Jeg var vred og rastløs den anden dag, da jeg gik hvileløst rundt inde på gågaden og ville finde mig et par nye sko, fordi jeg vitterligt ikke havde nogen sko, men kun havde støvler. To par slidte støvler og en masse højhælede sko, der er for slidte til at gå i, men som jeg ikke vil smide ud, fordi rigtige kvinder har mange sko. (Hvis ikke jeg havde alle de sko stående i mit skab, ville jeg føle mig mindre feminin, fordi jeg så ikke ville leve op til reglen om, at alle kvinder har men hel masse sko, som de aldrig bruger). Jeg var vred, fordi folk var så rige og gik og købte den ene ting efter den anden som om jorden stod og faldt med deres ubrugelige indkøb. Jeg var vred, fordi de gik langsomt, fordi de lod sig friste, fordi de rent faktisk havde råd til at lade sig friste! Jeg kiggede i den ene fancy skobutik efter den anden; de var fyldte med overeksalterede piger og grimme sko! Enormt grimme sko, jeg har aldrig i mit liv set noget lignende. Netop som jeg kom ud fra Salling, efter nærmest at have flygtet fra synet af deres skoafdeling, får jeg øje på en kasse sko, foran en uundseelig skoforretning, som jeg aldrig før har været inde i: Og endelig finder jeg dem! Et par smukke, billige fløjlsballerina-kinasko i min størrelse! Næsten for godt til at være sandt! Jeg er så glad for de sko, at jeg næsten ikke tør gå med dem, for hvem ved, hvornår jeg kommer til at være så heldig igen. Hvorfor lave så mange sko af fake læder, når man kan lave sko af et materiale, der er så fantastisk? Og behageligt? Nu har jeg noget ordentligt, at tage på fødderne, når jeg skal ud og rejse til sommer.
PS. Don’t judge me – jeg er sikker på, at alle mennesker har nogle ubetydelige oplevelser, som de selv betragter som små mirakler!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar