Togrejsens æstetik

Mange gange har jeg ligget krøllet sammen på et par sæder eller en briks i en kupé og ventet på at toget skulle sætte i gang igen, så jeg kunne sove. For togets bevægelse giver en unik og monoton vuggen, der gør det fantastisk at sove, eller høre musik eller bare at se. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at rejse på end med tog gennem den gode gamle verden. Jo ældre toget er, jo bedre og mere interessant en rejse bliver det. Toget har udviklet sig fra at være en transportrevolution til at være en potentiel tidsmaskine og en transportform med en enorm historisk og kulturel pondus. 

Mange jernbanestrækninger er placeret på de ruter der gennem historien har været de vigtigste for os mennesker og vores fælles udvikling. Samtidig tilbyder en togtur at præsentere et land fra en vinkel, man ikke normalt ser: Gennem dit togvindue kan du se ufatteligt mange bagsider. Du kan se hvordan sigøjnerne bor i små faldefærdige skure ude på landet i Rumænien, du kan se, hvordan store dele af den sibiriske befolkning fortsat lever i de traditionelle træhuse mellem uendelige birkeskove, og du kan se ungdommens graffiti på bagsiden af gamle Europas flotte facader. Toget giver os hverdagslivets vinkel. Det giver os et andet og bredere perspektiv på den verden vi lever i og en større forståelse for og følelse med de lande vi besøger.

Togets rytme rammer os, fordi den har et fundament i en europæisk udviklingshistorie, der rækker langt udover os selv; modernitetens fødsel og kærligheden til fremskridtet ligger stadig gemt i skydedørene, træpanelerne og fløjlssæderne i togene på Balkan. Når toget ankommer på perronen, sættes der nogle ganske særlige følelser i gang, hvad enten du befinder dig i toget eller på perronen. Hvis man står på perronen, gribes man af glæde og en uforklarlig lettelse, stationen forvandles uden varsel fra harmoni til dynamik ved togets ankomst og man bliver målrettet, udser sig en vogn, kupé, plads. Som passager på den transsibiriske jernbane stiger man af toget og strækker sine ben, når det engang imellem holder stille i 20 minutter. Man bliver mødt af en markedsstemning på perronen: Der er tørklædeklædte russiske babusjkaer, der sælger hjemmekogte retter og tørt brød, der er vogne med øl, slik og minutnudler, lokale russere der stiger ud og ind af toget med enorme kufferter og togpersonale i de russiske statsbaners fine uniformer der står utålmodige tilbage i dørene. På en perron i Gobi-ørkenen i det sydlige Mongoliet blev vi mødt af små drenge fra landsbyerne, der er vokset op omkring minedriften; de ville sælge os farverige sten. Alt dette indhylles i togets larm og fløjt fra togpersonalets fløjter som signal.

Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre følelse af progression end når et tog sætter i gang. Først kommer der et ryk og så glider det langsomt ud fra stationen og kører hurtigere og hurtigere gennem skiftende landskaber! Mange jernbanestrækninger er blevet berømte og legendariske: Særligt kunne jeg tænke mig at rejse på den strækning, der løber ind gennem Himalya-bjergene; Himmelekspressen – verdens højst beliggende togbane, den transsibiriske og transmongolske jernbane er også verdensberømt, ligesom orientekspressen. I sommers rejste jeg på strækningen mellem Veliko Tarnovo og Plovdiv i Bulgarien. Dén er flere steder udnævnt som én af verdens flotteste (har jeg hørt) – og flot var det!

Toget er den synsvinkel, jeg gerne vil se verden fra og det sted jeg gerne vil møde verden fra. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at det er hurtigere at flyve. Jeg synes at kontinuiteten i ens rejse opløses, når man flyver, fordi man ikke opdager, at man flytter sig og derfor så rykker man sig heller ikke en millimeter, selvom man har fløjet flere tusind kilometer. Man får hverken kontinuiteten eller helheden med sig. En flyvning kan aldrig være en dannelsesrejse, den vil altid bare være en maskine, der flytter en sæk kartofler (kunne man ligeså godt være) fra a til b. Derimod sker der en personlig udvikling, når man rejser med tog gennem landskaberne og har tid og rytme til at reflektere over sin verden og sin rejse.

Om at træffe valg

Nu har jeg skrevet, i hvert fald en gang, at det ikke altid er en selv, der ved, hvad der er bedst for én, men nu vil jeg alligevel forsøge mig med et par ord om at træffe valg. Jeg mener nemlig ikke udelukkende, at det ikke altid er en selv, der ved, hvad der er bedst for én. Jeg mener ligeså meget, at man altid skal lytte til sin mavefornemmelse frem for sin fornuft, når man skal træffe et valg. Der findes selvfølgelig mange forskellige valg og det er ikke dem alle sammen, der er lige vigtige, men det er min overbevisning, at noget af det klogeste, man kan gøre her i livet, er at lytte til sin mave.

Når folk af og til sætter spørgsmålstegn ved de valg, jeg har truffet, tænker jeg derfor, at det må være, fordi vi ikke betragter valget ud fra det samme grundlag. Hvor ville kunsten være, hvis vi alle sammen var fornuftige hele tiden? De valg som folk oftest ryster på hovedet af er mine karrieremæssige valg og mine økonomiske valg: Lige præcis de valg som jeg har været allermest i tvivl om, men som jeg samtidig er allermest stolt af.

Jeg får tit den fornemmelse, at folk ikke tror, at jeg har tænkt mig ordentligt om, inden jeg besluttede, som jeg gjorde, men lige netop med karriere og økonomi, har jeg nogle statements, som jeg gerne vil dele med jer.

Jeg mener først og fremmest, at man som borger bidrager bedst til samfundet ved at foretage sig det som man er allerbedst til og holder allermest af (de to ting hænger ofte sammen). Alle mennesker har et eller andet, som de er dygtige til og jeg kunne have valgt mange andre studier, hvor jeg kun kunne have været en byrde for samfundet; erhvervsøkonomi, jura, matematik etc., men jeg har valgt at læse dét, som jeg holder allermest af og er allerbedst til. Derfor tror jeg også, at det er her, jeg vil kunne bidrage bedst, om det så er et brugbart studie eller ej.

Men nu er det heller ikke fordi, at jeg føler, at jeg må retfærdiggøre alle valg, jeg har truffet, bare fordi jeg ikke træffer dem på et grundlag af fornuft. Hvornår ville det nogensinde gøre mig lykkelig? Jeg prøver blot at give et indblik i min tankegang på de her områder.

Der er sikkert ikke mange der ved, at jeg rent faktisk, på ét enkelt område har en meget klar mening om penge og økonomi: For jeg må da ærligt indrømme, at det hverken er de ting jeg finder mest interessante eller lettest at forstå.

Jeg mener ganske enkelt, at det mest dyrebare man kan bruge sin penge på her i livet er oplevelser og at oplevelser og oplysning er det mest værdifulde, der findes på Jorden. Jeg forstår ikke de mennesker, der står med 100.000 kr. i hånden og tænker: Lad mig da købe en ny bil frem for en jordomrejse! Men her skal man igen blot lytte til sin mavefornemmelse. Jeg ved godt, hvad jeg ville vælge.

Fra bondepigen i mig

Når jeg går rundt herinde i Århus, så kan jeg aldrig lade være med at stoppe op og smile lidt, hvis der en sjælden gang kører en traktor forbi mig. Det er lidt af en indrømmelse, det ved jeg godt, men det er fordi, at det minder mig om, at jeg er vokset op på landet og sådan en opvækst kan man ikke sådan lige få ud af blodet igen – heldigvis! Du må forstå, at jeg ikke kan gengive hele min barndom på landet i det her lille blog-indlæg, så jeg vil nøjes med nogle enkelte statements og refleksioner.

For det første tror jeg, at det der gør det til noget særligt at vokse op på landet er, at der er så ufatteligt meget mere plads til at udforske: Der er store gamle haver, store gamle træer, gamle tilgroede flaghøje, marker, krat, skove, mere krat, grusstier, gamle landbrugsbygninger osv. Her kan man bygge huler og den mulighed forsømte jeg i hvert fald aldrig, så meget kan jeg sige. Tilmed er der også dyr, så man kan tilbringe den uendelighed af tid man (åbenbart) har som barn med at kravle rundt på halmloftet og lede efter kattekillinger eller man kunne hjælpe til med at malke køerne. Og jeg ved heller ikke, hvor mange der som børn, adskillelige gange, har set en ko kælve? Spændende er det i hvert fald.

