Når jeg sidder her i kulden med bøger til op over begge ører, som alle sammen skal læses og forstås og analyseres og det ene ord efter det andet sætter sig fast, så sidder jeg lige og ønsker at jeg var tilbage sydpå, tilbage hvor der ikke bliver stillet så mange krav. Så ville jeg alligevel gerne være f.eks. i Tivat i det ildelugtende, fugtskadede hus med den fantastiske udendørs lounge og den skøre canadier David, der konstant lavede mad og den endnu skørere Alex med hans serbiske hiphop. For der skulle jeg intet andet end at tænke mine egne tanker. Eller jeg ville være på stationen i Sevnica midt om natten igen med den mærkelige østrigske digter, der mente, at han var bedre end Goethe, at han havde opdaget en fejl hos den store digter og kunne blive millionær og verdensberømt, hvis han offentliggjorde den – hvad han dog ikke ville af respekt for Goethe. Hvor ville jeg gerne tumle tilbage ind i den vanvittige, spraglede verden som er Balkan. Det er ren nostalgi. Jeg har ofte rystet på hovedet af folk som vender tilbage til det samme sted år efter år, men jo mere man ser af et område, jo mere er der man mangler at se. Det er som om steder udvider sig på den måde, når man kommer til at kende dem. Verden udvider sig hele tiden. Hvorfor har jeg f.eks. aldrig været i Mostar, eller ved Ohrid-søen? Og har jeg overhovedet nogensinde været i Zagreb?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar