Perfektionisme og klodsethedshøjdepunkter

Meget af det her bloggeri handler jo om, at vi kan spejle os i hinanden og vise hinanden at vi (heller) ikke er perfekte, men at vi i hvert fald godt kan lide at skrive. Meget. Vi langer ud efter perfektionismeidealet på en måde. Men vi gør det samtidig til et ideal (blandt bloggere) at kunne skrive om sit liv på en sjov og sej måde – jeg er måske endda sådan halvafhængig af visse sjove/seje blogs. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg stiller mig i forhold til den der se-jeg-er-heller-ikke-perfekt-bare-helt-almindelig mission: Det perfekte er jo et meget individuelt begreb. Jeg mener: Man bestemmer vel egentlig lidt selv, om man synes, at ens liv er perfekt? Det er vel et spørgsmål om livssyn, forventninger? Optimisme? Vi graver jo efter lykken nogle forskellige steder. Og jeg vil da gerne indrømme, at jeg på mange punkter er perfektionist. Det kan jo sagtens være givtigt i ens hverdag at stræbe efter det perfekte – også selvom man ikke altid opnår det. I selve den stræben kan der jo også ligge noget værdi – og en del personlighed. Men hvis jeg lige skal komme med lidt vi kan spejle os i og tænke: Åh! Det kunne ligeså godt have været mig (det håber jeg virkelig, at der er nogen, der tænker), så kan jeg da afsløre (ja, dem der kender mig ved det jo godt) at jeg kan være utrolig klodset. Hvis vi nu f.eks. bare lige kigger på slutningen af sidste uges klodsethedshøjdepunkter (højdepunkter!): Torsdag træder jeg jo ovenpå på min søde kærestes dyre, fine briller, så den ene stang bliver helt (helt!) bøjet og eftersigende aldrig sig selv igen. Lørdag vælter jeg to glas vand (og det endda med min bagdel) udover min computer (bare rolig den lever mirakuløst endnu) og samtlige bøger (det er ret mange) på mit skrivebord. Selv samme lørdag spilder jeg selvfølgelig dressing på min fine nye kjole og søndag vælter jeg en skål chips i sengen – ikke det fedeste sted at have chips. Men som min bedste veninde siger:

”Det kan godt være at du tit vælter ting, men du rejser dem altid op igen”