Jeg har det som om jeg er på interrail for første gang igen. Alting er nyt, anderledes og spændende. Og næsten ingenting kører på rutinen.
Jeg sad i Greyhound bussen og så et gigantisk landskab med utæmmede skove og brede floder. Big mama foran mig i bussen sad og hørte kasettebånd på sin walkman. Omme bag træerne bor amerikanerne i dyre villaer, i skyskrabere, i rækkehuse, i trailerparker, i faldefærdige hytter, i papkasser...
Sent igår aftes nåede vi til Winston-Salem efter en hæsblæsende bustur med et lidt for spændende transfer i Richmond (vi var nogle af de heldige som der var plads til i bussen).
Hotellet som vi har boet på i nat er vildt romantisk. Det ligner noget fra en Jane Austen filmatisering eller fra hvad jeg har set af Brøndums i Skagen. Jeg skriver det her indlæg fra en gigantisk blomstret lænestol.
Ved morgenbuffetten snakkede vi om, at amerikanerne er lidt ligesom børn der har fået lov til at være alene hjemme. Hvad vil du have til morgenmad? Der er fire forskelle slags muffins, der er wienerbrød, der er croissanter, der er overdrevent sød youghurt, der er cereal som er plastret til med sukker og mælk med 2% fedt...
Jeg kunne godt have boet længere på det her smukke hotel, men vi har en date med et flippet øko-hostel i Asheville. We'll hit the road again soon.
Et par billeder fra de sidste par dage:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar