en udtalelse, der er så menneskefjendsk og sadistisk. Og så endda når man kommer fra et land, der traditionelt er fortaler for menneskerettigheder.

Er vores holdning til tortur virkelig noget vi vil gå på kompromis med i Danmark? Og hvor skal grænsen så gå? Skal vi ikke bare holde os til, at her i landet er vi altså lodret imod tortur og dødsstraf.Uanset hvad.

Bekendelser fra en skuffet socialist

Her har jeg gået – siden en historisk valgkamp i klassen tilbage i 7.ende – og ventet. Hele min politiske bevidsthed, har, siden jeg var tretten, været koncentreret omkring, at der skulle ske et magtskifte, at vi skulle have en rød regering igen. Så jeg sad da og græd de to gange Venstre kom til magten igen. Jeg sad og blev lidt rørt, da Helle Thorning gik på talerstolen efter at have vundet valget sidste år. Jeg troede, at de ville tage en anden retning. Så nu sidder jeg her på min weekendmorgen – og bekender min desillusion. Den har været undervejs længe. Jeg har studset over mange ting: Senest Mette Frederiksens attitude overfor akademikere (det er jo ikke for at genere nogen, at vi tager en uddannelse, kære minister) og forslaget om, at skære i sådan noget som folkepension, SU og børnecheck. Som min veninde skrev på sin Twitter: ”Har vi ikke en rød regering eller har jeg misforstået noget?”. Enig.

Her skal det ikke handle om, hvad jeg mener om de konkrete udmeldinger de er kommet med, for mine holdninger er (stort set) uændrede, om end mere nuancerede end før. For jeg tror egentlig, at min desillusion mest bunder i, at jeg er skuffet over dansk politik generelt. Jeg synes, at hele showet mangler en (dannelses)dimension. Jeg synes, at der mangler ambitioner. Jeg synes, det virker til, at de folkevalgte er sunket dybt ned i en sort sump af finanskrise og regnestykker. Det hele stinker af pessimisme. Var det lige lidt mere komplekst at regere et land end de havde regnet med? (for det kunne jeg godt have fortalt dem), eller er det fordi medierne konstruerer et (så godt som) ensidigt negativt billede af regeringen? Jeg tror, at det er en kombination. Men jeg er bare skuffet. Der er nu mindre end nogensinde før nogen partier i det her land, jeg har lyst til at stemme på. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen partier i Europa, jeg har lyst til at stemme på. Eller nogen i hele verden. Jeg ser en mentalitet blandt politikerne, der arbejder med problemstillinger, der kunne lyde sådan her: ”Hvordan sikrer vi os, at vores borgere bliver så kloge, at de kan generere nogle flere penge?”. Den mentalitet får mig til at føle mig som om, jeg ikke er andet end et led i et kæmpe regnestykke. Og der ramte jeg lige på kornet. For det er jeg da heller ikke. Europas stater er holdt op med at se deres borgere som mennesker. Det handler nemlig kun om effektivisering af dem. 

Det de gør, for at hjælpe deres borgere, er at reducere dem til tal. De kan bare flytte et andet sted hen, de kan bare arbejde i netto, de kan bare få robotstøvsugere, de kan bare få lidt længere til sygehuset – så skal der nok komme nogle flere penge i statskassen, så vi kan forbedre deres velfærd!? Er jeg den eneste der kan se, hvordan følelsen har forladt fornuften? Hvordan trygheden har forladt velfærdssamfundet? Nu er vi bare bange for, at komme til at havne i dets kløer. Oppe på den kolde top tænker de ikke over, at nogle af os har grænser for, hvor langt vi vil flytte væk fra vores familie, at når man har knoklet det meste af sit liv for at få en lang uddannelse, så er det ikke tilfredsstillende anerkendelse, at få besked på at søge job i Netto, at når 87-årige Erna stiller sig frem på TV og erklærer sig utilfreds med sin robotstøvsuger, så er det dybest set ikke støvsugeren hun er utilfreds med, men de manglende besøg fra et andet menneske (man kunne se det i hendes øjne), at det næppe hjælper ”udkantsdanmark” at centralisere sygehuse og skoler. 

Som I kan se, er jeg stadig mest vant til at være i opposition. Det er ligesom den eneste erfaring jeg har med politik. Jeg er ikke sådan en der forsvarer ting, jeg ikke kan stå inde for. Jeg er ikke længere tryg ved det sikkerhedsnet, der angiveligt skulle være spændt ud under os. Det virker mere som et fluenet, hvor dem der er så uheldige at havne i kløerne på velfærdssamfundet klistres ind i beskyldninger om ”krævementalitet”. Kynismen strømmer (åbenbart stadig) fra den kolde top i dansk politik. Brrrr.

Forældet og forædlet...

… Har du nogensinde tænkt over, hvor meget de to ord minder om hinanden? Nej? Det havde jeg heller ikke. Men det er jeg kommet til, efter jeg var inde og se The Artist i Øst for Paradis i fredags. For det var en helt fantastisk oplevelse. Før The Artist vandt en masse Oscars, var jeg sikker på, at stumfilmen var en forældet og uddød genre. Jeg troede, at det var kedelige, overkarikerede, simple film uden megen handling. Men jeg kunne ikke tage mere fejl. Nogle ting forædles med tiden og sådan er det også gået stumfilmen, ved jeg nu. Stumfilmgenren er ikke forældet, men forædlet.

For sjældent har jeg da oplevet noget der var så sprudlende, så raffineret, så veludført og elegant, som den film! På ægte 1920’er vis gispede, lo og græd jeg de rigtige steder – og det på trods af, at hele filmen var absolut uden lyd. De mennesker, der har lavet den film, har virkelig gjort sig umage – og jeg elsker når folk har gjort sig umage. Jeg elsker, når man kan mærke, at det hele er tænkt igennem, tilrettelagt og tilpasset, så man nærmer sig perfektion. Ja faktisk så man nærmest nærmer sig det geniale.

Den oplevelse kastede ekstra meget glans over min søde kæreste og jegs romantiske date. Da jeg så gik til frisøren dagen efter og sagde, at jeg ville have kort, krøllet 1920’er inspireret hår, blev jeg endnu engang mindet om, hvordan dannelsen langsomt forlader det her samfund (en frisør der ikke kender de forskellige årtiers skiftende hårmode!?), men det er en helt anden historie.

Se. Den. Film!

Eftertænksomhed

Her i landet har vi tradition for en livlig debatkultur. Den ene debat efter den anden kommer og går, som årstiderne, regnbygerne og bankpakkerne. En af de debatter jeg har fulgt nøje på det sidste, havde sit klimaks (for mit vedkommende), for en uge siden, da jeg deltog i et møde med studenterbevægelsen Aktion Arts. Det er debatten om universiteterne. For det handler ikke længere kun om Aarhus Universitet. Det handler om, hvor vi i virkeligheden vil hen med vores universiteter. Det stod, især, klart for mig i dag, da både Morten Østergaard og rektor på KU, Ralf Hemmingsen, meldte ud, at de studerende skal have flere undervisningstimer. Det betyder, at debatten der rasede løs i nærmest samtlige aviser og mellem både studerende og forskere (og til dels stadig gør det), er blevet bemærket af mennesker, der rent faktisk (i modsætning til os studerende) stadig har indflydelse på situationen på de danske universiteter.

Det handler dog ikke kun om timetal, selvom jeg oprigtigt tror, at flere undervisningstimer – og ikke mindst en tættere kontakt til de kompetente undervisere man møder overalt på universitetet, kan være med til at skabe det elektriske, videnskabelige miljø, som jeg i den grad har savnet.

På mødet for en uge siden fik jeg mange foruroligende ting at vide, både fra Studenterrådet der er et stort studenterparti og fra medlemmer af Aktion Arts, der havde siddet i arbejdsgrupper i forbindelse med omstruktureringen, og som i den grad var blevet holdt for nar af ledelsen. Processen havde angiveligt givet dem indtryk af, at AU er et skindemokrati - hvilket ikke undrer mig. Problemet i den forbindelse er, groft sagt, at ledelsen tror, at vi vil have hængekøjer, bløde møbler, lounges, og fredagsbar, hvor det vi i virkeligheden gerne vil have er nok studiepladser – og at vores bøger bliver på bibliotekerne og ikke bliver gemt væk på depoter. Vi vil gerne have lov til at studere, vi vil gerne være en del af et videnskabeligt miljø, vi vil gerne arbejde med vores faglighed.  

Det handler om, at hvis vi kun satser på viden, der kan sælges, så sker der et dannelsesmæssigt forfald, som vil have meget store langsigtede konsekvenser. Det handler om, at tværfaglighed ikke kan opstå uden faglighed. Man kan ikke arbejde tværfagligt, hvis ikke man har et solidt fagligt ståsted. Det handler om, at viden er mere end blot et redskab i den postfinanskrisielle profitjagt.

Der er brug for et opgør med administrationsvældet, med managementstrategier og taxameterordninger og jeg skal kommer efter dig.

Det handler om det her: 

Aarhus Universitets gamle logo, som her er muret ind i væggen, indlejret i de gule mursten, som en påmindelse om, hvad det er, vi er der for. Solidum petit in profundis - søger i dybet den fast grund. Det var engang mottoet på Aarhus Universitet. Jeg ville ønske, at vi havde en rektor, som hver dag kastede et blik på delfinerne og ankeret. En rektor som anerkendte universitets egentlige formål. 

Hvad skal være målet med vores universitet? Penge eller viden. Vi står ved en skillevej.

Og efter min mening handler det ikke om, at skabe det bogløse universitet eller det ”frække” universitet som dekan Mette Thunø så klodset formulerer det, i en reportage I kan læse HER. Jeg kan ligeså godt sige det med det samme, uanset hvad Mette Thunø siger, så er målet med min uddannelse altså viden. 

Er det erhvervslivet der skal diktere, hvad der skal forskes og undervises i på universiteterne, eller er det ikke netop tværtimod os, der skal definere fremtidens erhvervsliv?

Vores protester er blevet bemærket og det  er et fremskridt, men så længe forsiden på min avis stadig kan se sådan her ud:

Og så længe jeg hver dag på mit ellers udmærkede tilvalg, må undre mig over, hvorfor jeg ikke kan få lov til at blive undervist i det, jeg tog på universitetet for at lære, nemlig mit hovedfag, litteraturhistorie – så er jeg stadig foruroliget.

Ingen dage er ens

Nogle gange er virkeligheden magisk. Andre gange er den bare virkelig underlig. Det var min første tanke, da jeg igår fandt dette:

… i min postkasse. På sedlen står der: ”Måske er kedsomhed og meningsløshed bare en del af kærlighed... Eller er det lige omvendt? Læs mig. Jeg er kort og lige til, men jeg lover ikke at du kan lide mig, men jeg lover, at fortælle om virkeligheden” og jeg ved simpelthen ikke, hvem den kan være fra! Er det en af mine veninder, der foruroliget tror, at jeg med hastige skridt nærmer mig en pileflettende og speltbagende tilværelse? (for det gør jeg), er det mon en uskyldig vandrebog, som er givet videre af en person, jeg slet ikke kender? (det kan ikke forklare, hvorfor mit navn står på sedlen (under det foldede hjørne)), er det et raffineret gækkebrev? (for så kunne jeg godt have brugt lidt flere ledetråde), eller et det en hemmelig beundrer? (for så kunne vedkommende da godt have skrevet noget lidt pænere), er det chikane? (for så er det for udspekuleret til at jeg kan forstå det – altså medmindre at det er en virkeligt dårlig bog og det ser sådan ud), eller er det én der har fået den fejlagtige idé, at mit liv skulle være kedeligt og ensformigt (for slet ikke at tale om meningsløst?), for så kan jeg da sporenstregs (og en anelse fornærmet) forsikre vedkommende om, at mit liv ikke er kedeligt, ellers mange tak. 

Ud fra valget af værk, er jeg næsten lige ved at udelukke, at det kan være en fra Litteraturhistorie, men man ved alligevel aldrig, hvilke stunts med litteratur, vi litterater kan finde på, at kaste os ud i. På håndskriften skulle man umiddelbart tro, at det var en fyr der havde skrevet det – men jeg har faktisk to veninder (tro det eller lad være) der skriver næsten sådan der (men ikke helt ligesådan), intet kan udelukkes. ALLE er under mistanke. Èn ting er sikkert: Jeg har gjort så meget indtryk på nogen, at de har villet ulejlige sig med at putte en bog i min postkasse. Det er vel ikke helt dårligt?