Burde jeg ikke føle mig voksen nu?

Jeg er kommet frem til, at jeg burde føle mig voksen nu. For et par år siden, mens jeg stadig boede i (gode, gamle) Skærbæk, havde jeg en sød veninde på besøg som dengang boede i (gode gamle) Silkeborg og som mente at hun der (som 19-årig) endelig var blevet voksen nok til at gå med læbestift! Jeg (dengang 20-årig) syntes at det klædte hende og tænkte: Så er jeg jo også voksen nok til gå med læbestift! (hell yeah!) Dette ræsonnement mundede dog ud i, at jeg måtte erkende, at jeg ikke følte mig det ringeste voksen. Og det gør jeg stadig ikke. Her sidder jeg i en stor lejlighed (eller et værelse i hvert fald), med fine møbler (synes jeg selv i hvert fald) og har opvaskemaskine og det hele (en lillebitte en i hvert fald) og jeg føler mig ikke det ringeste voksen. Hvis ikke jeg tog mig selv i det, så kunne jeg da måbe dagen lang over, hvordan i alverden det pludselig er gået så stærkt, at jeg pludselig er havnet her! Jeg var lige startet på gymnasiet og PLUF så sidder jeg i Århus og skal snart skrive bachelor!? Og selvfølgelig er jeg kommet et godt stykke vej, siden dengang jeg som barn skulle være feriebarn i Århus og syntes at det var vældig vildt selv at tage toget herop, til nu hvor jeg selv har ansvaret for … det hele? Og jeg kan da ligeså godt sige, at jeg ikke kan lide at have ansvar for ting, jeg ikke har styr på – og jeg har altså ikke styr på det hele, men jeg vælger at sige, at jeg gør det på min egen måde. Mine prioriteringer er ikke altid så logiske, min økonomi er ikke den stærkeste heller og jeg har altid tænkt, at man da selvfølgelig bliver voksen, når man er nødt til det! Og det gjorde jeg jo på sin vis også: For jeg opfører mig (for det meste) voksent og siger og gør (for det meste) voksne ting og synes selv jeg er blevet lidt for fornuftig osv. Men følelsen er der stadig ikke. Og jeg tror heller ikke, at den kommer. Og jeg ved heller ikke hvordan det føles. Jeg tror at ’voksen’ er noget man gør, fordi det kræves af en og ikke noget, man føler sig som. Jeg tror, at selv den mest garvede og jakkesæt-klædte businessman til en sælger i kedelige parketgulve et eller andet sted står måbende over lige pludselig at finde sig selv med hus og bil og børn og computer og ferier der skal planlægges og græsplæne der skal slås og carport der skal bygges og vinduer der skal skiftes osv. Når man nu for kun et øjeblik siden som barn – med utilsløret beundring - betragtede ’de voksne’ og tænkte over hvordan de dog KUNNE og VIDSTE alle de ting! Jeg tror, at det at være voksen i virkeligheden handler om at bruge nogle grundlæggende erfaringer og ellers bare tage den lidt på gefühl derudaf – mest fordi man er nødt til det.  Jeg kom vidst lidt ud på et sidespor.