I et anfald af interrailnostalgi har jeg fundet logbogen fra i sommers frem og trakterer jer hermed med et lille uddrag.
31. juli 2011
Sidste dag i juli og sidste dag i Skopje. Jeg smelter snart i Skopje. Luften står helt stille i Skopje. Sveden driver i mit ansigt. Vi har besøgt et mindested for Mother Teresa der blev født her og vi har set en smuk katedral. Et køligt kirkerum er så befriende og svalt i det her vejr. I aften rejser vi med bus til Tivat i Montenegro – det bliver spændende og godt at komme ud til kysten. Jeg savner havet. I dag har vi diskuteret hvad der får folk til at forlade alting og rejse rundt i årevis – rodløst og målløst og uden at stifte andet end overfladiske bekendtskaber, relationer til steder, mennesker. Hvordan kan man løsrive sig fra alt man elsker og være lykkelig? Er man netop lykkelig der? Hvordan kan man være ’ude’ hvis der ikke er noget hjem? Der er en australier her som har rejst alene rundt i Europa i foreløbig to år. Hvad flygter han fra, hvor hører han til?
”Freedom’s just another word for nothing left to lose” Janis Joplin
Senere samme dag:
I nat er jeg med bus mellem Skopje og Tivat. 11 timer på ujævne veje og i bjerge. Proviant: 2 müslibarer + 1 flaske vand. Vores chauffør kan ikke engelsk. I morgen vil jeg sidde på stranden og lytte til bølgerne.
1. august 2011 kl. 12.15
Så er vi kommet til Montenegro. Vi kørte tværs over Kosovo midt om natten, i tordenvejr, i en bus hvor det regnede ind. Vi fik absolut ingen søvn mens bussen rullede henover de ujævne bjergveje i Kosovo og Montenegro. Vi bor på et hyggeligt hostel i Tivat nu og er lige vågnet efter et par timers søvn i et par gamle køjesenge.
31. juli 2011
Sidste dag i juli og sidste dag i Skopje. Jeg smelter snart i Skopje. Luften står helt stille i Skopje. Sveden driver i mit ansigt. Vi har besøgt et mindested for Mother Teresa der blev født her og vi har set en smuk katedral. Et køligt kirkerum er så befriende og svalt i det her vejr. I aften rejser vi med bus til Tivat i Montenegro – det bliver spændende og godt at komme ud til kysten. Jeg savner havet. I dag har vi diskuteret hvad der får folk til at forlade alting og rejse rundt i årevis – rodløst og målløst og uden at stifte andet end overfladiske bekendtskaber, relationer til steder, mennesker. Hvordan kan man løsrive sig fra alt man elsker og være lykkelig? Er man netop lykkelig der? Hvordan kan man være ’ude’ hvis der ikke er noget hjem? Der er en australier her som har rejst alene rundt i Europa i foreløbig to år. Hvad flygter han fra, hvor hører han til?
”Freedom’s just another word for nothing left to lose” Janis Joplin
I nat er jeg med bus mellem Skopje og Tivat. 11 timer på ujævne veje og i bjerge. Proviant: 2 müslibarer + 1 flaske vand. Vores chauffør kan ikke engelsk. I morgen vil jeg sidde på stranden og lytte til bølgerne.
1. august 2011 kl. 12.15
Så er vi kommet til Montenegro. Vi kørte tværs over Kosovo midt om natten, i tordenvejr, i en bus hvor det regnede ind. Vi fik absolut ingen søvn mens bussen rullede henover de ujævne bjergveje i Kosovo og Montenegro. Vi bor på et hyggeligt hostel i Tivat nu og er lige vågnet efter et par timers søvn i et par gamle køjesenge.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar