Shopping (not so easy!) og pandehår

Langt om længe ville jeg købe mig noget tøj efter hver morgen, i noget der minder om en evighed, at have stået og kigget fortvivlet ind i mit klædeskab. Jeg levede i en uendelig tøjkrise, hvad jeg sådan set fortsat gør. Men netop i dag skulle det altså endelig være, det kunne ikke blive ved på den måde. Jeg kommer ind til byen, til de lysende, glitrende, popmusikspillende tøjforretninger fyldt med drømme. Modedrømme. I alle former, farver, stoffer, snit. Orange og rustrød er forsigtigt men overbevisende skiftet ud med lilla, turkis og azur. Jeg læsser en ordentlig flok smukke kjoler over armen og med et kritisk vurderende blik lusker jeg rundt mellem tøjstativerne på jagt efter et mirakel, et modemirakel, et stykke tøj der kan fremkalde den rigtige mavefornemmelse; et sus. Jeg kigger og kigger til jeg tror, at jeg slet ikke kan tåle at se mere tøj og tænke; ’den er flot, men hvid er jo ikke så praktisk, hvid er klart et no go’ eller ’hvad skal jeg bruge sådan en jakke til?’, ’jeg kan ikke bruge den bluse til noget når jeg kun har ét par bukser’, ’Ser den nederdel ikke lidt mærkelig ud?’, ’Hvad er det for noget underligt stof?’ osv. Oceaner af beklædningsstykker vejet og fundet for let. Jeg prøver fuld af optimisme mit bjerg af smukke kjoler og ligner en (temmelig elektrisk) skumfidus i hver eneste! Hvad nytter det, så at sige til sig selv, at man må købe lige den kjole, der klæder én bedst? Jeg bliver også til min store, store rædsel nødt til at overveje, om jeg skal gå en størrelse op, men forkaster tanken. Det kan simpelthen ikke passe. Selvom det heller ikke er en tiltalende tanke, at man risikerer, at blive en af dem, der bare ikke har opdaget, at det ikke længere kun er de rigtige steder, tøjet strammer… Af de overvældende mængder splinternyt, sæsonklart, fashionabelt tøj jeg har gået og gloet på halvdelen af eftermiddagen ender jeg med at købe en fin kjole, igen. As always. Og jeg så ikke ud som på billedet da jeg endelig kunne cykle hjemad – det snyder!

Og mon der så i øvrigt er nogen der kan huske min frisør – jeg ved godt at jeg svor, at jeg ville rocke en miljøvenlig frisør, men denne her østeuropæiske kvinde er muligvis/sandsynligvis den eneste i Aarhus, der kan klippe mit pandehår, så det sidder, som jeg gerne vil have det. Jeg har været der med pandehåret to gange siden den dag hun var lidt mut og hun har simpelthen været så glad og sød og meget indforstået (yes!) og venindeagtig. Og nu har hun også selv fået pandehår, hvad hun stolt viste mig i dag! Pandehår er det seje. Det kan vi godt blive enige om hende og jeg.

Så håber jeg at jeres lyst til indlæg om shopping og hairfashion er stillet i denne omgang!