Togrejsens æstetik

Mange gange har jeg ligget krøllet sammen på et par sæder eller en briks i en kupé og ventet på at toget skulle sætte i gang igen, så jeg kunne sove. For togets bevægelse giver en unik og monoton vuggen, der gør det fantastisk at sove, eller høre musik eller bare at se. Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre måde at rejse på end med tog gennem den gode gamle verden. Jo ældre toget er, jo bedre og mere interessant en rejse bliver det. Toget har udviklet sig fra at være en transportrevolution til at være en potentiel tidsmaskine og en transportform med en enorm historisk og kulturel pondus. 

Mange jernbanestrækninger er placeret på de ruter der gennem historien har været de vigtigste for os mennesker og vores fælles udvikling. Samtidig tilbyder en togtur at præsentere et land fra en vinkel, man ikke normalt ser: Gennem dit togvindue kan du se ufatteligt mange bagsider. Du kan se hvordan sigøjnerne bor i små faldefærdige skure ude på landet i Rumænien, du kan se, hvordan store dele af den sibiriske befolkning fortsat lever i de traditionelle træhuse mellem uendelige birkeskove, og du kan se ungdommens graffiti på bagsiden af gamle Europas flotte facader. Toget giver os hverdagslivets vinkel. Det giver os et andet og bredere perspektiv på den verden vi lever i og en større forståelse for og følelse med de lande vi besøger.

Togets rytme rammer os, fordi den har et fundament i en europæisk udviklingshistorie, der rækker langt udover os selv; modernitetens fødsel og kærligheden til fremskridtet ligger stadig gemt i skydedørene, træpanelerne og fløjlssæderne i togene på Balkan. Når toget ankommer på perronen, sættes der nogle ganske særlige følelser i gang, hvad enten du befinder dig i toget eller på perronen. Hvis man står på perronen, gribes man af glæde og en uforklarlig lettelse, stationen forvandles uden varsel fra harmoni til dynamik ved togets ankomst og man bliver målrettet, udser sig en vogn, kupé, plads. Som passager på den transsibiriske jernbane stiger man af toget og strækker sine ben, når det engang imellem holder stille i 20 minutter. Man bliver mødt af en markedsstemning på perronen: Der er tørklædeklædte russiske babusjkaer, der sælger hjemmekogte retter og tørt brød, der er vogne med øl, slik og minutnudler, lokale russere der stiger ud og ind af toget med enorme kufferter og togpersonale i de russiske statsbaners fine uniformer der står utålmodige tilbage i dørene. På en perron i Gobi-ørkenen i det sydlige Mongoliet blev vi mødt af små drenge fra landsbyerne, der er vokset op omkring minedriften; de ville sælge os farverige sten. Alt dette indhylles i togets larm og fløjt fra togpersonalets fløjter som signal.

Jeg kan ikke forestille mig nogen bedre følelse af progression end når et tog sætter i gang. Først kommer der et ryk og så glider det langsomt ud fra stationen og kører hurtigere og hurtigere gennem skiftende landskaber! Mange jernbanestrækninger er blevet berømte og legendariske: Særligt kunne jeg tænke mig at rejse på den strækning, der løber ind gennem Himalya-bjergene; Himmelekspressen – verdens højst beliggende togbane, den transsibiriske og transmongolske jernbane er også verdensberømt, ligesom orientekspressen. I sommers rejste jeg på strækningen mellem Veliko Tarnovo og Plovdiv i Bulgarien. Dén er flere steder udnævnt som én af verdens flotteste (har jeg hørt) – og flot var det!

Toget er den synsvinkel, jeg gerne vil se verden fra og det sted jeg gerne vil møde verden fra. Jeg er fuldstændig ligeglad med, at det er hurtigere at flyve. Jeg synes at kontinuiteten i ens rejse opløses, når man flyver, fordi man ikke opdager, at man flytter sig og derfor så rykker man sig heller ikke en millimeter, selvom man har fløjet flere tusind kilometer. Man får hverken kontinuiteten eller helheden med sig. En flyvning kan aldrig være en dannelsesrejse, den vil altid bare være en maskine, der flytter en sæk kartofler (kunne man ligeså godt være) fra a til b. Derimod sker der en personlig udvikling, når man rejser med tog gennem landskaberne og har tid og rytme til at reflektere over sin verden og sin rejse.