Noget om frygt

Det er sent om aftenen (troede jeg, men klokken er 20.19) og jeg føler mig virkelig brugt, så jeg har besluttet at det er på tide, at jeg bliver personlig på min blog, uanset om folk interesserer sig for, hvad jeg tænker eller ej. Den anden dag kom jeg til at tænke over, hvad jeg frygter mest og frygt i det hele taget efter at have læst en essay-samling af Astrid Lindgren - allerede her bliver det lidt underligt, kan jeg se, for jeg frygter naturligvis ikke Astrid Lindgren. Men i et essay beskriver hun, hvordan man kan have et helt unikt forhold til træer, man har 'kendt' i sin barndom og fik mig til at reflektere over 'træer jeg har kendt', hvorefter jeg skrev en lang liste, over træer jeg har kendt (tulipantræet i farmors have, rødbøgen (need I say more?), de to famøse, japanske kirsebærtræer ('nu sner' det hundme'), det hule træ foran laden osv.). Efter denne proces tænkte jeg over, om man kunne reflektere over andre relationer på samme måde ('haver jeg har kendt', 'bakker jeg har kendt', osv.), samtidig med at jeg sad og - med stor glæde - konstaterede, at de påskeliljer, der står på mit bord, er ved at springe ud og det var det moment, hvor jeg tænkte: 'Former for frygt jeg har kendt'. Ikke at jeg frygter påskeliljer, overhovedet! Jeg elsker påskeliljer (og påske i det hele taget), det var nærmere det faktum at jeg - i tankerne - gjorde sådan et stort nummer ud af, at de var ved at springe ud, når nu der var så meget andet at tænke på (og hvad skulle de iøvrigt ellers gøre?), der fik mig til at tænke på frygt. Hermed: Frygten for at begynde at gå for meget op i blomster i en alt for tidlig alder. Jeg burde stoppe den her. Men de her ting fik mig til at tænke over, hvad jeg frygter allermest. Det har jeg heldigvis vidst, siden jeg var meget lille. Min største frygt er at brænde inde (og jeg frygter det så meget, at jeg gyser bare ved at skrive det her), men den dag med Astrid Lindgren og påskeliljerne og frygten for den tidlige interesse for blomster, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke blot frygter at brænde inde helt bogstaveligt, jeg frygter det sandelig også i overført betydning. Frygten for lige pludselig at komme til sig selv i et parcelhus med herstall-lysestager og potteplanter og sølvtøj og tv-shop og alle mulige andre ting, som alle ens drømme og ambitioner brænder inde bagved og det allerede er for sent! Med det siger jeg ikke, at jeg ikke har planer om engang, om mange år, at bo i et hus og stifte familie, men det skal bare ikke drukne i materialisme og andet overfladisk: Det skal ikke være sådan, at der er noget der brænder inde. Man skal sørge for at blive voksen på sine egne præmisser og ikke være bange for selv at definere, hvordan man gerne vil leve. For jeg kan finde hundrede (mindst) eksempler på, hvor det som flertallet gør, ikke nødvendigvis har være det bedste.
Så var det vidst også idealisme nok for i aften!

Om at blive ældre og ikke bare være et bogstav

Form og essens

Billederne risler mellem mine fingre

De ligner ikke længere mine

Ideen om lyden er abstrakt

Hvordan kan man huske en lyd?

Vi forvandles. Vi lytter.

Skosåler.

Nøglering. Et øre.

Mørket knækker

Som en hvid farve hos farvehandleren.

I mørkets knæk

Findes formgivningen

Vi får nye hænder hver dag

Du bør aldrig prøve at være

Kun et bogstav

Når der er så mange af dem

Vi er sprog

Alle sammen sprog

Som ingen andre taler

Spørg mig igen om 200 år

Der er mange der prøver på, at analysere vores samtid. Jeg kan heller ikke påstå, at jeg ikke også selv gør forsøget over et glas rødvin, når det lige kommer over mig, men jeg tror, at vi må lære at leve med, at vi ikke kan forstå helheden og sammenhængen i vores egen tid. Ingen vil være i stand til at danne sig et overblik før om 200 år (mere eller mindre) og vi må lære at leve med, at de måske vil misforstå os, glemme os eller være klogere end os. En dag er det os der 'bare' er historie. Historien er menneskeliv, som vi skylder respekt.

