Jazz-overvejelser fra en ikke-jazzkender

I sommers var jeg til to jazz-koncerter fordi der var jazz-festival i Aarhus. Den ene fandt sted i Musikhusets foyer med højt til loftet, marmor og glaspartier. Det var strømlinet, (poleret), jazz spillet af flintrende professionelle og teknisk dygtige musikere. Den anden hørte jeg på Løves bog– og vincafé: Vild, eksperimenterende og knasende sprød jazz fra et lystigt orkester i et alt for lille og dog meget passende rum. Det var uden nogen tvivl to gode jazzoplevelser (at den sidste var lidt bedre end den første skyldes min samtidige indtagen af brownie med creme fraiche) – og dog kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvorfor vi sidder ret op og ned på vores stol med vores Tuborg Classic og hører jazz til jazz-festivalen i stedet for at danse? Fortjener jazzen ikke længere at blive danset til? Hvad blev der af forgangne tiders ville jazz-fester, jazz-klubber, jazz-restauranter? Hvad vil dette århundrede med sin jazz? Genopdage dens rus? Eller blot holde konceptet i live?  Kære jazz-festival, må jeg bede om en rigtig jazz-fest, tak.