For det andet så bliver jeg altså rigtig forarget, når jeg ser, at der bliver lavet playstationspil til små børn. For mig er en barndom spændt ud mellem naturen og fantasien. Hvad bliver man til, hvis man aldrig lærer selv at finde på? (Ville især Astrid Lindgren spørge).  Jeg tror desuden også, at årstiderne virker mere tydelige, når man bor på landet. Noget af det første, jeg kommer til at tænke på, er dengang, hvor vi bare plukkede brombær en hel sensommer eller to. Jeg tænker også på, hvor sjovt det var at sidde oveni et helt læs halmballer. Men jeg kunne som altid skrive tusind ting og aldrig få det hele med. De fleste mennesker synes jo, at deres egen opvækst var noget ganske særligt og jeg er en af dem. 

Afslutningsvis så synes jeg jo selv, at alle de ting jeg nu engang ved om dyr, korn, planter og landbrug i det hele taget, er enormt brugbare og seje. Jeg kan godt lide at være et af de mennesker, der rent faktisk hele tiden har vidst, hvor mælken kommer fra. Alt dette giver mig en (endnu større) føling med, hvordan vores ellers alt for komplekse samfund hænger sammen.

Og her den anden dag, netop som jeg skulle til at låse mig ind i opgangen, så kørte der en kæmpestor majetærsker forbi, som jeg selv synes, er magen til den der står derhjemme. Så jeg stoppede, smilede, tog et billede og blev helt nostalgisk. 

Hjerter bag beton - mit Østeuropa

For snart fire år siden besøgte jeg for første gang Serbien og Slovenien på en uforglemmelig interrailtur, og det var her, jeg for alvor fik øjnene op for områderne Østeuropa og Balkan og begyndte at blive på en gang forelsket og fascineret. Siden har jeg besøgt Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Rumænien og Bulgarien og jeg har rejst med den transsibiriske jernbane gennem fantastiske Sibirien. Jeg har haft mange af mine vildeste, sjoveste, smukkeste og mest tankevækkende oplevelser der! Men her i Danmark møder jeg enormt mange mennesker, som aldrig er kommet Østeuropa nærmere end Prag og jeg har forgæves forsøgt at beskrive og forklare, hvad det er, der er så specielt ved Østeuropa og hvordan der er derovre. Nu prøver jeg igen, men jeg kan allerede nu sige, at det bliver en mangelfuld og individuel beskrivelse af et sted og en mentalitet, der skal mærkes på egen krop. Østeuropa er ikke et sted, man kan tænke sig til og man kan ikke forstå situationen her med logik alene. Derfor bliver det her nærmere en sammensætning af indtryk og refleksioner end det bliver en konkret beskrivelse af et konkret sted og det afspejler sådan set Østeuropa meget godt. Det fragmentariske er dominerende og et karakteristisk clash mellem snart sagt alt. 

Først og fremmest har jeg tænkt mange gange, at et nymalet hus er et privilegium i den her verden, når jeg har skuet udover uendelige oceaner af grå (og ens) boligblokke. Stærkest var oplevelsen i Bratislava; et syn der næsten ikke kan beskrives med ord. Det er storhed, elendighed og grimhed samlet i ét. Der er noget stort over det her ufattelige forfald; noget romantisk, skæbnesvangert og mystisk. Man ved, at bag hvert eneste vindue lever der mennesker. Hjerter bag beton. Funktionalismens store fiasko. Kommunismens udnyttelse af en ellers (i teorien) fremragende arkitektonisk ideologi. 

Vinden griber dig i hjertet mellem betonblokkene. Her serveres der varm chokolade og ikke varm kakao. Det er tyktflydende og fås i et utal af variationer – også med mint! Man tages halvvejs tilbage til det Østrig-Ungarske imperium mellem resterne af monumenterne. Ungdommen danser som om de levede i slutningen af 90’erne, de reproducerer vores egen fin de sieclé og der er en sær sandhed over det. En sær nostalgi over maveblusen og den korte cowboynederdel i det blinkende blå lys og alt det glimmer i ansigtet, mens de enorme skorstene skyder tung røg op i luften på den anden side af floden. 

I Sibirien serveres vodkaen i vandglas og når de unge mennesker afslutter folkeskolen, klæder de sig ud i en imitation af de gamle sovjetiske skoleuniformer og drikker øl af store plastikflasker ude i skoven. Lyden af hælene lyder højere i gaderne i Østeuropa, spændingsfeltet ligger mellem moral og amoral, mellem kosmos og kaos og man kan ikke rigtig finde ud af, hvad der er hvad længere. Fordi alting begynder og ender her på samme tid – hele tiden. Håbløsheden og friheden hersker begge her og cigaretterne lyser som ulveøjne i nætterne, der er fulde af liv af enhver art. Der er fester, der blusser op og dør ud, der er lyssky business i gyderne, der er hjemløse hunde, der løber stinkende rundt i en evig jagt efter resten af den burger, som du alligevel ikke kunne spise. 

Husenes afskallede grå er et symbol på byens ærlighed. Den prøver ikke at være andre end sit eget bureaukratiske kaos, hvor bilerne holder på fortovet, så man ikke kan gå der og der hænger reklameskilte overalt på husmurene, mens vi skuer ud over et landskab af kiosker og tandløse smil og damer fra landet, der sælger kniplinger på gadehjørnerne. 

Jeg kan skrive meget, meget mere, men stadig uden at kunne få det hele med. Det der gør de her lande så særlige er nok mest, at det ikke er vores egen vestlige verden vi møder, at det ikke bare er os selv vi ser igen og igen. Men at ønsket om vesten skaber en abnorm og parodisk efterligning af os, der altid vil være forskudt og ofte iført de gennemsigtige nylonstrømper, som blev et symbol på vestlighed efter sovjetunionens fald, men som nu er blevet disse kvinders varemærke. De her steder er intense og indeholder det smukkeste forfald, mens de bevæger sig på grænsen mellem historien og fremtiden. 

Spasiba.  

Burde jeg ikke føle mig voksen nu?

Jeg er kommet frem til, at jeg burde føle mig voksen nu. For et par år siden, mens jeg stadig boede i (gode, gamle) Skærbæk, havde jeg en sød veninde på besøg som dengang boede i (gode gamle) Silkeborg og som mente at hun der (som 19-årig) endelig var blevet voksen nok til at gå med læbestift! Jeg (dengang 20-årig) syntes at det klædte hende og tænkte: Så er jeg jo også voksen nok til gå med læbestift! (hell yeah!) Dette ræsonnement mundede dog ud i, at jeg måtte erkende, at jeg ikke følte mig det ringeste voksen. Og det gør jeg stadig ikke. Her sidder jeg i en stor lejlighed (eller et værelse i hvert fald), med fine møbler (synes jeg selv i hvert fald) og har opvaskemaskine og det hele (en lillebitte en i hvert fald) og jeg føler mig ikke det ringeste voksen. Hvis ikke jeg tog mig selv i det, så kunne jeg da måbe dagen lang over, hvordan i alverden det pludselig er gået så stærkt, at jeg pludselig er havnet her! Jeg var lige startet på gymnasiet og PLUF så sidder jeg i Århus og skal snart skrive bachelor!? Og selvfølgelig er jeg kommet et godt stykke vej, siden dengang jeg som barn skulle være feriebarn i Århus og syntes at det var vældig vildt selv at tage toget herop, til nu hvor jeg selv har ansvaret for … det hele? Og jeg kan da ligeså godt sige, at jeg ikke kan lide at have ansvar for ting, jeg ikke har styr på – og jeg har altså ikke styr på det hele, men jeg vælger at sige, at jeg gør det på min egen måde. Mine prioriteringer er ikke altid så logiske, min økonomi er ikke den stærkeste heller og jeg har altid tænkt, at man da selvfølgelig bliver voksen, når man er nødt til det! Og det gjorde jeg jo på sin vis også: For jeg opfører mig (for det meste) voksent og siger og gør (for det meste) voksne ting og synes selv jeg er blevet lidt for fornuftig osv. Men følelsen er der stadig ikke. Og jeg tror heller ikke, at den kommer. Og jeg ved heller ikke hvordan det føles. Jeg tror at ’voksen’ er noget man gør, fordi det kræves af en og ikke noget, man føler sig som. Jeg tror, at selv den mest garvede og jakkesæt-klædte businessman til en sælger i kedelige parketgulve et eller andet sted står måbende over lige pludselig at finde sig selv med hus og bil og børn og computer og ferier der skal planlægges og græsplæne der skal slås og carport der skal bygges og vinduer der skal skiftes osv. Når man nu for kun et øjeblik siden som barn – med utilsløret beundring - betragtede ’de voksne’ og tænkte over hvordan de dog KUNNE og VIDSTE alle de ting! Jeg tror, at det at være voksen i virkeligheden handler om at bruge nogle grundlæggende erfaringer og ellers bare tage den lidt på gefühl derudaf – mest fordi man er nødt til det.  Jeg kom vidst lidt ud på et sidespor.

