Fra bondepigen i mig

Når jeg går rundt herinde i Århus, så kan jeg aldrig lade være med at stoppe op og smile lidt, hvis der en sjælden gang kører en traktor forbi mig. Det er lidt af en indrømmelse, det ved jeg godt, men det er fordi, at det minder mig om, at jeg er vokset op på landet og sådan en opvækst kan man ikke sådan lige få ud af blodet igen – heldigvis! Du må forstå, at jeg ikke kan gengive hele min barndom på landet i det her lille blog-indlæg, så jeg vil nøjes med nogle enkelte statements og refleksioner.

For det første tror jeg, at det der gør det til noget særligt at vokse op på landet er, at der er så ufatteligt meget mere plads til at udforske: Der er store gamle haver, store gamle træer, gamle tilgroede flaghøje, marker, krat, skove, mere krat, grusstier, gamle landbrugsbygninger osv. Her kan man bygge huler og den mulighed forsømte jeg i hvert fald aldrig, så meget kan jeg sige. Tilmed er der også dyr, så man kan tilbringe den uendelighed af tid man (åbenbart) har som barn med at kravle rundt på halmloftet og lede efter kattekillinger eller man kunne hjælpe til med at malke køerne. Og jeg ved heller ikke, hvor mange der som børn, adskillelige gange, har set en ko kælve? Spændende er det i hvert fald.

For det andet så bliver jeg altså rigtig forarget, når jeg ser, at der bliver lavet playstationspil til små børn. For mig er en barndom spændt ud mellem naturen og fantasien. Hvad bliver man til, hvis man aldrig lærer selv at finde på? (Ville især Astrid Lindgren spørge).  Jeg tror desuden også, at årstiderne virker mere tydelige, når man bor på landet. Noget af det første, jeg kommer til at tænke på, er dengang, hvor vi bare plukkede brombær en hel sensommer eller to. Jeg tænker også på, hvor sjovt det var at sidde oveni et helt læs halmballer. Men jeg kunne som altid skrive tusind ting og aldrig få det hele med. De fleste mennesker synes jo, at deres egen opvækst var noget ganske særligt og jeg er en af dem. 

Afslutningsvis så synes jeg jo selv, at alle de ting jeg nu engang ved om dyr, korn, planter og landbrug i det hele taget, er enormt brugbare og seje. Jeg kan godt lide at være et af de mennesker, der rent faktisk hele tiden har vidst, hvor mælken kommer fra. Alt dette giver mig en (endnu større) føling med, hvordan vores ellers alt for komplekse samfund hænger sammen.

Og her den anden dag, netop som jeg skulle til at låse mig ind i opgangen, så kørte der en kæmpestor majetærsker forbi, som jeg selv synes, er magen til den der står derhjemme. Så jeg stoppede, smilede, tog et billede og blev helt nostalgisk.