Det ender godt

Selvom jeg elsker litteratur, studerer Litteraturhistorie og generelt bare læser utrolig mange romaner og har gjort det siden jeg var 11 år (præcis), så er jeg alligevel en frygtelig bangebuks når jeg læser de mange spændende fortællinger, jeg nærmest dagligt præsenteres for. Jeg har nemlig en mani der forarger mange: Jeg vil helst kende slutningen, når jeg læser fortællingen og der er ingen anden forklaring end at jeg er enormt utålmodig og bange for at blive skuffet. Ofte når jeg til det punkt i værket, hvor tingene spidser til og det ser rigtig sort ud for hvad-for-en-helt-man-nu-følger og kan simpelthen ikke læse videre uden at have læst lidt frem og også læst den sidste side, så jeg kan bedømme, om det nu ender, som jeg synes, det skal ende eller ikke. Jeg behøves ikke kende de nærmere detaljer for, hvordan vore helte når frem til den ene slutning eller den anden, jeg MÅ bare kende den, for at turde læse videre. 

Denne pudsighed har stort set hele mit læsende liv fået mig til at tænke, at jeg ville være en elendig anmelder – og det gør jeg stadig – for jeg bliver alt for grebet af handlingsforløbet, til at kunne være kritisk og distanceret overfor et værk. Det kræver virkelig meget koncentration og er ofte først noget der sker efterfølgende når begejstringen har lagt sig og jeg begynder at reflektere over hvordan det jeg har læst rent faktisk var skrevet. Med andre ord så falder indlevelsen mig mere naturligt end kritikken. 

Som jeg allerede har sagt, så har jeg mange gange oplevet at folk er blevet virkelig forargede når jeg sådan sidder og læser frem. Mange studser også over, at jeg virkelig tit nægter at give mig til at se en film, jeg ikke har set før, medmindre jeg ved om den ender godt eller ’dårligt’. Indlevelse er vigtigt, synes jeg, men jeg kan bare ikke styre det og jeg har prøvet at sidde med en pude foran ansigtet så mange gange – også til tøsefilm som ’The Devil wears Prada’ (hvilket Faisa nok kan huske). 

Men tilbage til litteraturen. Jeg er kommet frem til, at jeg, om ikke andet, bedre kan koncentrere mig om selve handlingsforløbet, når jeg kender slutningen. Desuden tror jeg ikke, at jeg ville få læst så meget som halvdelen af den mængde romaner, jeg nu engang læser, hvis man forbød mig at læse uddrag andre steder i handlingen end der hvor jeg er nået til. Jeg ville blive nødt til at stoppe, når det blev for spændende og gå og grue for at læse videre – tro mig, jeg har prøvet det. 

For nylig købte min veninde og jeg begge det sidst udkomne bind i en serie vi har fulgt med i (meget) længe. Så hvis du læser det her Sidse, så kan jeg da sige: Status er at jeg er nået halvvejs, men jeg kender slutningen.

Men... Målet helliger midlet?

Et skomirakel

Jeg var vred og rastløs den anden dag, da jeg gik hvileløst rundt inde på gågaden og ville finde mig et par nye sko, fordi jeg vitterligt ikke havde nogen sko, men kun havde støvler. To par slidte støvler og en masse højhælede sko, der er for slidte til at gå i, men som jeg ikke vil smide ud, fordi rigtige kvinder har mange sko. (Hvis ikke jeg havde alle de sko stående i mit skab, ville jeg føle mig mindre feminin, fordi jeg så ikke ville leve op til reglen om, at alle kvinder har men hel masse sko, som de aldrig bruger). Jeg var vred, fordi folk var så rige og gik og købte den ene ting efter den anden som om jorden stod og faldt med deres ubrugelige indkøb. Jeg var vred, fordi de gik langsomt, fordi de lod sig friste, fordi de rent faktisk havde råd til at lade sig friste! Jeg kiggede i den ene fancy skobutik efter den anden; de var fyldte med overeksalterede piger og grimme sko! Enormt grimme sko, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Netop som jeg kom ud fra Salling, efter nærmest at have flygtet fra synet af deres skoafdeling, får jeg øje på en kasse sko, foran en uundseelig skoforretning, som jeg aldrig før har været inde i: Og endelig finder jeg dem! Et par smukke, billige fløjlsballerina-kinasko i min størrelse! Næsten for godt til at være sandt! Jeg er så glad for de sko, at jeg næsten ikke tør gå med dem, for hvem ved, hvornår jeg kommer til at være så heldig igen. Hvorfor lave så mange sko af fake læder, når man kan lave sko af et materiale, der er så fantastisk? Og behageligt? Nu har jeg noget ordentligt, at tage på fødderne, når jeg skal ud og rejse til sommer. 

PS. Don’t judge me – jeg er sikker på, at alle mennesker har nogle ubetydelige oplevelser, som de selv betragter som små mirakler!

Ømme lår - og kunst

En morgen for en uges tid siden spadserede jeg forbi trappen til Aros og da jeg så den, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det virkelig er sådan, at de mener, man skal nærme sig kunsten: Nedbøjet og med ømme lår? Jeg kan sagtens se pointen i, at man skal have respekt for kunsten, for den har en enorm betydning for vores civilisation – og det er jo heller ikke sådan, at den trappe ikke er demokratisk, for det er jo alle mennesker – rig som fattig – der skal bestige den trappe, hvis de vil ind og se kunsten (medmindre de tager elevatoren, hvilket jeg gør næste gang). Hvis man vil se kunsten, må man slæbe sig op af kæmpetrin og det er jo heller ikke fordi, det bliver bedre når man først er kommet ind på selve museet. Måske har arkitekten været ualmindeligt glad for store lårmuskler og har i al hemmelighed tænkt, at alle skulle træne dem mens de besøgte museet. To fluer med et smæk. 

Jeg kunne knap nok gå efter mit sidste besøg og det var ikke engang, fordi jeg er i dårlig form, det var fordi jeg havde ondt i fødderne af at gå på de trapper. Så jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er sådan, det er meningen, at vi skal nærme os kunsten? Gør det den tilgængelig? Er det sådan vi skal se ud og sådan vi skal føle når vi oplever kunsten? For kunsten foranstalter jo ikke kun følelsesmæssige oplevelser – den foranstalter i høj grad også fysiske oplevelser. Man skal bruge alle sine sanser, når man oplever kunst og åbenbart også sine lårmuskler. Den eneste forklaring jeg kan se er, at trappearkitekterne har tænkt at det skal være en kamp at se kunsten, at man kun skal gøre det, hvis man synes at det er ømme fødder og ømme lår værd og at denne lidelseseffekt er med til implicit at udtrykke ens dybe respekt for kunsten. Som når man knæler for en konge. Eller som når højtstående medlemmer af den russiske mafia får tatoveret en stjerne på knæet (der hvor det gør allermest ondt), hvilket symboliserer, at de ikke knæler for nogen. På samme måde kan det være en respektfuld gestus overfor kunsten.

Men efter min mening hæver det kunsten til et niveau, som den ikke hører hjemme på. Kunsten hører hjemme i øjenhøjde og bør være let tilgængelig og favnende, fordi den er så stor en del af det at være menneske. Den behøves ikke nødvendigvis at være let at forstå eller let at gå til rent tænkningsmæssigt, men rent fysisk bør den være på samme niveau som os selv. For der er alligevel et stykke vej fra påskønnelse af dens æstetiske og erkendelsesmæssige værdi til unødvendig smertefuld tilbedelse.

Jeg er ikke en turist

… Jeg er backpacker! Helt ind i hjertet og jeg kan virkelig ikke lide at være turist, hverken at opføre mig som en turist eller at se ud som en turist. Jeg kan da ligeså godt sige, at hvis man render rundt med mavebælte, pengekat, kasket, praktisk tøj, rygsæk og kamera og bykort fremme, så er jeg ret overbevist om, at man oftere vil opleve at blive snydt eller bestjålet i udlandet, end hvis man derimod blender i med mængden i almindeligt sommertøj, smarte solbriller, sin yndlingshåndtaske og ikke mindst et par sko, der ikke indikerer, at man lige så godt kunne bestige et bjerg med dem. Jeg elsker, hvis der er turister, der spørger mig om vej, når jeg befinder mig i en europæisk storby og jeg så må forklare dem, at jeg heller ikke er lokal – det betyder nemlig, at min mission er lykkedes. Det er jo ikke fordi, at jeg ikke passer godt på mine ting: De allervigtigste ting (læs: pas og interrailbillet) er ofte låst inde i et skab på hostellet og resten af mine ting passer jeg ligeså godt på, som de lokale passer på deres ting. Jeg synes ikke, at det er nødvendigt, at sende et signal om, at man er en rig nordeuropæer på kulturferie, der åbenbart er SÅ rig, at man har god grund til nærmest af sy sine værdigenstande ind i sit Helly-Hansen sæt. For det har man jo i virkeligheden ikke. 

Endelig synes jeg, at man også skal vise de lokale en smule tillid og respekt, selvom der selvfølgelig er nogle storbyer i Europa, hvor risikoen for at støde på en lommetyv er større end den er Århus, så kan det alligevel ske alle steder og medmindre man også vil gå rundt i samme mundering herhjemme, så synes jeg, at man skal tage sig sammen. Det er respektløst, synes jeg, at gå rundt og se ud som om, at det kræver stor overvindelse og meget praktisk tøj at se folks by en sommerdag.  Hvis de lokale er i stand til at opholde sig i deres by uden at være iført den nærmest obligatoriske turistuniform, så er jeg det altså også. Der er ingen grund til at gøre det så svært, at opleve et sted. 

Så synes jeg også, at der er enormt stor forskel på, at være ’på ferie’ og ’at rejse’. Når jeg er på ferie, så er det for at slappe af, hygge mig og spise god mad. Når jeg rejser, så er det for at opleve noget, lære noget og spise god mad. Hvis en rejse bliver for magelig, kan man ligeså godt kalde det for en ferie. Med hensyn til turisttendenser tror jeg i øvrigt, at man bliver mere afslappet med tiden. Første gang jeg tilbragte natten i et tog på Balkan, sov jeg med mit visa-dankort nede i min BH. Nu placerer jeg blot min yndlingshåndtaske ved mit hoved som en slags hovedpude og sætter min lid til at jeg vågner (af min selvfølgelig lette og katteagtige søvn) hvis nogen skulle få den fjollede idé at ville tage min taske. 

I oplevelsen af en by er jeg også hellere en backpacker end en turist. Jeg er enig i, at en bys turistattraktioner ofte også er nogle smukke og interessante steder, som i mange tilfælde er værd at besøge, for ellers ville de jo ikke være så populære. Jeg besøger gerne attraktioner, der har en stor historisk betydning eller æstetisk værdi, eller som jeg bare har fået et særligt forhold til. Jeg synes dog ikke, at man opnår noget som helst ordentligt indtryk af en by, hvis man kun ser dens turistattraktioner. Derfor er der næsten ikke noget, jeg holder mere af, når jeg rejser, end at gå rundt på må og få i en by og mærke de forskellige stemninger – sidste år brugte jeg en halv dag sammen med min rejsekammeratinde, på at spadsere i et enormt socialt boligbyggeri midt i Budapest (Buda-siden), det var interessant fordi det gav os denne berømte nye vinkel på byen. Vi tilbragte også noget tid med at hænge ud foran en lokal biograf, hvor vi kunne se ungarske kærestepar, der skulle på date osv. Det kan også være meget givende at sidde ved en fortovscafé og betragte gadebilledet, eller at tale med de ansatte på hostellet, som for det meste er unge ligesom én selv og kender byen rigtig godt! Her kan man lære rigtig meget, ligesom man kan lære meget om kulturen ved at møde de lokale unge når de fester. Folk er vildt åbne og nysgerrige, når man fester i udlandet og jeg har flere gange forsøgt at forklare essensen af den danske kultur henover en fadøl – dog uden held!

 

Så jeg synes virkelig, at man skal lade være med at tro, at det er så farligt at opholde sig i udlandet og jeg synes grundlæggende, at det er den holdning, man signalerer som klassisk turist og at turismen dyrker forestillingen om, at byens bagsider er farlige og at det er farligt bevæge sig væk fra mængden (eller synet af guidens åndssvage flag) og se hvordan folk rigtig lever og hvad de rigtig laver. Turisterne siger: Man har ikke været i Paris, hvis man ikke har set Eiffeltårnet. Jeg siger derimod: Man har ikke været i Paris, hvis man kun har set Eiffeltårnet.