Læser jeg mere end jeg lever?

I lang tid har jeg gået og troet at litteratur er min største passion, men i løbet af denne her afsindige vinter er der gang på gang dukket et billede op i mit hoved. Det er et billede af mig der sidder i solen på en øde station et eller andet ukendt sted i verden. Solbrændt. Støvet. Fredfyldt. Her er jeg fuldstændig herre over min egen tilværelse. Ingen regler. Ingen deadlines. Ingen bekymringer. Ingen forventninger. Bare mig og den enorme verden. Sådan ser jeg ud indeni. Hvis bare man kunne uddanne sig til hardcore globetrotter og rejse jorden rundt som en del af uddannelsen! Jeg har en insane længsel efter at udforske og opdage verden. Ja, jeg ville gerne have været den der fandt Amerika eller Australien. Jeg har en udelt fascination af øde eller ukendte steder, mine drømmerejsedestinationer er Kamchatka (en halvø i det nordøstlige Sibirien), Nordkap, Kasakhstans stepper, den øde præmie (og der har bare at være én!) i USA, Turkmenistans ørken osv. Men jeg sidder her med bøgerne. Jeg går kun på opdagelse gennem dem og er begyndt at føle at jeg oplever meget lidt i den virkelige virkelighed. Ikke så sært at jeg har så lidt at fortælle. Lever jeg for lidt når jeg læser så meget? Burde jeg bare tage et kæmpe lån og stikke af fra det her kolde, lille land mens jeg stadig er ung? Bør man ikke netop se verden mens man er ung? Hvad får jeg overhovedet ud af al den viden og de flotte præstationer? Jeg vil hellere stå for foden af Himalaya og tænke mine egne tanker.  

Om nostalgi

Klang
Hvad kan vi udrette nu?

Der er ingen storme i os

Glasøjne triller på asfalten

Replikkerne flyder fra luften

Vi sidder alle sammen forkert

Burde slet ikke sidde

Dekadencen har varet i årtusinder

Ingen holder os for munden

Det er snart nogle år siden

At jeg har vidst hvad jeg ville sige

Jeg er født med en middelalderlig drøm om

Katedraler af ord

Men der er ingen klang her

Store virksomheder siger mig intet

Hjertet væver luftlagene sammen

Jeg kan ikke leve af dette blæk

Jeg kan ikke leve uden dette blæk

Det umulige i at sige noget om verden

Nu har jeg snart haft den her blog i et år uden at skrive et eneste indlæg. Jeg er dog nået så langt nu, at jeg har fundet ud af, at jeg ikke har kunnet skrive noget som helst indlæg til en blog, fordi jeg finder det virkelig umuligt at sige noget om verden, som jeg virkelig synes er konkret, præcist eller rigtigt. Lige meget hvad vi siger om verden eller om det at være menneske - hvilket ikke er den nemmeste beskæftigelse her på jorden (se selv hvor unuanceret den sætning er!) - så vil der altid være nogle nuancer og aspekter, som vi ikke får med. Vi kan bare slet ikke få det hele med. Hvis verden var så enkel, at vi kunne forstå den, ville vi være så dumme, at vi alligevel ikke ville kunne forstå den. Vores egen kompleksitet er et biprodukt af verdens kompleksitet og vi er så tæt forbundne med den her Jord, at objektivitet er en umulighed grænsende til det utopiske. Enhver kan kun tale derfra hvor hun står; der er altid mindst ligeså meget som vi ikke kan se. Det er ligesom træer der har ligeså store rødder som de har krone og isbjerge hvor kun toppen kan ses over vandoverfladen. En stodder er aldrig bare en stodder.