Ét.
Der bliver talt meget om fattigdom for tiden og der bliver lavet mange fejl på begge fløje i dansk politik. Men en af de største fejl, jeg kan se, er, at man kun måler folks relative rigdom eller fattigdom på, hvor mange penge de har. Fattigdom handler ikke kun om penge, det handler også om dannelse, om menneskeligt overskud, introspektion, evnen til at forstå sociale koder og evnen til at have indsigt i det bureaukratiske system, som vores samfund udgør osv.
Jeg ved godt, at mange vil finde det hippieagtigt, at jeg bliver ved og ved med at bræge om, at rigdom ikke kun handler om penge. Men rigdom handler virkelig ikke kun om penge. Man kan være rig menneskeligt og fattig økonomisk og omvendt. Vi bliver nødt til, at tænke dannelses- og oplysningstanken ind i fattigdomsdiskussionen, for hvis vi ikke får alle faktorer med, så sidder vi lige pludselige med endnu flere meget rige, men meget fattige, mennesker som f.eks. Joakim B. Olsen.
To.
Og så kan jeg i øvrigt overhovedet ikke holde ud (men det bliver jeg jo nødt til), at der er nogen, der kan få sig selv til at sige, at det er børnenes egen skyld, at de er fattige. Er det børnene, der selv bestemmer i hvilken mave de vil være foster, i hvilken familie de vil fødes? Er der virkelig nogen der tror, at alle børn i det her samfund har samme vilkår? Og at de alle sammen får julegaver? Hvis der bliver indført brugerbetaling på uddannelse og hvis deres forældre, som måske både er fattige på den ene og på den anden måde, fratages deres ydelser, hvordan stiller vi så disse børn? Kan vi være det bekendt? Skal det være op til børnene at løse det fattigdomsproblem, som hverken deres forældre eller samfundet magter at gøre op med?
Måske lyder jeg lidt sur. Men jeg synes ikke, at der er nogen børn i det her land, der skal have det dårligt – uanset hvordan deres forældre opfører sig og klarer den. Jeg har sagt det før! Og i går gav jeg alt, hvad jeg havde af mønter til julehjælpen nede i netto.
Vi er et fattigt samfund, hvis vi ikke kan tage os af vores børn.