Ømme lår - og kunst

En morgen for en uges tid siden spadserede jeg forbi trappen til Aros og da jeg så den, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det virkelig er sådan, at de mener, man skal nærme sig kunsten: Nedbøjet og med ømme lår? Jeg kan sagtens se pointen i, at man skal have respekt for kunsten, for den har en enorm betydning for vores civilisation – og det er jo heller ikke sådan, at den trappe ikke er demokratisk, for det er jo alle mennesker – rig som fattig – der skal bestige den trappe, hvis de vil ind og se kunsten (medmindre de tager elevatoren, hvilket jeg gør næste gang). Hvis man vil se kunsten, må man slæbe sig op af kæmpetrin og det er jo heller ikke fordi, det bliver bedre når man først er kommet ind på selve museet. Måske har arkitekten været ualmindeligt glad for store lårmuskler og har i al hemmelighed tænkt, at alle skulle træne dem mens de besøgte museet. To fluer med et smæk. 

Jeg kunne knap nok gå efter mit sidste besøg og det var ikke engang, fordi jeg er i dårlig form, det var fordi jeg havde ondt i fødderne af at gå på de trapper. Så jeg kan ikke lade være med at tænke, om det er sådan, det er meningen, at vi skal nærme os kunsten? Gør det den tilgængelig? Er det sådan vi skal se ud og sådan vi skal føle når vi oplever kunsten? For kunsten foranstalter jo ikke kun følelsesmæssige oplevelser – den foranstalter i høj grad også fysiske oplevelser. Man skal bruge alle sine sanser, når man oplever kunst og åbenbart også sine lårmuskler. Den eneste forklaring jeg kan se er, at trappearkitekterne har tænkt at det skal være en kamp at se kunsten, at man kun skal gøre det, hvis man synes at det er ømme fødder og ømme lår værd og at denne lidelseseffekt er med til implicit at udtrykke ens dybe respekt for kunsten. Som når man knæler for en konge. Eller som når højtstående medlemmer af den russiske mafia får tatoveret en stjerne på knæet (der hvor det gør allermest ondt), hvilket symboliserer, at de ikke knæler for nogen. På samme måde kan det være en respektfuld gestus overfor kunsten.

Men efter min mening hæver det kunsten til et niveau, som den ikke hører hjemme på. Kunsten hører hjemme i øjenhøjde og bør være let tilgængelig og favnende, fordi den er så stor en del af det at være menneske. Den behøves ikke nødvendigvis at være let at forstå eller let at gå til rent tænkningsmæssigt, men rent fysisk bør den være på samme niveau som os selv. For der er alligevel et stykke vej fra påskønnelse af dens æstetiske og erkendelsesmæssige værdi til unødvendig smertefuld tilbedelse.