Fjollede 'movember' er slet ikke så fjollet alligevel...

... For min søde kæreste fortæller mig, at man gror de overskæg for at skabe opmærksomhed omkring mænds helbred og prostatakræft. Og her gik jeg og troede at man bare groede overskæg for novemberhyggens skyld...

Fjollede 'movember'

Det helt store spørgsmål i enhver moderne mands tilværelse netop nu må være; 'at gro overskæg eller ikke at gro overskæg?'. Forleden faldt jeg over denne reklame ved et tilfældigt busstoppested:

Jeg vil (på trods af det fjollede i konceptet) kraftigt opfordre alle mænd til at forsøge at gro et overskæg som vist på billedet ovenfor. Så bliver november lidt mindre trist. På forhånd tak.

Dagdrømme om Balkan

Når jeg sidder her i kulden med bøger til op over begge ører, som alle sammen skal læses og forstås og analyseres og det ene ord efter det andet sætter sig fast, så sidder jeg lige og ønsker at jeg var tilbage sydpå, tilbage hvor der ikke bliver stillet så mange krav. Så ville jeg alligevel gerne være f.eks. i Tivat i det ildelugtende, fugtskadede hus med den fantastiske udendørs lounge og den skøre canadier David, der konstant lavede mad og den endnu skørere Alex med hans serbiske hiphop. For der skulle jeg intet andet end at tænke mine egne tanker. Eller jeg ville være på stationen i Sevnica midt om natten igen med den mærkelige østrigske digter, der mente, at han var bedre end Goethe, at han havde opdaget en fejl hos den store digter og kunne blive millionær og verdensberømt, hvis han offentliggjorde den – hvad han dog ikke ville af respekt for Goethe. Hvor ville jeg gerne tumle tilbage ind i den vanvittige, spraglede verden som er Balkan. Det er ren nostalgi. Jeg har ofte rystet på hovedet af folk som vender tilbage til det samme sted år efter år, men jo mere man ser af et område, jo mere er der man mangler at se. Det er som om steder udvider sig på den måde, når man kommer til at kende dem. Verden udvider sig hele tiden. Hvorfor har jeg f.eks. aldrig været i Mostar, eller ved Ohrid-søen? Og har jeg overhovedet nogensinde været i Zagreb?

Nej jeg kan faktisk ikke lide at købe sko

Jeg har netop skullet vælge mellem to fuldstændigt fantastiske kjoler i magasin. Dels fordi jeg ikke havde råd til dem begge to og dels fordi jeg også gerne ville have en jakke (mere). Jeg endte med at vælge ’den blå’ kjole og det hovedargument, jeg brugte til at overbevise mig selv om at det da var den jeg skulle have, var, at så behøvede jeg ikke at købe nye sko. Jeg har allerede smukke, enkle højhælede sko, der passer til den kjole. Færdig. På papiret er skoindkøb jo vidunderligt. Når man ser det på film, ser det nemt og luksuriøst ud. I teorien er der noget wellness over at købe sko for os kvinder. 

Men jeg har temmelig store og (helt) flade fødder. Jeg er ude af stand til at balancere i hæle, der er højere end 4 cm og jeg får ømme tæer og bliver forvirret og aner ikke hvilke sko jeg skal vælge og når jeg så endelig har købt nogen er jeg bange for at ødelægge dem. Lige indtil jeg kommer til det. Og så er det faktisk meget nemmere. For så skal man ikke være så forsigtig når man danser i dem. Men for det meste smider jeg faktisk skoene og indtager dansegulvet i strømpefødder. Jeg kan godt lide at kigge på alle de smukke stiletter i forskellige farver, men fri mig for at skulle købe dem og endnu mere for at skulle gå i dem. Jeg bilder mig selv ind, at det ikke gør mig mindre feminin, at jeg ikke ejer den der brændende passion for skokøb, så længe jeg stadig elsker kjoler. 

Når man snart skal skrive BA-projekt....

... er det dejligt at have en kæreste som tilbereder DET HER til en:

 

Mens man sidder og læser i denne her:

Tusind tak!

Almindelig proportionsforvrængning i dagens Danmark

Jeg lever i et samfund, hvor vi åbenbart synes, at det er helt i orden, at folk dyrker sex med hinanden på landsdækkende tv i diverse reality-serier, for så frisindede er vi nemlig. Til gengæld er det selvfølgelig ikke i orden at mødre ammer deres babyer på en café. Det er ’ulækkert’ og ’grænseoverskridende’ er der blevet udtalt i diverse debatter i løbet af ugen – for så frisindede er vi nemlig ikke. Det passer overhovedet ikke ind i vores fashionable (københavner)tilværelser at en baby har brug for mad. Men lur mig om ikke moren har mere brug for at gå på café og babyen mere brug for mad, end de unge mennesker har brug for at udstille deres sexliv på tv. Hvordan er vi nået dertil, at det, som er naturligt, bliver betragtet som noget ’klamt’ og ’frastødende’, mens det til gengæld bliver betragtet som ganske legitimt og normalt at få blæst et samleje, i eksempelvis ’Paradise Hotel’, op på fladskærmen derhjemme?

Vi kæmper ude i verden for andre menneskers frihedsrettigheder, men vil selv binde mødrene til hjemmet, fordi de ikke må amme offentligt? Jeg har hørt at, i USA skal de amerikanske kvinder amme under et slags ’telt’ hvis de ammer offentligt – så er de da snart de eneste, der får lov til at være i fred ’under et telt’. Men sagen er den, at det skal vi ikke ud i, vi skal holde fast ved at der skal være plads til spædbørn i det offentlige rum. Folk skal kunne tage deres barnevogn med i bussen i fred, stille barnevognen foran cafeen uden at nogen tager den og amme babyen på cafeen uden, at vi udviser spor andet end hensyn til den almindelige pleje af vores kommende generationer.