Jeg har netop skullet vælge mellem to fuldstændigt fantastiske kjoler i magasin. Dels fordi jeg ikke havde råd til dem begge to og dels fordi jeg også gerne ville have en jakke (mere). Jeg endte med at vælge ’den blå’ kjole og det hovedargument, jeg brugte til at overbevise mig selv om at det da var den jeg skulle have, var, at så behøvede jeg ikke at købe nye sko. Jeg har allerede smukke, enkle højhælede sko, der passer til den kjole. Færdig. På papiret er skoindkøb jo vidunderligt. Når man ser det på film, ser det nemt og luksuriøst ud. I teorien er der noget wellness over at købe sko for os kvinder.
Men jeg har temmelig store og (helt) flade fødder. Jeg er ude af stand til at balancere i hæle, der er højere end 4 cm og jeg får ømme tæer og bliver forvirret og aner ikke hvilke sko jeg skal vælge og når jeg så endelig har købt nogen er jeg bange for at ødelægge dem. Lige indtil jeg kommer til det. Og så er det faktisk meget nemmere. For så skal man ikke være så forsigtig når man danser i dem. Men for det meste smider jeg faktisk skoene og indtager dansegulvet i strømpefødder. Jeg kan godt lide at kigge på alle de smukke stiletter i forskellige farver, men fri mig for at skulle købe dem og endnu mere for at skulle gå i dem. Jeg bilder mig selv ind, at det ikke gør mig mindre feminin, at jeg ikke ejer den der brændende passion for skokøb, så længe jeg stadig elsker kjoler.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar