Jeg har længe gerne villet skrive noget om dekadence, pragt før undergang og højtstående civilisationers fald, fordi der næsten ikke er noget indenfor kulturhistorien og litteraturen, der interesserer mig mere end dét. Problemet er bare, at emnet er alt for stort til et blogindlæg og jeg hader at være påstående og bruge sådan en 'alt eller intet' retorik, fordi jeg i virkeligheden er fuldstændig forelsket i nuancer og i ordet 'nuancer'. Men nu skriver jeg det alligevel og jeg kan da under alle omstændigheder melde åbent ud, at 'dansen på afgrundens rand' og 'storhed før fald' fascinerer mig enormt meget og at jeg ofte går og tænker over, hvorfor ingen bekymrer sig mere om, at det også kunne ske for os. Måske vil nogen en dag gå og grave lidt i jorden og undersøge vores kulturs (den vestlige verdens) storhed og fald: Ligesom vi gør med Romer-riget, det gamle Egypten, det Østrig-Ungarske imperium, det antikke Grækenland, Inka-riget og Påskeøen - for lige at nævne nogle af mine favoritter. Måske vil de, som vi, tænke: Hvordan i alverden kunne det dog gå så galt? Jeg kan selvfølgelig ikke svare på, hvad der får en given kultur til at forsvinde eller et imperium til at bukke under. Jeg har en masse halvfærdige tanker og 'tilfældige noter' rundt omkring. F.eks. på bagsiden af min notesbog: "Det er sjovt som højkultur på en gang er civilisationens største opfyldelse og undergang" og "Jo mere kunstigt det bliver jo mere nærmer vi os afgrunden. Hvor ville jeg gerne opleve næste fin de siécle".
Hvad jeg mere kan sige er, at jeg tilbragte et kvarters tid af min søndag aften med at se 'De unge mødre' for første gang, hvorefter jeg tænkte, at en ung kvinde, der bruger forsikringspengene på at få lavet nye bryster, fremfor at købe en seng til sit barn, er selve indbegrebet af den vestlige civilisations fiasko. Jeg er virkelig bange for, at det forbrug og den kunstighed, som vi har slået det hele op på, viser sig at give bagslag. Jeg er også bange for, at den globalisering, vi taler så meget om, måske slet ikke eksisterer og at der i stedet er tale om en amerikansk afkulturalisering af verden. Jeg vil herhen: Nogle gange skal man virkelig lade være med at se på verden og bare tænke 'nå, det er åbenbart sådan man gør' - det er en dårlig vane man tillægger sig i barndommen og det er måske vores største brist som mennesker. Blot fordi alle gør en bestemt ting, behøves det jo ikke at være det bedste at gøre! Nogle gange er det ikke engang en selv, der ved hvad der er bedst for én - og sådan er det måske også med civilisationer og sådan når forskellige kulturer måske gang på gang til deres egen rock bottom.
Hvad jeg mere kan sige er, at jeg tilbragte et kvarters tid af min søndag aften med at se 'De unge mødre' for første gang, hvorefter jeg tænkte, at en ung kvinde, der bruger forsikringspengene på at få lavet nye bryster, fremfor at købe en seng til sit barn, er selve indbegrebet af den vestlige civilisations fiasko. Jeg er virkelig bange for, at det forbrug og den kunstighed, som vi har slået det hele op på, viser sig at give bagslag. Jeg er også bange for, at den globalisering, vi taler så meget om, måske slet ikke eksisterer og at der i stedet er tale om en amerikansk afkulturalisering af verden. Jeg vil herhen: Nogle gange skal man virkelig lade være med at se på verden og bare tænke 'nå, det er åbenbart sådan man gør' - det er en dårlig vane man tillægger sig i barndommen og det er måske vores største brist som mennesker. Blot fordi alle gør en bestemt ting, behøves det jo ikke at være det bedste at gøre! Nogle gange er det ikke engang en selv, der ved hvad der er bedst for én - og sådan er det måske også med civilisationer og sådan når forskellige kulturer måske gang på gang til deres egen rock bottom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar