I lang tid har jeg gået og troet at litteratur er min største passion, men i løbet af denne her afsindige vinter er der gang på gang dukket et billede op i mit hoved. Det er et billede af mig der sidder i solen på en øde station et eller andet ukendt sted i verden. Solbrændt. Støvet. Fredfyldt. Her er jeg fuldstændig herre over min egen tilværelse. Ingen regler. Ingen deadlines. Ingen bekymringer. Ingen forventninger. Bare mig og den enorme verden. Sådan ser jeg ud indeni. Hvis bare man kunne uddanne sig til hardcore globetrotter og rejse jorden rundt som en del af uddannelsen! Jeg har en insane længsel efter at udforske og opdage verden. Ja, jeg ville gerne have været den der fandt Amerika eller Australien. Jeg har en udelt fascination af øde eller ukendte steder, mine drømmerejsedestinationer er Kamchatka (en halvø i det nordøstlige Sibirien), Nordkap, Kasakhstans stepper, den øde præmie (og der har bare at være én!) i USA, Turkmenistans ørken osv. Men jeg sidder her med bøgerne. Jeg går kun på opdagelse gennem dem og er begyndt at føle at jeg oplever meget lidt i den virkelige virkelighed. Ikke så sært at jeg har så lidt at fortælle. Lever jeg for lidt når jeg læser så meget? Burde jeg bare tage et kæmpe lån og stikke af fra det her kolde, lille land mens jeg stadig er ung? Bør man ikke netop se verden mens man er ung? Hvad får jeg overhovedet ud af al den viden og de flotte præstationer? Jeg vil hellere stå for foden af Himalaya og tænke mine egne tanker.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar