Noget om frygt

Det er sent om aftenen (troede jeg, men klokken er 20.19) og jeg føler mig virkelig brugt, så jeg har besluttet at det er på tide, at jeg bliver personlig på min blog, uanset om folk interesserer sig for, hvad jeg tænker eller ej. Den anden dag kom jeg til at tænke over, hvad jeg frygter mest og frygt i det hele taget efter at have læst en essay-samling af Astrid Lindgren - allerede her bliver det lidt underligt, kan jeg se, for jeg frygter naturligvis ikke Astrid Lindgren. Men i et essay beskriver hun, hvordan man kan have et helt unikt forhold til træer, man har 'kendt' i sin barndom og fik mig til at reflektere over 'træer jeg har kendt', hvorefter jeg skrev en lang liste, over træer jeg har kendt (tulipantræet i farmors have, rødbøgen (need I say more?), de to famøse, japanske kirsebærtræer ('nu sner' det hundme'), det hule træ foran laden osv.). Efter denne proces tænkte jeg over, om man kunne reflektere over andre relationer på samme måde ('haver jeg har kendt', 'bakker jeg har kendt', osv.), samtidig med at jeg sad og - med stor glæde - konstaterede, at de påskeliljer, der står på mit bord, er ved at springe ud og det var det moment, hvor jeg tænkte: 'Former for frygt jeg har kendt'. Ikke at jeg frygter påskeliljer, overhovedet! Jeg elsker påskeliljer (og påske i det hele taget), det var nærmere det faktum at jeg - i tankerne - gjorde sådan et stort nummer ud af, at de var ved at springe ud, når nu der var så meget andet at tænke på (og hvad skulle de iøvrigt ellers gøre?), der fik mig til at tænke på frygt. Hermed: Frygten for at begynde at gå for meget op i blomster i en alt for tidlig alder. Jeg burde stoppe den her. Men de her ting fik mig til at tænke over, hvad jeg frygter allermest. Det har jeg heldigvis vidst, siden jeg var meget lille. Min største frygt er at brænde inde (og jeg frygter det så meget, at jeg gyser bare ved at skrive det her), men den dag med Astrid Lindgren og påskeliljerne og frygten for den tidlige interesse for blomster, gik det pludselig op for mig, at jeg ikke blot frygter at brænde inde helt bogstaveligt, jeg frygter det sandelig også i overført betydning. Frygten for lige pludselig at komme til sig selv i et parcelhus med herstall-lysestager og potteplanter og sølvtøj og tv-shop og alle mulige andre ting, som alle ens drømme og ambitioner brænder inde bagved og det allerede er for sent! Med det siger jeg ikke, at jeg ikke har planer om engang, om mange år, at bo i et hus og stifte familie, men det skal bare ikke drukne i materialisme og andet overfladisk: Det skal ikke være sådan, at der er noget der brænder inde. Man skal sørge for at blive voksen på sine egne præmisser og ikke være bange for selv at definere, hvordan man gerne vil leve. For jeg kan finde hundrede (mindst) eksempler på, hvor det som flertallet gør, ikke nødvendigvis har være det bedste.
Så var det vidst også idealisme nok for i aften!