Det der demokrati - det mener vi ikke så alvorligt, vel?

I går læste jeg i aviserne, at, nu havde Papandreou (den græske statsminister) ’droppet’ folkeafstemningen om EU’s redningsplan til Grækenland. Fint. Min søde kæreste fortæller mig, at hvis grækerne stemte nej, ville EU sandsynligvis kollapse og der ville ikke længere være noget Grækenland. Så jeg forstår godt den umiddelbart positive undertone i artiklerne, jeg forstår godt, hvorfor man har hånet den gode Papandreou for at ville afholde en folkeafstemning i så afgørende krisetider. Det er da hul i hovedet. Men ved I hvad? Manden har jo alligevel ret. Det er ikke særlig demokratisk, at trække en økonomisk plan, besluttet et helt andet sted i Europa, af nogle helt andre mennesker, ned over hovedet på sit folk. Papandreou er ikke Grækenlands diktator, han er deres folkevalgte statsminister og ser man objektivt på det, ja, så burde en demokratisk valgt regering spørge folket til rådighed i en så vigtig og alvorlig situation. Så uanset om han ville holde afstemning for sin egen popularitets skyld eller af respekt for demokratiet, så ville det da, uanset kollaps osv., have været det mest demokratiske. Men det er som om, at når lokummet brænder, så ligger lederne lige det der demokrati lidt på hylden, så er det lidt lige meget om vi bliver spurgt. Så har vi faktisk ikke rigtig noget at skulle have sagt. Artiklerne fik mig til at spørge mig selv, om vi virkelig mener det så alvorligt med demokratitanken? Er det nok bare at vælge et par repræsentanter? Eller burde vi egentlig ikke også få lov til at stemme om de store beslutninger de træffer ligesom grækerne var blevet stillet i udsigt? Sjovt at demokratiets hidtidige nulpunkt i finanskrisen nås på samme sted hvor demokratiet opstod. Hvordan kan en aflyst folkeafstemning være en god nyhed i en demokratisk nation som Danmark?