Ikke mere nu

Skingrende stemmer

Fra skrig vi aldrig får at se

Knuser sig gennem ruderne

I vores stirrende øjne

Vi vil ikke tale mere om de mure nu

Vi vil ikke tænke mere

På hvad Lars Bukdahl mener

Vi vil ikke se mere på den rødvin

Inden vi drikker den

Sandheden er et rungende

Ekko under alt hvad vi gør

Lyset flugter med vesten

I mexicanerkostumet

Intet er en helhed

Intet er mere en helhed

End det her er

Det sørgeligste jeg har set i dag

I dag så jeg et barn i lurvet tøj rode efter mad og/eller flasker (men der er ingen flaskecontainer) ude i gården. Han havde pjusket, fedtet hår og en alt for stor jakke på. Udbyttet fra containerne havde han i en gammel netto-pose. Jeg fik så ondt af ham, at jeg havde lyst til at gå ud og give ham alt hvad vi har i køleskabet, men da han så mig stå i køkkenvinduet, løb han sin vej. Er vores samfund et succesfuldt samfund, når et af vores børn må leve af studerendes madrester? Jeg synes egentlig, at det er vores alle sammens fiasko! Intet barn burde gå sultent i seng i vores land. Vi har mad nok.

Noget om dekadence

Jeg har længe gerne villet skrive noget om dekadence, pragt før undergang og højtstående civilisationers fald, fordi der næsten ikke er noget indenfor kulturhistorien og litteraturen, der interesserer mig mere end dét. Problemet er bare, at emnet er alt for stort til et blogindlæg og jeg hader at være påstående og bruge sådan en 'alt eller intet' retorik, fordi jeg i virkeligheden er fuldstændig forelsket i nuancer og i ordet 'nuancer'. Men nu skriver jeg det alligevel og jeg kan da under alle omstændigheder melde åbent ud, at 'dansen på afgrundens rand' og 'storhed før fald' fascinerer mig enormt meget og at jeg ofte går og tænker over, hvorfor ingen bekymrer sig mere om, at det også kunne ske for os. Måske vil nogen en dag gå og grave lidt i jorden og undersøge vores kulturs (den vestlige verdens) storhed og fald: Ligesom vi gør med Romer-riget, det gamle Egypten, det Østrig-Ungarske imperium, det antikke Grækenland, Inka-riget og Påskeøen - for lige at nævne nogle af mine favoritter. Måske vil de, som vi, tænke: Hvordan i alverden kunne det dog gå så galt? Jeg kan selvfølgelig ikke svare på, hvad der får en given kultur til at forsvinde eller et imperium til at bukke under. Jeg har en masse halvfærdige tanker og 'tilfældige noter' rundt omkring. F.eks. på bagsiden af min notesbog: "Det er sjovt som højkultur på en gang er civilisationens største opfyldelse og undergang" og "Jo mere kunstigt det bliver jo mere nærmer vi os afgrunden. Hvor ville jeg gerne opleve næste fin de siécle".
Hvad jeg mere kan sige er, at jeg tilbragte et kvarters tid af min søndag aften med at se 'De unge mødre' for første gang, hvorefter jeg tænkte, at en ung kvinde, der bruger forsikringspengene på at få lavet nye bryster, fremfor at købe en seng til sit barn, er selve indbegrebet af den vestlige civilisations fiasko. Jeg er virkelig bange for, at det forbrug og den kunstighed, som vi har slået det hele op på, viser sig at give bagslag. Jeg er også bange for, at den globalisering, vi taler så meget om, måske slet ikke eksisterer og at der i stedet er tale om en amerikansk afkulturalisering af verden. Jeg vil herhen: Nogle gange skal man virkelig lade være med at se på verden og bare tænke 'nå, det er åbenbart sådan man gør' - det er en dårlig vane man tillægger sig i barndommen og det er måske vores største brist som mennesker. Blot fordi alle gør en bestemt ting, behøves det jo ikke at være det bedste at gøre! Nogle gange er det ikke engang en selv, der ved hvad der er bedst for én - og sådan er det måske også med civilisationer og sådan når forskellige kulturer måske gang på gang til deres egen rock bottom.