tirsdag den 7. august 2012

On the road

Ventetiden er forbi! Der er nyt fra vores kontrastfyldte rejse gennem USA's mange udtryk.

Vi blev mødt af søde og entusiastiske slægtninge i Albuquerque, blev forkælet, vist rundt og vist frem og var på en mindeværdig udflugt til lækre Santa Fe.

Så nåede vi til et nyt højdepunkt af frihed da vi pludselig stod med en (lejet) bil og kunne køre hvorhen vi ville.

Vi kørte til mægtige Grand Canyon - kan slet ikke fatte hvor gigantisk det egentlig er. Men nationalparkerne Painted Desert og Petrified Forrest var også utrolige.

Ad Route 66 gennem smukke, øde ørkenlandskaber med gammel rockmusik på anlægget og længslen rettet mod vest. Til galeanstalten Las Vegas, der ikke sagde mig det fjerneste, men som til sidst fik sneget et lille grin ud af mig.

Imponerende Hoover Dam!

Gennem californiske ørkenlandskaber, og (hvad der føles som) tusindvis af kedelige, ens motelværelser, triste lobbyer og gummiagtige vafler til morgenmad (eller var det noget med en kvart muffin?).

Til vi endelig stod der. Efter en hæsblæsende køretur gennem LA trafikken. Ved Stillehavet. Som pilgrimme. Jeg har aldrig oplevet noget så tilfredsstillende som at krydse et kontinent.

Jeg tror aldrig jeg har set noget der er så smukt som Stillehavet i aftensolen når det glitrer der bag palmerne og bjergene står som silhuetter ned til det uendelige ocean mens vi kører op af Highway 1.

Vi tog til skøre Solvang og fik kaffe og kage i en nostalgisk version af Danmark, vi tog til fortryllende Santa Barbara og lod os rive med af den sydlandske stemning, vi tog ud og så en idyllisk californisk vingård.

Jeg har tabt mit hjerte til Californien.

Vi kørte nordpå med klipper, kulde, bølger og Elephant Seals der lå i vandkanten og sov. Vi har set så mange forskellige landskaber! Tænk at det stadig er det samme land vi er i! Sagde vi til hinanden.

Inden vi endte i San Franciscos bakker og trafik og fik os en karuseltur inden vi fik afleveret bilen og kunne gå på opdagelse. Tage på Beat museum, tage i City Lights Bookstore, drikke øl på Vesuvius. San Fran - en by der lægger op til at blive udforsket. Vi er først lige begyndt.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar